Den traditionelle udviklingsindsats har på mange måder spillet fallit.

Derfor bør vi gå helt nye veje ved at inddrage markedet, som tjener til at omsætte hidtil gratis miljøydelser, i stedet for at fremme et ureguleret marked som herre i en konventionel udvikling.

Det vil styrke den rettighedsbaserede tilgang, som udviklingsministeren har annonceret, og samtidigt kombinere fattigdomsbekæmpelse, forbedret fødevaresikkerhed og beskyttelse af miljøet.

Klimakrisen er en del af den økologiske krise, som er frembragt af den kraftige økonomiske vækst med ringe hensyntagen til de økologiske konsekvenser. Væksten har tappet så voldsomt på verdens ressourcer, at Millenium Ecosystem Assessment i 2005 advarede om, at det ikke længere kan garanteres, at verdens økosystemer vil kunne levere de nødvendige miljøydelser som rent vand, et stabilt globalt klima, bestøvning af træer, blomster og ikke mindst fødevareplanter etc. til fremtidige generationer.

LÆS OGSÅDanmark risikerer at blive korsfarer

Mange af disse miljøydelser vedligeholdes af verdens forbrugere af naturressourcer, dvs. ikke mindst af de 1½ til 2 milliarder småbrugere i ulandene, som er blandt verdens fattigste. Normalt vil en fattig landmand, fælde mere skov for at udvide landbrugsarealet og øge indkomsten.

Træet, som han måske kan sælge, har en markedsværdi, ligesom hans forøgede landbrugsproduktion har en markedsværdi, eller i hvert fald en brugsværdi for ham og hans familie. Hvad der derimod ikke har en markedsværdi er træets funktion med at infiltrere regnvand i jorden og derved bidrage til at opretholde den lokale vandbalance, ligesom skovens funktion med at sikre biodiversiteten og som hjemsted for bier og andre insekter, der sikrer bestøvning, ikke har nogen markedsværdi.

Men disse ting har jo unægtelig en værdi for menneskehedens overlevelse.

Markedet for miljøydelser, frembragt af fattige naturressourceforvaltere kan også bidrage til at afhjælpe fattigdommen i ulandene samtidigt med, at naturressourcer og livsbærende økosystemer bevares og vedligeholdes.

Heri ligger der utvivlsomt et vigtigt svar på nye veje i udviklingen, og en overflødiggørelse af udviklingsbistanden og det bistandsindustrielle kompleks i deres nuværende form. Men det er ikke uden problemer at etablere et marked for miljøydelser.

Begrebet er kendt på engelsk som Payment for Environmental Services (PES) - betaling for miljøydelser - og har med succes været anvendt, hvor man har en veldefineret miljøydelse, en veldefineret gruppe, der vedligeholder ydelsen, og en veldefineret køber.

Det klassiske eksempel er Vittel, der producerer mineralvand i Frankrig fra en kilde, som udvinder vand fra et 5100 ha. stort areal, hvor 27 landmænd bliver betalt af Vittel for at dyrke organisk landbrug, så deres vandkilde ikke forurenes.

LÆS ARTIKELDirektør: Dansk vidensbase kan hjælpe udviklingslandene

Et oplagt sted, hvor betaling for miljøydelser kunne anvendes, er inden for klimaregulering. Landbrug står for 20-30 % af de samlede globale udledninger af drivhusgasser, og da planter, dyrkningsmetoder (fx agro-forestry) og rigtigt passede landskaber omsætter og opbevarer drivhusgasser, er det oplagt at inddrage bæredygtige skov- og landbrugslandskaber som et vigtigt element i nedbringelse af drivhusgasser i atmosfæren.

Den store udfordring er imidlertid at etablere markedet for det, som hidtil er regnet under naturens frie ydelser.

Det første skridt til at imødekomme denne udfordring er at definere miljøydelsen og sikre dens blivende værdi ved at etablere et monitoreringssystem, der verificerer, at naturressourceforvalterne faktisk bidrager til at vedligeholde og forbedre miljøydelsen. Næste trin er at definere og afgrænse forvalterne af naturressourcen. Sidste trin er at identificere køberne.

Omsætning og opbevaring af drivhusgasser er en oplagt miljøydelse, hvor ulandenes landbrug og skove, som vedligeholdes af verdens fattigste mennesker, ifølge Verdensbanken potentielt står for 70 % af det globale potentiale.

Når vedligeholdelse af landbrugs- og skovlandskaber samtidigt bidrager til at sikre andre essentielle miljøydelser som den globale vandbalance, biodiversiteten og bestøvningen af træer, blomster og landbrugsafgrøder, og ikke mindst bæredygtige landbrugsmetoder, der øger fødevaresikkerheden, så burde det ligge lige for at satse på den oplagte tredobbelte win-win-win situation.

LÆS OGSÅKlimaekspert: Ulandene kan ikke reddes med umoderne traktorer

Det kræver, at bønderne og andre naturressourceforvaltere kan organiseres, således at det sikres, at miljøydelsen frembringes og vedligeholdes, samt at bønderne bliver betalt for deres indsats, så de finder det besværet værd.

For mange miljøydelser er køberne nemme at identificere, hvilket de også burde være på omsætning og opbevaring af drivhusgasser, nemlig dem, der udleder for meget i de rige og i de ny-industrialiserede lande.

For andre, som bestøvning eller den globale vandbalance, er der i større udstrækning tale om globale goder, hvor private og offentlige investorer (ulandsbistanden) må gå sammen.

De nye veje til udvikling peger derfor mere på nødvendigheden af en udvidet diplomatisk pragmatisme i at få lande, internationale organisationer og private investorer til at gå sammen og i stigende grad bruge markedsmekanismer til at styrke de fattigste som producenter og ulandene til at tage vare på deres egen udvikling i en verden, hvor der er brug for de miljøydelser, de hidtil har leveret gratis.