Tre gange er jeg blevet nægtet indrejse i et land.

Første gang var i Den Tyske Demokratiske Republik, det tidligere DDR, på foranledning af ministeren for statssikkerhed, Mielke.

Og det var ham, der år senere ophævede forbuddet, men beordrede intensiveret overvågning af den person, der var på vej til landet, og som blev betegnet som »et undergravende element«.

LÆS LEDERIsraels regering skader Israel mere end Grass

Da min hustru og jeg i 1986 opholdt os flere måneder i den vestbengalske hovedstad, Calcutta, blev vi nægtet indrejse i Burma med den begrundelse, at vi var »uønskede«.

I begge tilfælde blev diktaturernes sædvanlige praksis udøvet.

Nu er det indenrigsministeren i et demokrati, staten Israel, der straffer mig med et indrejseforbud, og hans begrundelse for den pålagte tvangsforanstaltning vækker – efter hans tonefald at dømme – mindelser om Mielkes fordømmelse.

Alligevel kan han ikke forhindre mig i at holde liv i mine erindringer om adskillige rejser til Israel.

Jeg kan stadig fornemme stilheden i den judæiske ørken. Jeg føler mig stadig uløseligt forbundet med landet Israel. Jeg taler stadig med Erwin Lichtenstein, den sidste syndikus (juridisk rådgiver) for det jødiske samfund i min hjemby, Gdansk.

Og jeg kan stadig høre de endeløse natlige diskussioner med venner.

De var fulde af ængstelse, men skændtes alligevel (efter en sejrrig krig) om deres lands fremtid som besættelsesmagt, som fyrre år senere har udviklet sig til en truende fare.

LÆS OGSÅEksperter: Kontroversielt Grass-digt er »utrolig dårligt«

DDR eksisterer ikke længere. Men som ukontrolleret atommagt betragter den israelske regering sig selv som egenmægtig og er indtil videre ikke lydhør over for advarsler.

Burma alene efterlader ikke meget håb.

Indlægget fra Günter Grass bliver i dag trykt i blandt andet tyske Süddeutsche Zeitung og i svenske Dagens Nyheter.

Oversættelse: Helle Albeck