Frederikke Bertelsen, skuespiller, 23 år:
I dag skal man ikke en gang bruge hovedet for at komme i mediernes søgelys. Det vil have store konsekvenser for realitystjernernes professionelle karriere med tiden. Ingen kan leve af den beskæftigelse - hverken psykisk eller økonomisk. Hvis man da overhovedet kan definere druk, hor og problemer som en beskæftigelse.

Vil man have langvarig succes, er der ingen bagdør til en karriere som kunstner. Reality-tv er at springe over, hvor gærdet er lavest, og det er synd, at der måske er talenter, som går tabt, fordi de bliver druknet og verbalt aflivet af overfladisk tv.

For mit vedkommende er reality-tv og de kulørte blade unødig usaglig snak, der bunder i dårlig karma og manglende forstand. Jeg vil finde det mere interessant at kigge på bagsiden af toiletdøren på en 70 år gammel bodega, hvor nikotinen driver ned ad væggene.

TV-PRODUCENTEN SVARERInformationschef til kritiske unge: Så skift kanal

Tarek Hussein, student, 18 år:
Disse programmer har i høj grad rykket grænserne for, hvad man kan tillade sig på tv, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at unge dyrker sex i realityprogrammerne. Programmerne har generelt været med til at skabe en helt ny kultur blandt unge, hvor pornoficeringen har taget til, og det traditionelle kvindeideal er blevet nedbrudt.

På mange måder en moderne form for kvindeundertrykkelse, hvor kvinden udelukkende kommer til at fremstå som et sexobjekt. På samme tid er disse programmer også med til at legitimere de unges ansvarsløse forhold til alkohol og sex.

Jeg er ganske enkelt træt af, at disse programmer får så meget tid på sendefladen og derudover giver et indtryk af, at hele vores generation opfører sig lige så uansvarligt.

Det værste er, at medierne og producerne fuldstændig fralægger sig alt ansvar og henfalder til det klassiske argument om, at de blot følger de unge og laver en form for dokumentar af virkeligheden.

Nu har selv DR 1 under dække af public service-forpligtelsen søsat DR Mama, som inkluderer ’Sexministeriet’, kneppesangen m.fl. Hvorfor i alverden føler medierne en så dyb forpligtelse til at uddanne mig i min egen seksualitet og diverse sexstillinger? Bland jer udenom!

ANMELDELSEKnaldekonge-tv bekræfter alle fordomme om 'de unge'

Christine Michael, studerende, 22 år:
Jeg bliver virkelig frustreret, når jeg synes, jeg har fortjent at slappe af foran flimmerkassen - for der er bare sjældent noget tv, jeg gider glo på.

Som oftest slukker jeg hurtigt igen og griber fat i en bog (very old-school) i stedet, men det er efterhånden ved at gå op for mig, hvor meget lort de viser på tv, og det gør mig faktisk lidt sur.

Bevares, jeg har skam ikke engang en milliard fancy kanaler, jeg kører den billige studenterudgave med DR, TV 2 og TV3. Men come on; Luksusfælden, Sommer i Sunny Beach, Fristet - hvor langt vil du gå?, For lækker til love osv.

Jeg kunne blive ved med at remse decideret elendige programmer op, som jeg kan tage med mine beskedne kanaler.

Det, de har til fælles, er en bunke mennesker, der bliver udstillet på den pinligste måde. Jeg bliver lidt ked af det på andres vegne, for tilsyneladende kan programmer trække seere til i hobetal.

Jeg vil hellere udfordres på min intelligens eller have min nysgerrighed stillet - på en konstruktiv måde og ikke ved at se dårlige programmer, der tilmed er dårligt producerede og slet væk uinteressante.

Thomas Korsgaard, gymnasieelev, 16 år:
Reality bliver set af mange aldersgrupper, men især mange unge ser det. Da jeg sidste år gik i 9. klasse, var det et dagligt samtaleemne, hvem der stod stærkest i ’Paradise’, og hvem mon ville vinde. Pigerne på min skole klædte sig som pigerne i programmet med stramme, nedringede bluser, og drengene kørte ’the bad style’ og ville være som drengene i programmet på det eksotiske luksushotel i Mexico med ad libitum breezere og måske to piger på én gang.

Reality giver os rollemodeller, men det er dårlige rollemodeller, der misbruger deres magt. Det substansløse ’lorte-tv’ vinder alt for ofte de unge seere – og det store problem med reality-tv er jo netop, at det er urealistisk og viser ekstremt fordrejede billeder af virkeligheden.

