Anja Lysholm, de fleste af os drømmer om at finde den eneste ene og leve et godt liv i tosomhed. Er det naivt?

»Jeg ved ikke, om det er naivt, men det kunne godt se sådan ud, for det er de færreste, der møder den eneste ene, som de kan leve med resten af livet. Men det er ikke naivt at gå efter det, hvis det er det, man gerne vil. Det, som undrer mig, er, at der ikke rigtig er noget valg. Vi gør det, fordi det er det, man skal. Vi skal helst finde en mand eller en kvinde, stifte familie, og så skal vi blive sammen resten af livet«.

Folk bliver skilt for et godt ord – hvad er det ved det traditionelle parforhold, som ikke fungerer?

»Det er ikke nødvendigt længere. Kvinder er ikke afhængige af at have en mand til at forsøge dem. Man kan leve fint alene, og man kan tilmed få børn uden at leve i et parforhold. Der er faktisk kun kærligheden tilbage, og det er fint nok at elske hinanden, men man skal jo også have de samme forventninger til, hvordan man skal leve sammen, hvilke mål man har og så videre. Så man kan jo elske hinanden nok så meget, men hvis forventningerne ikke svarer til hinanden, så fungerer det ikke«.

Vi stiller store krav til vores parforhold – alle personlige behov og ønsker skal konstant opfyldes, mens det tidligere handlede om at indgå i et arbejdsfællesskab for at få familien til at fungere.

»Ja, det er utopisk at tro, at man kan hente alt i parforholdet. Selvfølgelig virker det for mange mennesker, og det er fint. Jeg savner bare en åbenhed over for, at man måske bare er sammen i fem år og så finder nye veje. Det behøver ikke at være Jordens undergang, at man kun er sammen i ti år eller tre år. Et parforhold kan sagtens være et godt parforhold, selv om det kun varer et år«.

Så du har egentlig ikke et problem med det traditionelle parforhold – du synes bare det er for firkantet?

»Det, der er galt er, at vi ikke reflekterer mere over vores valg. At vi ikke aktivt vælger parforholdet. Jeg hørte om en for nylig, der efterlyste et datingsite, for nu måtte vedkommende »virkelig tage sig sammen«, som hun skrev. Det er da utroligt – jeg er godt klar over, at hun har været single længe, men hvorfor skal hun tage sig sammen?

Der ligger vel noget i tiden om, at man kun er vellykket, hvis man lever et liv med familie og børn. Hvis man ikke køber den model, så har man et problem – eller?

»Jeg tror ikke, der ligger en fordømmelse i det, men vi synes bare automatisk, at familieliv og det faste parforhold er det normale. Alt andet er anderledes«.

Du omtaler dig selv som polyamourøs. Hvad betyder det?

»Det betyder egentlig kærlighed til flere. Det at være polyamourøs er at være åben over for at have flere parforhold, som er ligeværdige. Der er mange måder at gøre det på. Det er ikke sådan, at man har en kæreste eller en kone og så nogle løse elskere, som man kun har sex med. Det er kærlighedsforhold, man har – det er ikke swingerliv, selv om man selvfølgelig sagtens kan være swinger og polyamourøs. Øvrige partnere er en velkommen del af ens eget og ens partners liv. Man involverer sig i hinandens forhold i en eller anden grad«.

Ses man så også med hinanden alle sammen?

»Det kan man godt. Men der er stor forskel på, hvordan folk har det med det. Nogle polyamourøse er jo havnet i et traditionelt monogamt forhold og springer så ud midt i det. Så har de måske en monogam partner, der bare er polytolerant – og altså accepterer, at partneren har flere kærester. En kvinde kan altså have to mænd, som ikke har noget med hinanden at gøre. Men generelt er der en åbenhed for, at tingene får lov at udvikle sig på deres egen måde og i deres eget tempo«.

Er det blot en erkendelse af, at man ikke kan styre sin krop og sine følelser?

»Det er i hvert fald sådan, jeg har det. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal lægge bånd på mig selv. Så længe alting foregår i samspil og i respekt for de mennesker, jeg involverer mig med, så har jeg ikke behov for at passe ind i den ramme, som omgivelserne stiller op, hvor man helst skal være monogam«.

