BLÅ BOG

Sofie V. Jensen

Sofie V. Jensen er 22 år.

Hun læser lige nu på det samfundsvidenskabelige internationale basisstudium, RUC.

Det er ikke, fordi jeg har brug for østers og champagne (ikke engang til nytår), og det er heller ikke, fordi jeg ikke har en seng at sove i om natten – og det er ikke, fordi jeg vil lyde utaknemmelig. Det er bare, fordi jeg er så træt af at måtte kæmpe for retten til at kalde mig fattig.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke kan kalde mig fattig – fordi jeg selv har valgt det liv, jeg lever.

Jeg er træt af at få at vide, at man er nødt til at have et studiejob, når man går på universitetet. Specielt når man samtidig får at vide, at man skal regne med at lægge 40 timer om ugen på studiet.

Jeg er også træt af at have arbejdet, siden jeg var 14 år, og nu ikke kan finde et studiejob med ordentlige vilkår, fordi jeg er psykisk nedkørt.

Jeg er træt af at få at vide, at vi som unge ikke kender vores rettigheder på arbejdsmarkedet, når det ikke er det, som er problemet. Vi unge har intet valg end at se igennem fingre med vores rettigheder, eftersom der ingen ordentlige job er at finde.

Jeg er træt af at føle mig fristet til at droppe ud af min videregående uddannelse, hvis jeg bare kunne finde mig et fuldtidsjob.

Jeg er træt af at føle mig ekskluderet, oven i købet mellem mine medstuderende, bare fordi jeg ikke har råd til at drikke øl i fredagsbaren, deltage i introdagenes sociale aktiviteter eller tage med på Rust i weekenden – hvorfor er der ikke mere sammenhold og forståelse de studerende imellem?

Jeg er træt af at lyve over for mig selv og bilde mig selv og alle andre ind, at jeg er syg eller ikke gider tage med. Når årsagen er, at jeg ikke har råd til at tage til juleafslutningsfest på mit studium.

Jeg er træt af at vågne med koldsved og hjertebanken om morgenen ved tanken om, at det er 1. januar, og at jeg allerede har et rådighedsbeløb på under 1.000 kr. til resten af måneden. Blandt andet fordi der i julen, ikke engang inden for familiens rammer, tages hensyn til, at studerende ingen penge har.

Jeg er træt af at være 22 år og stadig være nødsaget til at plage mine forældre om at betale transporten hjem i ferien.

Jeg er træt af at være træt og uoplagt, fordi jeg ikke får sund og nærende kost.

Jeg er træt af ikke at have råd til p-piller og vitamintilskud.

Tegning:  Mette Dreyer.

Jeg er træt af at have en dårlig dag hver dag, fordi jeg daglig er ved at få et sammenbrud over, om mit kort nu vil blive afvist i Netto.

Jeg er træt af, at det er et tabu at være fattig og en kliche at kæmpe for højere SU.

Jeg er træt af at sige, at ’det har jeg ikke råd til’, og blive svaret med ’jamen det er jo bare 100 kr.’.

Jeg er træt af at blive spist af med en bemærkning om, at jeg skal være glad for, at jeg ikke bor i USA.

Jeg er træt af at stresse over, at jeg ikke har råd til mine (brugte) bøger til næste semester.

Jeg er træt af at læse artikel op og artikel ned om, hvordan man kan leve i luksus på SU.

Jeg er træt af ikke at blive taget seriøst og at føle mig ensom med mine økonomiske problemer, fordi unge i medierne bliver fremstillet som rige, fordrukne modedyr, der tager til dyre fester i weekenden og drikker caffelatte i frokostpausen.

Om det er, fordi jeg er den eneste, tør jeg ikke sige – men jeg føler mig ekskluderet fra samfundet, når jeg må takke nej til at deltage i studierelaterede arrangementer, fordi de ikke er tilrettelagt efter en fattig studerendes budget.

Jeg føler mig ensom, når jeg føler mig alene med min fattigdom og ikke føler mig berettiget til at klage. Og jeg føler mig opgivende, når jeg ser, hvor lidt uddannelsessystemet tager hensyn til, at man er nødt til at tjene penge ved siden af studiet for at have råd til at få den halvdårlige uddannelse, man uundgåeligt vil få.

Alene fordi man ikke har kunnet give studiet 100 procent opmærksomhed, fordi man har måttet kæmpe med økonomiske problemer og dårlige studiejobsvilkår ved siden af.

Inden I begynder med de sædvanlige beskyldninger om, at unge må lære at prioritere og budgettere pengene, vil jeg gerne fremlægge et eksempel på mit månedlige budget:

Faste udgifter:

Husleje: 3.150

El + varme: 400

Telefon: 150

Forsikring og fagforening: 100

Internet: 200

Uddannelseskort 460

Tøjvask (vaskeri) 200

Licens: 192

I alt: 4.852 kr.

Indkomst:

SU: 4.981

Mor: 200

I alt: 5.181 kr.

Dette efterlader mig med et månedligt overskud på 329 kr., og det beløb får hurtigt ben at gå på, når der skal spises pasta med pesto og betales af på cyklen.

Så jeg har som så mange andre følt mig tvunget til at tage et månedligt SU-lån, hvilket indtil nu har sat mig i en gæld på knap 100.000 kr., og jeg har stadigvæk ikke råd til en caffelatte – hvilket i sig selv også er okay.

Hvad der ikke er okay er, at der ingen tolerance og forståelse er for de fattige studerendes situation, hverken fra andre medstuderende eller fra det generelle samfund. Her forventer man, at de studerende skal tage del i det forbrugerhelvede, som både julen og de andre årlige traditioner er blevet til: med gaveindkøb, festplanlægning, julefrokoster, togrejser og dyre byture.

Mig og min økonomi kan ikke følge med! Hvad blev der af sammenskudsgilde og medbragt alkohol fra Fakta?