Det er ikke, fordi jeg har brug for østers og champagne (ikke engang til nytår), og det er heller ikke, fordi jeg ikke har en seng at sove i om natten – og det er ikke, fordi jeg vil lyde utaknemmelig. Det er bare, fordi jeg er så træt af at måtte kæmpe for retten til at kalde mig fattig. Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke kan kalde mig fattig – fordi jeg selv har valgt det liv, jeg lever.

Jeg er træt af at få at vide, at man er nødt til at have et studiejob, når man går på universitetet. Specielt når man samtidig får at vide, at man skal regne med at lægge 40 timer om ugen på studiet. Jeg er også træt af at have arbejdet, siden jeg var 14 år, og nu ikke kan finde et studiejob med ordentlige vilkår, fordi jeg er psykisk nedkørt. Jeg er træt af at få at vide, at vi som unge ikke kender vores rettigheder på arbejdsmarkedet, når det ikke er det, som er problemet. Vi unge har intet valg end at se igennem fingre med vores rettigheder, eftersom der ingen ordentlige job er at finde. Jeg er træt af at føle mig fristet til at droppe ud af min videregående uddannelse, hvis jeg bare kunne finde mig et fuldtidsjob. Jeg er træt af at føle mig ekskluderet, oven i købet mellem mine medstuderende, bare fordi jeg ikke har råd til at drikke øl i fredagsbaren, deltage i introdagenes sociale aktiviteter eller tage med på Rust i weekenden – hvorfor er der ikke mere sammenhold og forståelse de studerende imellem?