fakta

Anders Lassen er direktør i Koda.

Koda er en nonprofit medlemsforening, der arbejder for, at musikere får betaling, når deres musik spilles offentligt.

’Koda kvæler musikblogs’. ’Koda i kamp mod bloggere’. Eksempler på overskrifter i de danske medier i den senere tid.

Og blogosfæren bobler i øjeblikket over med udfald mod Koda, der ikke har opdaget fremtiden, er på crack, lever i forplumret mørke og trænger til at vågne op.

Men hvem er det i virkeligheden, der er snæversynede og trænger til at vågne op?

Hvis bloggerne havde nogen som helst ægte solidaritet med andre end sig selv og virkelig ønskede at støtte kunstnerne, så støttede de Koda’s kamp for at skaffe indtægter til musikmiljøet og gik selv foran ved at betale for musikken.

I stedet står bloggerne forkælet i hjørnet og forventer at få det hele, som det passer dem.

LÆS ARTIKELMusikbloggere frygter fremtiden

For at starte med selve sagen: Koda er en forening af kunstnere, der er gået sammen for at sikre, at der kommer betaling for de værker, de har skabt.

Koda er en nonprofitorganisation, og vores indtægter går tilbage til de ophavsmænd og -kvinder, der har skabt den musik, vi alle sammen nyder godt af.

Musikbloggerne er ildsjæle, der skriver om ny og up-coming musik på nettet. Så langt, så godt. De vil også gerne spille musikken på deres blogs og har derfor spurgt kunstnerne om lov. Igen så langt, så godt.

Problemet er, at bloggerne ikke vil betale for at have musik på deres blogs. De arbejder gratis, når de skriver om musikken, og mener derfor, at de også skal have lov til at spille musikken gratis. Deres blogs promoverer ny musik, og de gør derfor kunstnerne en tjeneste ved at spille deres musik.

Det er for det første et absurd argument. For det andet adskiller det ikke bloggerne fra Koda’s over 40.000 betalende kunder at slå på, at de promoverer ny musik.

For alle Koda’s betalende kunder kan med rette hævde, at de promoverer ny musik. Det gælder både den lokale café, der hyrer en ung guitarist fredag aften, og store aktører som Roskilde Festival eller DR, der med lige så stor ret (eller større ...) kunne hævde, at de gør musikerne en tjeneste og derfor i promoveringens tegn skal have lov til at spille musikken gratis.

Hvis det skete, ville det være gift for det danske musikmiljø. For Koda-indtægten er for mange musikere den indtægt, der gør, at de trods alt kan overleve af deres musik.

Når det er sagt, så ønsker vi, at den betaling, vi principielt holder fast i, skal være fair. Derfor tog vi i august initiativ til et dialogmøde med bloggerne og præsenterede dem for en model, der gjorde, at små blogs for et startbeløb på 100 kr. om måneden i dag kan spille alverdens musik.

Vi troede faktisk det lød fair i bloggernes ører.

Men vi kan nu konstatere, at det alligevel ikke passer bloggerne. Bloggerne vil ikke betale. Punktum. De mener, at de er den svage, undertrykte part ’i kamp’ med et stort og virkelighedsfjernt Koda. Intet kunne være længere fra sandheden.

Koda repræsenterer tværtimod den svage part i denne sag: kunstneren, der gerne vil kunne leve af sin musik, og som kæmper for at overleve.

Musik har en værdi, og derfor har skaberne ret til et udbytte af denne værdi. Det gælder både, når musikken bliver spillet i DR, på en café eller på en blog. Det er solidaritet, og det er et princip, vi ikke vil vige fra.