»Desværre har vi skabt et samfund, hvor to ud af tre vælgere over 18 år - næsten tre millioner mennesker - lever af offentlige kasser og har en særlig interesse i at få så gode og høje ydelser som muligt. Det er en markant stigning siden 1971, hvor kun hver tredje voksne levede af offentlige penge«.

Sådan lyder advarslen fra cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos, der for Politiken har lavet en analyse af den såkaldte 'velfærdskoalition'.

»Velfærdskoalitionen består i dag af 830.000 offentligt ansatte, af næsten en million folkepensionister og af over en million personer i den arbejdsdygtige alder, der lever af kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, efterløn, SU mv. Denne magtfulde koalition har en tendens til at være modstander af forandringer, styre meningsdannelsen og kæmpe for flere offentlige udgifter. Selv om danskerne også påvirkes af andet end økonomisk egeninteresse - som f.eks. arbejdsetik og gode argumenter - så er velfærdskoalitionen magtfuld herhjemme«.

Men er det ikke en meget broget koalition? Den studerende på Copenhagen Business School, den nedslidte renovationsarbejder på efterløn og departementschefen i Finansministeriet har vel ikke samme interesser?

»Det, der holder gruppen sammen, er, at de lever af offentlige kasser. Og jeg må konstatere, at dette store flertal af danskerne sidder tungt på meningsdannelsen og magten. Lige så snart der er udsigt til at reformere verdens bedste uddannelsesstøtte, så protesterer de studerende. Det samme gælder pensionister og offentligt ansatte«.

Stærk vælgergruppe
Ifølge Mads Lundby er der masser af eksempler på velfærdskoalitionens magt.

»Forleden debatterede man i DR's Deadline velfærdsreformer og skat, og hvem argumenterede imod forandringer af tingenes tilstand? Det gjorde Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen og Dennis Kristensen fra FOA, som organiserer offentligt ansatte. Det er et kæmpe økonomisk problem for Danmark, at så mange mennesker har en egeninteresse i at stemme for højere overførselsindkomster og bedre forhold for offentligt ansatte«.

Hvorfor egentlig?

»At to ud af tre voksne danskere lever af offentlige kasser, bidrager til, at Danmark har verdens højeste skattetryk, som dæmper arbejdslysten. Når vi har så mange på overførsler, betyder det også, at der er færre på arbejdsmarkedet, det giver mindre vækst og velstand. Og så er det et selvstændigt problem, at den offentlige sektor kan sætte sig på en så stor andel af de højtuddannede, kan tilbyde dem attraktive stillinger til en høj løn mv. og dermed dræne den private sektor for arbejdskraft. Økonomisk set er det meget byrdefuldt med næsten tre millioner danskere på finansloven. Det går ud over vores velstand«.

Du siger, at velfærdskoalitionen dominerer meningsdannelsen. Men hvilke debattører på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension mv. i den arbejdsdygtige alder dominerer – overførselsmodtagere har jo ikke engang en organisation i ryggen?

»Det er rigtigt, at overførselsmodtagerne i den arbejdsdygtige alder ikke organisatorisk er så dagsordensættende som de offentligt ansatte og de ældre, men de har indirekte stor magt, fordi de udgør så stor en vælgergruppe«.

De blå overførselsmodtagere
Men flertallet af vælgerne på overførselsindkomster stemmer borgerligt, viser ny måling. Megafon har for Politiken og TV 2 spurgt personer på offentlige indkomstoverførsler i den arbejdsdygtige alder, hvad de stemmer, og her svarer et stort flertal, at de stemmer blåt. Blandt folkepensionisterne er det endnu flere. Her foretrækker to ud af tre Løkke som statsminister.

Vores måling viser, at overførselsmodtagere er blå. Så falder din tese om den venstredrejede velfærdskoalition da til jorden, ikke?

