Der er en helt speciel duft på hospitaler. I mange år troede jeg, det var fraværet af duft, men det er det ikke. Den er kølig, kemisk og tilbageholdt og ligger i baggrunden uden at kræve noget. Hvis jeg skulle beskrive min ungdom med en duft, så skulle det være den. Den har sat sig. Ikke som en tanke, men som en refleks. Jeg kan genkende den, før jeg har set skiltet. Den dukker op i kroppen, før jeg når at tænke. Som om noget i mig allerede ved, hvad der venter. Som om kroppen husker det, hovedet helst vil glemme.

Da min bror var 14, fandt han en morgen vores mor hængende ind over køkkenbordet. Hun svarede ham ikke. Hun havde fået en blodprop i hjernen. Et monster. Det blev starten på et mareridt, hvor hendes hjerne hævede, hun var i livsfare, og lægerne fjernede en del af hendes kranie, så hjernen kunne få plads. Hun var indlagt i et år. Der var mange dage, hvor vi ikke vidste, om hun var der i morgen.