Kære Helle.

Jeg skriver til dig på grund af dyb bekymring over regeringens kurs.

Meningsmålingerne er elendige – og kan næsten kun blive værre. Hvis I fortsætter ad de lagte spor, risikerer vi intet mindre end et folkeligt kollaps for centrum-venstre i Danmark.

Lad mig starte med at slå ét fast: Jeg hører ikke til brokkerøvene på venstrefløjen, der kun finder hår i suppen i regeringens politik.

Mange af ministrene er i gang med fornuftige tiltag. Jeg er selv med i forandringsprojektet Ny Nordisk Skole, som Christine Antorini har søsat.

Jeg har også stor respekt for Mette Frederiksens forsøg på at reformere førtidspension og kontanthjælp – og bremse den sociale marginalisering, med alle dens menneskelige og økonomiske omkostninger. Problemet er, at ’den store tegning’ i regeringens politik er skæv. Og det er dit ansvar.

Der er på centrum-venstre-fløjen betydelig frustration over det danske EU-formandskab – Tobinskatten, finanspagten and all that jazz.

LÆS OGSÅThorning er helt væk i opgøret med grådigheden

Det går imidlertid fra slemt til værre, når vi kommer til skat og arbejdsforhold, som handler om folks hverdag. Jeg ved, at regeringen stadig forbereder udspillene til skattereform og trepartsforhandlinger, men får fra flere sider en knugende fornemmelse af retningen.

Skatten først.

SF’s Thor Möger Pedersen meldte klart ud: Skattereformen skal gavne dem, der står tidligt op om morgenen, smører madpakker og møder på arbejde i orange veste.

LÆS MERERegeringens skattereform vil skabe større ulighed

Skatteministerens melding var slet skjult kodesprog for at hæve beskæftigelsesfradraget. Da der er loft over dette, vil en lettelse primært gavne lav- og mellemindkomster.

Det er tiltrængt. Mange lavtlønnede føler sig ikke just værdsat, selv om de tager det sure slid, og ’Carina-debatten’ har ikke gjort det nemmere.

Hvis højere beskæftigelsesfradrag finansieres ved skat på de lette gevinster i toppen af samfundet, får I på én gang »rimelig social balance« og øget arbejdsudbud, sådan som der står i regeringsgrundlaget.

Desværre kigger stærke kræfter i regeringen – Finansministeriet og de radikale – nok så meget i en anden retning, nemlig lettelser i topskatten.

Ikke ligefrem socialt, men ifølge Finansministeriets modeller giver lavere topskat endnu større arbejdsudbud i 2020 – lægen vil tage bijob og konsulenten påtage sig flere opgaver, hvis de slipper billigere i skat. Noget, der anses for vigtigere end social balance.

Hertil kommer det taktiske. En retfærdig skattereform, med fokus på beskæftigelsesfradraget, skal laves med Dansk Folkeparti eller Enhedslisten.

Derimod må en skattereform, med fokus på lavere topskat, ske med Venstre. Så vidt jeg erfarer, tænker stærke kræfter i regeringen især på det sidste. Hermed er der lagt i kakkelovnen til intet mindre end en katastrofe – fordelingspolitisk og folkeligt.

For kig lige på den store tegning: I strammer op på overførselsindkomsterne. Også lønmodtagerne har til overflod ydet deres bidrag – forringet efterløn, kortere dagpengeperiode, ansvarlige overenskomster, faldende realløn …

Samtidig viser analyser, at den rigeste tiendedel – og især den rigeste procent – har stærkt stigende indkomster. Skattereformen repræsenterer en oplagt mulighed for at aftvinge de velstillede deres bidrag – hvis I tør.

De kommende trepartsforhandlinger skal ses i samme lys. Forhandlinger med arbejdsgivere og fagbevægelse er oplagt omkring aktivering, praktikpladser, efteruddannelse etc.

Desværre kapres også dette af det spøgelse, som i disse år hjemsøger alle krinkelkroge af Slotsholmen: arbejdsudbuddet i 2020.

Det er velkendt, at Danmark står over for en demografisk udfordring, når færre på arbejdsmarkedet skal forsørge flere ældre. Og toppen i fagbevægelsen er faktisk ret pragmatisk – selv en afskaffelse af store bededag indgår i overvejelserne.

Faglige topfolk peger imidlertid på, at lønmodtagerne har betalt deres del. De peger også på, at krav til lønmodtagerne om at arbejde mere er lettere at ’sælge’ i opgangstider, end når der som i dag er betydelig arbejdsløshed.

Hvis lønmodtager Hansen arbejder mere, bliver kollega Jensen bare fyret. Sådan er det jo!

Kære Helle. Hermed er vi fremme ved det fundamentale valg, som I træffer i disse måneder:

Den ene vej er »helhedsløsningen«, som du tidligere talte for. Den bringer Danmark socialt retfærdigt gennem krisen, men med hensyntagen til de langsigtede demografiske udfordringer.

For eksempel vil bedre uddannelse af ufaglærte øge arbejdsudbuddet på sigt, mens færre unge på kontanthjælp mindsker samfundets sociale gæld om 10-20 år.

Det er en vej, som Stauning, Krag og Nyrup betrådte før dig. Da Jens-Otto Krag gennemførte »helhedsløsningen« i 1963, opstillede han tre pejlemærker: 1) »Hensyn til den samlede økonomiske bæreevne«, 2) »lighed for alle befolkningsgrupper«, 3) »social rimelighed – hensyn til de dårligst stillede«. For Krag var det afgørende, at løsningen opfyldte alle tre.

I er ved at lægge sporene til en anden vej: »Arbejdsudbud über alles«. Det eneste saliggørende er, om der i Finansministeriets regneark skabes det maksimale arbejdsudbud i 2020.

Dette er ikke bare politik reduceret til teknokrati. Det er også et opgør med bærende socialdemokratiske værdier – Krags helhedsløsning snævret ind til punkt 1 om otte år.

Men så fortæl i det mindste danskerne den ubekvemme sandhed: Når øget arbejdsudbud i Finansministeriets modeller altid fører til øget beskæftigelse, så skyldes det, at lønnen ’tilpasser sig’ – nedad.

Lavere løn skaber ifølge modellerne basis for nye arbejdspladser, men fører også til større sociale forskelle.

Sådan er det ikke nu, hvor der er fremgang og mangel på arbejdskraft. Timingen er således afgørende: Først vækst og job – så øget arbejdsudbud.

Kære Helle. Når jeg rejser rundt i landet, oplever jeg stor skuffelse blandt centrum-venstre-vælgere. Hvis det næste år byder på skattelettelser for de rige, mens lønmodtagere skal ofre den betalte frokostpause, så går bunden ud af systemet.

Konsekvensen kan blive et hidtil uset folkeligt kollaps for centrum-venstre i Danmark. Det er nu, du skal vælge socialdemokratiske kerneværdier om retfærdighed og social balance. Det er sidste udkald.