Så fik de ham endelig, vores helte, de libyske oprørere.

Triumferende og i en nærmest euforisk rus af blod trak de bæstet gennem Sirtes gader, mens de råbte: »Gud er stor. Gud er stor«.

Alle vi andre fulgte den offentlige henrettelse på nært hold. Ledsaget af en larmende tavshed fra de statsledere, der skiftevis elskede og hadede Gaddafi.

»Er han død, nej, han er vist ikke død endnu«, lød nogle af kommentarerne fra kommentatorerne på web og på tv, som var det en sportskamp.

Blodige billeder filmet med iPhone og helt tæt på flimrede over skærmen.

Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.

DEBAT Svælger medierne i billeder af Gaddafis død?

Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.

»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.

»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.

Jyllands-Posten lagde ikke fingrene imellem, da de smækkede hele serien på nettet uden uddybende forklaringer. Sensationelle overskrifter og billeder. Råt for usødet.

Berlingske valgte at spørge læserne, om det er okay at juble over ’henrettelsen’.

Jeg ville hellere have hørt, hvad Berlingske synes, og hvorfor avisen valgte at lægge billederne på nettet?

LÆS ARTIKEL Gaddafis lig får fred for nysgerrige blikke

Oberst Gaddafi var en karismatisk galning, en diktator, der på en gang forargede og forførte verden, og som har trukket blodige spor gennem historien, men berettiger det til, at vi – som både journalister og mennesker – smider al sund fornuft over bord og siger skråt op med etikken og moralen – bare fordi vi ikke kan lide ham?

Selvfølgelig giver det mening at vise billeder af den døde Gaddafi – som dokumentation for at manden nu også er død, men hvorfor bringe det hele – bare fordi vi kan, medmindre formålet er at underholde og ikke at oplyse.

Nu diskuteres det, hvem der tog livet af Gaddafi, men jeg savner stadig det indslag og den historie, der forholder sig til oprørernes opførsel, og som kræver, at de ansvarlige for den brutale henrettelse af den tidligere diktator bliver stillet for en dommer, som vi jo normalt gør i et retssamfund.