Der var engang, hvor det ikke var til diskussion, om Peter skulle i gymnasiet eller ej.

Forældrene ønskede det, men hvis lærerne i folkeskolen ikke anbefalede det, så blev det sådan, og Peter måtte i stedet tage en faglig uddannelse - eller blive ufaglært.

Som konsekvens af dette kom i 1965 kun cirka ti procent af en årgang i gymnasiet, et tal der nu er mangedoblet. En positiv udvikling, skulle man mene, men som man 22.10. her i avisen kunne læse, viser denne succes sig at have en bagside, nemlig at mange unge i gymnasiet ikke kan læse – eller i det mindst ikke kan forstå, hvad de læser.

LÆS ARTIKELGymnasier sprogtester elever i 1.g

Den ene forklaring er, at den samfundsmæssige og politiske udvikling har medført, at de erhvervsfaglige uddannelser i den grad er blevet nedvurderet, så alle helst skal i gymnasiet.

En anden er den opvækst, børnene har haft. Og her er skoleledernes formand, Anders Balle, på pletten med sin – meget enkle – forklaring: Det er, fordi forældrene ikke har opdraget deres børn!

Og rigtigt er det da, at mange forældre ikke har gjort sig klart, hvor meget deres børn skal bestemme. Og her er de 15-16-årige sjældent fuldt modne til at bestemme, om de skal i gymnasiet eller ej.

Mange er stærkt selvovervurderende, lever i deres egen verden, de mener ikke selv, de er ansvarlige for deres handlinger, og tror, de kan langt mere, end de reelt kan. Godt støttet af forældrene.

LÆS OGSÅYngre studerende forstår ikke så meget

At forældrene skal opdrage deres børn, er indlysende.

Men hvis man i folkeskolen konstaterer, at forældrene som opdragere ikke rækker til, må lærerne ’fylde hullet ud’ og ikke blot konstatere, at børnene er uopdragne, for derefter at smide ansvaret fra sig.

Lærernes primære opgave er naturligvis at undervise, men for at de kan komme til det, må de nødvendigvis også påtage sig opgaven at opdrage. Og selv om mange lærere gør et stort og prisværdigt arbejde med dette, er der stadig lærere, som ikke synes, at de skal være opdragere.

Det er en forfladigelse af de egentlige problemer, hvis debatten om gymnasieelevers manglende faglige evner alene kommer til at dreje sig om fejlslagen opdragelse i hjemmet.

Det drejer sig også om skolens og gymnasiernes ansvar og her måske ikke mindst et udfordrende og konstruktivt samarbejde mellem disse institutioner og forældrene, sådan at krav, ansvar og sanktioner bliver forståelige for børn og unge, så vi hjælper dem til en adfærd og et liv, der gør det godt at være barn og ung.