Artiklen ’Indadvendte børn bliver overset i en ’X Factor’-tid’ i Politiken 3.6. fanger min interesse.

For hov, den handler om mennesker, som har det præcis som jeg. Jeg hører nemlig helt klart til de stille piger.

LÆSIndadvendte børn bliver overset i en 'X Factor'-tid

Hvis jeg tænker tilbage, har jeg egentlig aldrig kunnet lide at stå i centrum. Derimod har jeg godt kunnet lide at lytte til andre, og på den måde har jeg i den grad levet op til ordsproget ’at tale er sølv, men at tie er guld’.

I kan tro, jeg altid har forbandet mig selv for at være, som jeg er. Hvorfor er det ikke mig, der er udadvendt og bare kan snakke med alle om alt og ingenting?

Det er svært så ofte at få at vide, at ens væremåde er problematisk, og at man bliver nødt til at ændre den for at opnå noget.

Jeg kan skrive under på, at det virkelig er en utrolig svær situation at være i at skulle ændre sit jeg. For jeg har prøvet at ændre mig selv, men jeg ender altid, hvor jeg startede – ved mig selv.

Måske kan man sammenligne det med, at man beder den udadvendte om at tie stille. Det er svært!

Når jeg i ovennævnte artikel kan læse, at de stille børn er i fare for at blive fremtidens tabere, får jeg det dårligt.

Åbenbart tilhører jeg en marginalgruppe i samfundet, som ses som ikke værende til stede i en verden, hvor det gælder om at blive set 24 timer i døgnet.

Men jeg kan ikke klare at være på hele tiden. Jeg har brug for til tider at være alene og stille. Det siger jeg med fare for at blive stemplet som en enspænder, der boykotter fællesskabet og ikke dur til teamarbejde.

Problemet her er muligvis, at vi stille ikke ses så tydeligt i et fællesskab, da vi gerne holder os i baggrunden, men tag ikke fejl: Vi er der!

Jeg ønsker ikke, at man skal have medlidenhed med os indadvendte, som om indadvendthed var en livstruende sygdom.

Nej, jeg ønsker, at man begynder at acceptere os indadvendte, som vi er! For vi er da lige så normale som udadvendte. Men hvad er egentlig normalt i denne verden?