»Her må man bare sige, at velfærdskoalitionens magt går langt ind i alle politiske partier i Danmark - også de borgerlige partier. Partier som Venstre, Konservative og især Dansk Folkeparti er også blevet velfærdspartier, som er nødt til at nurse velfærdskoalitionen. I hvert fald kan heller ikke borgerlige politikere gå imod velfærdskoalitionen«.

Hvor ser du det?

»Se bare på Fogh, som brugte det meste af sin regeringsperiode i 00'erne på at omfavne velfærdsstaten og stryge velfærdskoalitionen med hårene og oven i købet lavede annoncer, hvor han pralede af, at der var blevet ansat 14.000 flere offentligt ansatte under VK-regeringen. Vi taler om en politiker, der i 1993 skrev en bog om minimalstaten og velfærdsdanskernes slavenatur, men som endte med at overgive sig. Det siger jo alt om velfærdskoalitionens magt«.

Her glemmer du, at Lars Løkke Rasmussen sammen med blandt andre Konservative og DF har afviklet efterlønnen og forkortet dagpengeperioden. De blå har altså gjort markant op med Fogh og overførselsordninger - og alligevel vil overførselsmodtagere og folkepensionister stemme på dem. Så falder tesen om, at overførselsmodtagere kun kæmper for at bevare velfærdsordninger da tungt på gulvet, ikke?

»Nej, jeg vil holde fast i, at det er en kæmpe udfordring, når så mange mennesker har en egeninteresse i at stemme for højere overførselsindkomster. Og man skal ikke glemme, at velfærdskoalitionen jo også består af offentligt ansatte - skolelærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere etc. - hvor flertallet stemmer til venstre for midten. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeres måling af overførselsmodtagernes politiske holdninger giver et håb«.

Et håb?

»Ja, målingen tyder på, at også personer på overførselsindkomster er lydhøre over for gode, stærke argumenter i den offentlige debat. Det opmuntrende i jeres måling er, at selv om der er objektive årsager til at stemme for højere overførselsindkomster og mod besparelser, så er der også andre hensyn, der driver værket for personer på overførselsindkomst. Det er positivt«.

Det store paradoks
Men Mads Lundby Hansen mener stadig, at 'velfærdskoalitionen' mod forandringer er en håndfast realitet.

»Jeg dropper ikke tesen om velfærdskoalitionen. Koalitionens interesseorganisationer - herunder fagbevægelsen - argumenterer så markant mod reformer af velfærdsordninger og overførselsindkomster, at det vil være helt forkert at undervurdere velfærdskoalitionen og dens repræsentanter på den politiske scene«.

Men hånden på hjertet: Går udviklingen ikke i Cepos’ retning? Jeg mener: Overførselsmodtagere stemmer borgerligt. Antallet af offentligt ansatte falder. Og den nye regering gør op med krævementaliteten?

»Jeg er mere optimistisk, end jeg var for år tilbage. Der er behov for at få en reformdagsorden på banen af førtidspension og kontanthjælp. Og her glæder det mig, at der er kommet skred i det. Også på de områder, som du nævner der. Lad mig her rose SF og skatteminister Thor Möger Pedersen, som vil give skattelettelser til det arbejdende folk. Carina-sagen vidner også om, at mange danskere mener, at det skal kunne betale sig at arbejde frem for at gå på overførselsindkomst«.

Du og Cepos var sure over Fogh, men smiler lidt under Thorning, det er da et paradoks, der vil noget?

»Det er ikke noget paradoks. Vi analyserer den politik, der bliver ført, og uddeler ros til konkrete tiltag, hvis de trækker i den rigtige retning. Og det gælder, uanset om regeringen er rød eller blå. Og jeg er glad for, at den nye regering tilsyneladende nu retter sit fokus mod den såkaldte 'arbejdskoalition' - de offentligt og privat ansatte, som rent faktisk arbejder. Min pointe er, at politikerne i fremtiden skal tage meget mere hensyn til 'arbejdskoalitionen' og mindre hensyn til 'velfærdskoalitionen'. Her gik Fogh og Hjort ikke så langt, som de kunne. Nu må vi se, hvor langt den nye regering tør gå«.