Marlene Wind

Marlene Wind er professor og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.

De fleste, der har berejst de sydligere himmelstrøg de senere år, har formentlig bemærket stigningen i asiatisk udseende turister, der – ofte i flok og på rekordtid – tømmer den ene Louis Vuitton-butik efter den anden.

I Firenze, hvor jeg af professionelle årsager ofte kommer, har dette længe været et kendt fænomen.

De, der som jeg gæster byen regelmæssigt, har efterhånden lært, hvornår på året man helst skal bevæge sig ned i indre by for at shoppe, hvis man altså ønsker at undgå at blive mejet ned af horder af turister i flok med dyre, flashende designer shopping bags.

Nu er formålet med denne kommentar ikke at udstille enkelte befolkningsgruppers forbrugsrus, flokmentalitet eller shoppingvaner. Det er snarere at henlede opmærksomheden på, hvilken rolle Europa efterhånden er kommet til at spille i en global verden, hvor magten har forrykket sig.

For selv om vi kigger mildt overbærende på gruppen fra Shanghai, er det dem, der har designerbukserne på.

Europa er – som den franske forfatter Dominique Mösi har formuleret det – ved at udvikle sig til asiatiske turisters foretrukne museums- og shoppingland.

De er vilde af begejstring over ’eventyrlandet’, hvor der ud over eftertragtede designervarer er renæssanceslotte og parker, museer, kunstskatte, nostalgiske små middelalderbyer, gastronomisk overflod og i det hele taget alt, hvad hjertet kan begære af kulturelt kitsch. Til gengæld er de for længst holdt op med at tage Europa alvorligt som global spiller.

Europa er ganske enkelt på vej til en status som Daisyland – hvis nogle læsere skulle erindre Olsen-banden-filmen fra 1978, hvor Erik Balling malende beskrev, hvordan et ondsindet EF alias Bruxelles ville omdanne Danmark til et Morten Korksk udstillingsvindue.

Ifølge Mösi udstiller gældskrisen ganske enkelt et Europa, som er ved at overflødiggøre sig selv. Et Europa, som langsomt, men sikkert vil blive reduceret til en forlystelsespark for rige asiatiske turister, som allerede i er i fuld gang med massive opkøb af franske renæssanceslotte til spotpris.

Det sørgelige er, at vi alle ved, at det ikke behøvede at være sådan. Europa var engang i førertrøjen: teknologisk, kulturelt og økonomisk overlegent. Nationalstaten og nationalismen spillede, som flere historikere har gjort opmærksom på, en nøglerolle i Europas globale succes, fordi det territoriale organiseringsprincip muliggjorde skabelsen af den velfærdsstat, som kunne levere de eftertragtede økonomiske fremskridt.

Alligevel er det i dag netop nationalismen, der ser ud til at blive Europas undergang.

Nationalismen forklædt som manglende krisebevidsthed, mudderkastning mellem de europæiske hovedstæder samt den evindelige rundbordssnak om EU’s såkaldt demokratiske underskud. En ’væren sig selv nok’ hos såvel regeringsledere som debattører og almindeligt godtfolk.

Som den danske historiker Thorsten Borring Olsen så præcist formulerede det i sin Kronik af 2. december i Politiken: »... de europæiske befolkninger er blevet så mentalt, kulturelt og politisk nationaliseret, at de ikke evner at skifte spor og orientere sig mod en europæisk organisationsform, der kan matche det 21. århundredes udfordringer«.

LÆS KRONIKEuropas storhed og fald

Mens Europa brænder sammen for øjnene af os, har de europæiske befolkninger travlt med at diskutere, om de nu også har ’lyst til’ at være virkelig solidariske med deres forkælede sydeuropæiske brødre og søstre og ikke mindst, hvorvidt de har ’lyst til’ mere europæisk samarbejde og styring for at redde det europæiske projekt.

Er de europæiske redningsplaner nu også ’rigtig demokratiske’ og rimelige, spørger mange, og hvem var det lige, der indsatte udemokratiske og nedskæringsivrige teknokratregeringer i flere europæiske lande?

Desværre føler ingen sig forpligtet til at svare på, hvad alternativet egentlig er. Heller ikke på spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte græker, der har mistet sit job og er forgældet til op over begge ører, når alt kommer til alt nu også vil foretrække en total økonomisk nedsmeltning uden sikkerhedsnet frem for en ansvarlig genopretningsplan ’dikteret’ af EU?

Hvis der overhovedet fremstammes et svar, synes det at være, at grækerens ’objektive interesse’ nødvendigvis må være selv at få indflydelse på, hvordan han skal gå bankerot. Vel vidende at er det ikke EU, der stiller krav om disciplin og smalhals i mange år frem, vil IMF blot svinge pisken endnu hårdere alene. Like it or not.

Det er imidlertid ikke kun EU-skeptikere og tidligere – men nu ansvarsfri – statsministre, som har travlt med at rejse tvivl og kaste med mudder. Krisebevidstheden har nemlig heller ikke for alvor nået Berlin, Paris og da slet ikke London.

Og mens de europæiske ledere i flæng beskylder hinanden for at snyde på vægten og varetage snævre nationale interesser i forsøget på et redde den fælles valuta, ser Washington og Beijing måbende til fra sidelinjen.

Rollerne er i den grad byttet om. Hvor det tidligere var os, der sendte ulandsstøtte til kineserne, er det i dag os, der – som ved det sidste G20-topmøde i oktober – måtte tigge kineserne om hjælp til at redde euroen. Kineserne tøvede imidlertid.

De troede ikke på, at de europæiske ledere havde den nødvendige handlekraft og vilje til at gøre, hvad der var nødvendigt. Kineserne valgte i stedet at give pengene til IMF. Årsagen var klar: EU-landene taler stadig om traktater, der skal ændres, institutioner, der skal opbygges, og meget lidt om konkrete løsninger.

Vi hører også uendelig lidt om, hvorfor det er i alle europæeres interesse, at EU som samlet enhed udviser globalt lederskab. EU kan dermed, som Timothy Garton Ash har formuleret det i The Guardian for nylig, være ved at underskrive sin egen dødsattest. I forsøget på at genoprette den europæiske økonomi er det således igen nationalismens sirener, der hyler højest.

Senest den britiske premierminister, David Cameron, der fandt det vigtigere at få fem minutters ’fame’ blandt de EU-skeptiske tory’er og den britiske tabloidpresse end at bidrage til en redning af den valuta, som den britiske økonomi selv er så fundamentalt afhængig af. Mange europæiske ledere lever stadig i fortiden, og netop det kan blive Europas undergang.

En ting er sikker: Sker det, bliver det manden på gaden, der kommer til at betale prisen. Ikke mindst de unge, der allerede i dag har mistet fodfæstet på arbejdsmarkedet i mange europæiske lande. Der vil nemlig ikke være brug for særlig mange til at tjekke billetterne ved indgangen til Europas Daisyland.

LÆS OGSÅStorbritannien er blevet verdens politiske pygmæ