Arbejderne siver bort fra Socialdemokratiet som sand mellem fingrene.

Der er da heller ikke meget ’arbejderretorik’ i statsminister Helle Thorning-Schmidts flammende forsvar for den væksthæmmende og jobfjendtlige finanspagt eller for den sags skyld hendes verbale og kyniske angreb på de kriseramte sydeuropæiske lande.

Men hvor er fagbevægelsen blevet af? Spørgsmålet er relevant her op til 1. maj, hvor Dansk Folkeparti i annoncer vil prøve at løbe LO-formand Harald Børsting i gang.

Under den årelange valgkamp, som skaffede den røde regering til magten, var fagbevægelsen synlig her og der og alle vegne i de medlemsfinansierede og mere eller mindre fantasifulde annoncekampagner a la ’Skævt’, og forbundenes ledere tonede hver aften frem på skærmen for med dystre miner at understrege VK-regeringens arbejderfjendtlige politik.

Men nu er fagbevægelsen blevet usynlig. Den er krøbet i hi. Ikke et ord om den røde regerings massive løftebrud og afmonteringen af danske arbejdspladser. Ikke et ord om truslen fra den billige østeuropæiske arbejdskraft.

LÆS DEBATStøt Thorning - eller luk LO

Man har altid sagt, at fagbevægelsen bedst kan tåle at få ’tæsk af sine egne’.

Derfor slipper røde regeringer som regel af sted med reformer, som borgerlige regeringer kun kan drømme om.

Men ærlig talt; kan medlemmerne virkelig være tjent med en fagbevægelse, der kun gider kæmpe mod de borgerlige partier, men til gengæld er totalt bovlam, når det kommer til forsvaret af danske arbejdspladser og dermed det danske velfærdssamfunds fremtid?

Er lønmodtagerne tjent med faglige organisationer, der hellere udgør EU’s forlængede arm end kæmper for den danske arbejder?

Når baltere og polakker agerer løntrykkere og tager sociale ydelser med til deres hjemlande, hvor de udgør en mindre formue, kigger fagbevægelsen forlegent den anden vej.

Når danskere tvinges på kontanthjælp, fordi deres arbejde er blevet overtaget af en østeuropæer, lukker fagbevægelsen virkeligheden ude. Ikke se, ikke høre, ikke tale.

Hvad mon 1. maj-talerne kommer til at handle om? Traditionel bragesnak om den glorværdige og massive sejr over det ’borgerlige Danmark’ og ’de rige’? Eller det, der virkelig optager danskerne; kampen for deres arbejde og eksistens?

Jeg gider ikke engang forsøge at gætte.

LÆS DEBATPia Kjærsgaard tillod social dumping i ti år

Jeg tør vædde på, at udfordringen fra den østeuropæiske arbejdskraft kommer til at fylde umådeligt lidt.

I stedet vil man efterplapre regeringens fornuftsbetonede kriseretorik og understrege behovet for tilbageholdenhed, ligesom man vil bryste sig af, at overenskomstforhandlingerne var udtryk for krisebevidsthed.

Men ikke et ord om, hvordan danske arbejdspladser dagligt går tabt. Ikke om, hvordan danske sociale ydelser som eksempelvis børnepenge havner i udlandet.

Er det godt nok? Nej, naturligvis ikke. Antallet af østarbejdere i Danmark steg sidste år med 16 procent, og der var i 2011 53.837 registrerede arbejdere fra de 10 nye EU-lande.

Hvis Harald Børsting var sig sit kald og ansvar bevidst, ville han benytte 1. maj til at tage kampen op med EU. Han ville forsvare sine medlemmers interesser mod den billige arbejdskraft, som hverken kender landegrænser eller loyalitet.

LÆS OGSÅDanskerne: Magten på retur for fagbevægelsen

Han ville forlange handling fra den regering, som han selv har gjort alt for at hjælpe til magten. Men i stedet vil danskerne blive budt på en indholdsløs 1. maj med fagbevægelsens sædvanlige selvros og obligatoriske angreb på de borgerlige – og ægte – arbejderpartier.

Det kan ikke undre nogen, at også fagbevægelsen bløder medlemmer i hobetal.