Hvornår besluttede du selv, at du ville leve på den måde?

»For en fem-seks år siden, da jeg var i begyndelsen af 30’erne. Jeg levede i et traditionelt monogamt parforhold, fra jeg var 19, til jeg blev 29. Jeg tænkte egentlig ikke over, at der var andre måder at leve på, og jeg var sikker på, at han var manden i mit liv. Jeg oplevede bare, at jeg var ham utro og tiltrukket af andre, selv om jeg var forelsket i ham.

Men jeg tænkte ikke på, at man kunne leve anderledes. Så skete der bare det, at jeg blev alvorligt forelsket i en anden mand – samtidig med at jeg stadig elskede min mand og egentlig ikke havde lyst til at forlade ham. Og det fik mig til at tænke over, hvorfor jeg kun skulle have én partner, og hvorfor jeg ikke måtte elske to mænd. Jeg aftalte så med min nye kæreste, som jeg endte med at vælge, at hvis en af os løb hen og blev forelsket i en anden, så skulle vi fluks fortælle hinanden om det. For jeg vidste jo, at det kunne ske igen«.

Men du forlod den første mand?

»Ja, det gjorde jeg, for han kunne ikke acceptere situationen, og jeg tænkte slet ikke over, at man kunne have to kærester. Men fem år senere faldt jeg så igen for en ny og gik hjem og fortalte min kæreste om det. Han var ret forstående og sagde, »Gud, hvor dejligt«. Og det fik mig til at føle mig meget elsket, for han accepterede det, der var forbudt. Det fik mig til et erkende, at jeg skulle leve på en mere åben måde – selv om det var svært«.

Hvordan lever du så i dag?

»Jeg har en kæreste, som jeg mødte, da jeg skrev min bog, og han lever fint med, at jeg er polyamourøs, selv om han ikke nødvendigvis definerer sig selv sådan. Og så har jeg et forhold ved siden af også«.

Det vil sige, at du faktisk har to kærester?

»Ja, eller snarere tre. Det er lidt indviklet. Jeg har en kæreste og så en mand, som jeg ser en gang imellem. Han har også en kæreste – og dem ser jeg ofte på samme tid. Det handler ikke om sex – der er enormt megen kærlighed forbundet med det«.

Det, du taler for, er det i virkeligheden ikke det åbne ægteskab anno 2011?

»Jo, hvis man er til det. Det handler snarere om ærlighed, og at man overvejer, hvordan man vil leve i stedet for bare at køre på automatpilot og låse sig fast i det traditionelle parforhold, hvis det ikke passer til én. Det vigtigste er, at man er ærlig og mærker efter, så man ikke havner i utroskab«.

Hvad er problemet med utroskab?

»Det er fyldt med løgne og fortielser. Man har måske lovet hinanden, at man er monogam og tro, men når man ikke er det, tvinger man jo den anden til at leve på en løgn. Det er helt uholdbart«.

Ville vi alle være lykkeligere, hvis vi levede som polyamourøse?

»Det kommer helt an på, hvordan man er. Jeg ville ikke anbefale det til monogame. Men det gør da folk gladere, hvis de selv kan vælge, hvordan de vil leve. Vi tager det for givet, at folk vil leve i et traditionelt parforhold, og at de er monogame. Hvis man fra starten kunne snakke om den slags, så ville vi komme megen utroskab til livs. Det handler om at have en åben dialog i sit forhold og kunne tage snakken. Og ikke have så fastlåste opfattelser af, hvordan tingene skal fungere.

Der er jo mange, som lever i traditionelle parforhold, så noget må da fungere?

»Ja, det er jeg da slet ikke i tvivl om, at det gør. Det, vi bare skal erkende, er, at det måske ikke er for resten af livet. At et parforhold har sin tid, og så skal man måske videre«.

Men det traditionelle parforhold gider du i hvert fald ikke?

»Næ, jeg har i hvert fald ikke behov for kun at være sammen med en ad gangen, fordi det nu er sådan, normerne siger, at vi skal leve«.