Ros til udviklingsministerens initiativ til åben debat. Det er glædeligt, at vi har fået en tydelig kompetent og konstruktiv udviklingsminister.

Når det er sagt, ærgrer det mig så meget desto mere, at Christian Friis Bach (herefter CFB) har indledt med at udnævne sig selv til 'rettighedsminister'.

Hans forgænger, Søren Pind, ville heller ikke være udviklingsminister, så han kaldte sig 'frihedsminister'.

LÆS MERESøren Pind udnævner sig selv til »frihedsminister«

CFB har lagt ud med at formulere en lang række krav til, hvad dansk udviklingspolitik skal sikre: Grøn energi, god regeringsførelse, fødevaresikkerhed og kulturelle og sociale rettigheder.

Men som det er med alt, er der et behov for at prioritere. Hvis vi forestiller os en behovspyramide for udviklingspolitikken, er det så virkelig de nævnte ting, der udgør fundamentet?

I stedet for at fylde programmet med feel-good-temaer som sociale og kulturelle rettigheder, kunne man i stedet diskutere de svære dilemmaer, som også præger udviklingspolitikken.

Et meget væsentligt dilemma er, hvor risikovillig dansk bistand skal være over for korruption. Særligt i forhold til at der lægges op til, at en større andel af støtten skal gives som rammestøtte.

Ønsket om at give en større andel af støtten som rammestøtte begrundes med, at denne form for støtte er særlig effektiv.

Grundlaget for, at man ikke har gjort det hidtil, nævnes ikke. Elefanten i rummet er naturligvis, at verdens fattige lever under dysfunktionelle politiske styrer, hvor korruption er udbredt. Og faren er, at støtten ender i de forkerte lommer.

I et kendt studie fra 2007, viste Oxford-økonomen Paul Collier, hvordan dele af udviklingsstøtten blev ledt over i våbenhandel. Når man giver udviklingsbistand er der reelle risici, som man bliver nødt til at tage stilling til.

Det betyder ikke at det er en dårlig ide at give mere rammestøtte. Det er trods alt suveræne nationer, vi snakker om. Og med en større rammestøtte kan man håbe på, at uansvarlige regeringer vil vokse med opgaven.

Det er bare vigtigt, at man imødegår de risici, der er, med åbne øjne, og at man samtidig lægger stor vægt på værdien af ærligt og grundigt at evaluere.

Risikoen kommer man ikke udenom, hvis man vil give en udviklingsbistand, der reelt kommer verdens fattigste til gode.

I Mads Brüggers meget omtalte ’Ambassadøren’, lykkes det ham at købe et diplomatpas i Liberia, underskrevet af Ellen Johnson. Det er meget sigende for den politiske virkelighed, verdens fattigste lever i, når selv denne form for tydelig korruption opleves fra en nylig modtager af Nobels fredspris.

At stille krav om klimavenlighed og ’good governance’ kan synes at være meget langt fra denne virkelighed.

I udviklingspolitikken gælder det ikke om støtte alle samfundsmæssige goder, for nogle ting er klart vigtigere end andre. Det, som dansk uviklingspolitik bør prioritere, er de basale, negative frihedsrettigheder og krav om færre handelsbarrierer.

Negative frihedsrettigheder er den del af menneskerettighederne, der består af de helt grundlæggende borgerrettigheder, såsom ytringsfrihed, trosfrihed, privat ejendomsret osv.

De er ’negative’ i den forstand, at andre menneskers indblanding ikke er nødvendig for at opretholde dem. Du kan tro og sige, hvad du vil, medmindre nogen forbyder dig det.

Omvendt forholder det sig med positive rettigheder, som netop kræver andre menneskers indblanding. På en øde ø har du fx ikke automatisk retten til en bolig. Grundlaget for retten til en bolig er, at andre mennesker sørger for, at du har en bolig, uanset hvordan din økonomiske situation er.

Negative frihedsrettigheder er vigtige, fordi de er den demokratiske behovspyramides fundament og dermed drivkraften for al udvikling. Uden sikring af disse bliver udviklingshjælpen reduceret til hattedame-beskæftigelse, der i værste fald fastholder det armod, vi gerne vil skabe en bevægelse væk fra.

Et vigtigt fokus er derfor frihandel, da der eksisterer masser af videnskabelig litteratur, som viser, at frihandel er et essentielt element i den økonomiske udvikling i udviklingslande.

At arbejde for, at verdens fattige, der stort set altid lever i diktaturer, får flere rettigheder af den slags, vi kender fra de liberale demokratier, er meget sympatisk, men det ændrer ikke ved det grundlæggende faktum, at vejen til bedre forhold går igennem økonomisk vækst.

Der er noget urkomisk i, at vi nu har haft to ministre i træk, der ikke vil være deres jobtitel bekendt, på trods af at de bestrider et af landets højeste embeder.

Vi har hverken brug for en rettigheds- eller en frihedsminister, men for en realistisk udviklingsminister, der tør diskutere de svære problematikker i udviklingspolitikken.

Og sortere ud i den form for støtte, der tjener andre interesser end skabelse af reelle udviklingsmuligheder de steder, vi bidrager.

Der er ikke brug for flere penge – men større kompetence og bedre prioritering i dansk udviklingsbistand.