Det er helt berettiget, at Lars Olsen i sit behjertede forsøg på at redde S og SF lige før hoppet ned i afgrunden appellerer til især statsministeren, socialdemokratiets formand. Men nytter det?
LARS OLSENVågn op Helle, I har kurs mod katastrofen Ethvert forsøg på at korrigere kamikazekursen vil blive ramt af et radikalt veto. Det gamle social-liberal-radikale parti er forvandlet til et overklasseparti, som primært lader sig råde af Mærsk og ligesindede i bankverdenen. Det Radikale Venstre har indtaget de konservatives klassiske position, dog uden det sociale sindelag, som konservative engang var præget af. Helle Thorning-Schmidt ved så udmærket, at Margrethe Vestager bare venter på ’den rigtige provokation’, så hun kan tage springet og blive statsminister med Løkke i hendes nuværende stol. Han vil være lige så velegnet til at drage rundt i Europa som agent for den mest spekulative finanskapital. Så vil man også stille og roligt kunne glemme det halvhjertede forsøg på at hjemtage nogle af de oliemilliarder, som Løkke og Vestager-kompagniet var så ivrige efter at forære Mærsk i 2003. Det ville faktisk være nemmere for Margrethe Vestager at føre sin politik med de borgerlige; hun ville blive fri for meget af det daglige kævl og få en bedre udsigt til møderne: Det kan godt være trættende at se på ministerkolleger, som vrider sig i stolene. Det er heller ikke godt for det fine møblement. Når Vestager alligevel besluttede sig for at gå i regering med S og SF, er det på grund af de indlysende fordele. Gennem brede forlig bindes de to partier op på blå politik mange år frem.