Reality-tv kan være sjovt, men programmer som ’Fristet’, ’Kongerne af Marielyst’ og ’Singleliv’ viser også en sørgelig, nærmest tragisk udvikling i dansk tv. Vi unge udsættes for åndssvage programmer i en mængde, der er ubegribelig. Tv-stationerne må tage ansvar og vise ordentligt fjernsyn om virkeligheden og med rollemodeller, der træder i karakter og inspirerer til deltagelse i samfundet.

LÆS OGSÅSkod-tv: Skeløjet reality-ged på numse er for plat

Malte Søndergaard, studerende, 23 år:
Reality dyrker og hædrer middelmådigheden og i værste fald andre menneskers ulyksaligheder eller moralske forfald. Det er tv, som skygger for det oplysende, intelligent og uddannende tv, jeg ønsker at se.

Reality-tv er fordummende og er med til at fremmedgøre unge mennesker over for deres medmennesker og ikke mindst dem selv. Den såkaldte underholdning i disse programmer består i historier om mennesker, som på den ene eller anden måde har været mindre heldige i livet og som fremstilles, så de virker mindre tiltalende og mindre intelligente end seeren.

Det er på tide at medierne tager sig selv og deres samfundsansvar seriøst, både som underholder og som afspejler af det omgivende samfund. Det samme gælder realityprogrammernes seere – hvor er jeres kritiske sans?

Liv Tineke Nielsen, pædagogmedhjælper, 21 år:
Jeg bliver draget af programmet ’Fristet’, draget mod at følge med i serien. Har producenterne puttet noget i programmet, som er akkurat så vanedannende som nikotin er i cigaretter?

Hvilke greb benytter de, der gør, at jeg ikke slukker fjernsynet, når jeg etisk og moralsk ikke kan stå inde for, hvad deltagerne gennemgår. Jeg væmmes ved producenternes grove udnyttelse af deltagerne og seerne. Og jeg kan jo bare slukke.

Kan man tillade sig alt i reality, hvis bare nok seere følger programmet? Hvis man kan tillade sig alt, er grænsesøgning så blevet en ny værdi, som generation Facebook har monopol på?

Hvem er mine rollemodeller? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til mine børn, hvis jeg får nogen. Hvis de undrer sig over mine ungdomsår og spørger: Hvorfor så I alt det reality, hvorfor dyrkede I det, og var det jeres idoler dengang?

Nej, det gjorde vi ikke. Jeg gjorde ikke. Jeg tvangsindlagde mig selv til det. I en presset hverdag, hvor politikerne lå i blokkrig, krisen kradsede for anden gang og alle ville være kendte for noget, de ikke kunne finde ud af. Så havde vi da dem at grine ad. Hvor er de rigtige helte, og hvorfor kalder Bertel Haarder ’Anden’ for en antihelt? Der er da i det mindste en stillingtagen i hans show.

Fra jeg ikke var ret gammel, har jeg været dybt imponeret og inspireret af Che Guevara, Gandhi, Einstein, Bob Marley, Nelson Mandela og Martin Luther King. Så op til Susanne Vega og Tracy Chapman.

De var alle mennesker, jeg så op til og fandt ro og tryghed i. Hvorfor er vi alle så optaget af at fordømme realitystjerner i stedet for at lede efter de virkelige stjerner og helte, vi i virkeligheden har brug for. Helte søges, ja tak. Og det var en opfordring på en helt.

AMALIES VERDENEkspert: TV3 har medansvar for reality-stjerners opgør

Maria Stensgaard, cand.scient.anth., 26 år:
De folk der bliver castet til reality shows er ofte stereotyper; den dumme blondine, den parodierede homoseksuelle og den unge uvidende mor. Flade personer, som bliver fremstillet på en fuldstændig karikeret måde. Det skaber efter min mening et utiltalende billede, der slet ikke stemmer overens med virkeligheden.

Fælles for deltagerne er, at de sandsynligvis ikke ved, hvad de går ind til. De har en drøm om 15 minutters berømmelse, som i stedet kan udvikle sig til, at de bliver hængt ud i medierne som det nye offer for latterliggørelse.

Det kan seere derhjemme så sidde og tage afstand til, dømme, håne og hade eller måske fascineres af. Jeg kender flere, der bruger realityprogrammer som en form for afkobling. Et pusterum i en travl hverdag, hvor man kan koble hjernen fra og læne sig tilbage.

Når man har set 'stjernerne' komme med den ene hjernedøde kommentar efter den anden, kan man trøste sig med, at man trods alt er klogere end dem. Men har vi virkelig behov for at pege fingre af andre, for at få det godt med os selv?

Jeg mener ikke, at denne form for underholdning beriger nogen.