Ekstra Bladet og B.T. er fælles om mange ting. De kan for eksempel bryste sig af at have mistet flere læsere end nogen andre aviser i kongeriget: Begge har de oplevet et oplagsfald på rundt regnet 150.000 eksemplarer - eller omkring 70 procent - siden de glade dage i slutningen af fattigfirserne. I første halvår i år blev der sat en ny bundrekord med et oplag på 66.000 eksemplarer for begge aviser. Samme imponerende tur mod bunden har de to tabloidavisers såkaldt politiske journalistik taget det sidste par år. LÆS OGSÅPolitikerne skal ikke bare bøje nakken Med hinanden i hånden kan formiddagsaviserne i store træk tage æren for at have trukket den politiske debat - og desværre også en stor del af den øvrige presse - ned på et niveau, hvor ingen politikers udenomsægteskabelige tungekysseri eller aftencykeltur uden lygter synes for inferiør til at blive lanceret som principielle sager og væsentlige spørgsmål for vælgerne. Så mens resten af verden er optaget af gadekampe i de arabiske lande, verdensomspændende finans- og gældskriser, EU-samarbejdets vaklen og af alarmerende fremskrivninger af den globale opvarmning, kan vi i Danmark muntre os med nyhedsmedier, der har gjort det til deres redaktionelle kerneopgave at gennemrode politikeres skraldespande og skattekvitteringer, bringe billeder af deres narkogældsplagede børn og udbasunere deres fadølsbøvede julefrokostudsagn som sexchikane. Og forklæde hele molevitten som politisk journalistik. De mediestorme, Carsten Hansen (S), Helle Thorning-Schmidt (S), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (LA), Henriette Kjær (K), Lene Espersen (K), Karen Ellemann (V) mfl. har været udsat for i de seneste 18 måneder, er ikke bare en serie af enkeltstående personsager. LÆS OGSÅThorning: Husk at skattesagen ikke handler om mig Endnu mindre er de en afspejling af, at politikerne er blevet mere anløbne eller moralsk uldne i kanten. De er snarere et sygdomsbillede af en politisk journalistik, der - trods de evindelige skåltaler om demokrati og offentlighed - reelt har mistet sit eget moralske kompas.
For det er netop, hvad sygdommen handler om: moral. Pressens moral, ikke politikernes. Når medierne ikke længere evner at tage fat om de virkelige politiske spørgsmål, kaster de sig over magthavernes troværdighed, deres integritet og deres personlighed. Under publicistisk diplomatflag og med vælgerne skubbet foran sig som bekvem undskyldning. Det lykkedes således Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen at få avisens dybt problematiske forsidebillede af Anders Samuelsens søn tryllet om til en slags moralsk journalistisk pligt. »Jeg er nødt til at fastholde, at vi er journalister«, lød besværgelsen. Nå, okay. Ja, man kunne ellers godt komme i tvivl. Og fra både Madsen og hans redaktørkolleger på de andre nyhedsmedier lyder det rutinemæssigt, at pressens moralske inkvisition i den politiske arena skyldes, at vælgerne er optaget af moralske spørgsmål og politikernes personlig troværdighed. Sjov forklaring. Den har kun ét problem: Den er ikke særlig sand. En spørgeundersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 sidste år viser, at 82 procent af vælgerne mener, at personsager fylder for meget i medierne. LÆS OGSÅProfessor: Departementschef må godt følge personsager Forklaringen på den tykke, kvalme smog af personsager, der har lagt sig over den hjemlige politiske arena - ikke mindst siden den nye regering væltede ud af det sorte tårn på Amager og forsøgte at begynde at regere - skal hverken findes blandt politikerne eller vælgerne. Den skal findes hos journalister og redaktører. Hvem bestemmer ellers, hvad der skal stå - og ikke stå - i avisen? Se på dagbladenes oplag og regnskabstal, næste gang en redaktør begrunder et kontroversielt redaktionelt valg med hensynet til borgerne, offentligheden, demokratiet eller andre metafysiske størrelser. Dér finder man nemlig svar på meget. Blandt andet på, hvilke kortsigtede redaktørinteresser - salget af morgendagens avis - der driver den langsigtede forurening af den politiske debat. FACEBOOK
