»Det sorger mig virkelig al den forvirring om min død. Jeg prøvede at kontakte dig, men der var intet signal!«.

Sådan lyder det fra Alexander, der som 9. klasses elev har været til den obligatoriske prøve i skriftlig fremstilling, dansk.

Eleverne i 9. klasse kunne i maj måned vælge mellem seks forskellige opgaver, når de skulle skrive ’dansk stil’.

Hovedparten valgte (ud fra et maleri fra 1853 af Jørgen Sonne) at skrive to breve, der kunne være skrevet af henholdsvis en hjemvendt soldat fra treårskrigen 1848-1850 og hans (nu forhenværende, thi hun giftede sig med en anden ungersvend på soldatens hjemvendelsesdag) kæreste.

Det var interessant, at så mange valgte denne historiske og fiktive brevveksling, andre valgte at skrive om realityshows (og jeg ved nu en hel del mere om Gustav Selinas (Jeg skal føle mig lækker hele tiden), Amalie Szigethy (Jeg er 19 år, og det bliver bare ved) og familien fra Bryggen.

Andre igen valgte at skrive en novelle, hvis slutning var givet af Leif Davidsen. Her afsløredes en lemfældig omgang med pistoler, der kan findes hvor som helst: i hækken, i skuffer bag undertøj, i bukselommer, og de kan købes i enhver by.

Der var også mulighed for at fortolke et digt af Julie Sten-Knudsen. Ingen valgte den opgave.

Efter at have læst og bedømt 393 af disse ’danske stile’, så er der tre ting, der er værd at bemærke. Der er to ’forfaldshistorier’ og ét glædeligt fremtidsblik.

Først det positive fremtidsblik: Eleverne skriver godt. De skriver forholdsvis korrekt sprog (de kan dog på ingen måde klandres for at have brugt for lang tid på tegnsætningen), og de kan sætte teksterne læseligt og overskueligt op i et glimrende layout. Formsiden er rimelig og godkendt.

Den første forfaldshistorie har overskriften: Manglende omhu i omgangen med sprog.

En lyrisk sætning fra Julie lyder: »Vi beklædte hinanden af og elskede på det brogede gulv«.

Sofie skriver i samme treårskrigsbrevveksling: »Mit hjerte havde udvidet sig 180 grader og blodet strømmede rundt i kroppen«.

Endelig skriver Michael i sin argumentation for ikke at se reality: »Jeg er begyndt ikke at se reality mere fordi jeg simpelthen ikke vil se på det mere«.

Det er mit indtryk, at eleverne skriver, hvad der falder dem ind, når skærmen er tændt, og Worddokumentet lyser tomt.

De kender ikke ordenes etymologiske betydning, de ulejliger sig ikke med ordbogsopslag, de bruger vendinger i bedste Amalie&Gustav-stil, de er ikke fortrolige med en lang række faste ord og vendinger, men det afholder på ingen måde eleverne fra at gøre brug af disse.

Denne manglende omhu i omgangen med sprog viser sig også i tegnsætningen, hvor kryds og bolle-systemet snildt kan læres af enhver 15-årig på to timer og bruges til afgangsprøven med en indsats på en halv times tid. Deres omhu over for egen tekst er ikkeeksisterende.

Den anden forfaldshistorie har overskriften: ’Skal man vide noget, der er sket, før man selv blev født?’.

Svaret fra undertegnede er naturligvis: Ja, det skal man. Også om treårskrigen og Den Tapre Landsoldat i Fredericia og hans levevilkår.

Hvordan levede bønderne i 1848? Hvordan tænkte en ung kvinde, hvis mand var soldat? Hvordan kommunikerede man? Hvordan var infrastrukturen? Store spørgsmål, som de færreste overvejer svarene på.

Man skal leve sig ind i en anden tid, skrive ud fra andre forudsætninger og ud fra levevilkår forskellige fra ens egen tid. Maleriet af Jørgen Sonne burde give et billede af den tid. Filmmæssigt er der meget få kilder at hente sin viden fra. (Her havde Første Verdenskrig med min yndlingsserie ’Downton Abbey’ været bedre belyst). Treårskrigen er ikke filmatiseret i markante ungdomsserier.

Det gør det svært for eleverne at sætte sig ind i tiden. De tager det helt roligt, at personerne bor sammen uden giftermål, de får børn – og gifter sig så senere og siger hej-hej til hinanden, når de mødes ved kirken.

Soldaterne anvender maskinpistoler (Gaitling fik patent på maskingeværet i 1861), de ligger i respirator (jernlungen kom først i 1928), de ringer sammen (Alexander Graham Bell opfandt telefonen i 1876, og den første telefonbog i København fra 1881 havde 64 abonnenter), og de sætter postnumre på deres breve: John Henriksen, 7400 Herning.

Postnumre? Det var i min tid, de blev indført, det var i 1967 og ikke i 1847.

De giver 1850’ernes danskere en tankegang og værdinormer, der er helt 2012-agtig. Det må da være muligt at få illustrationen med i tankebanerne og hermed åbne for den mulige viden om, at ’der var engang’, hvor man ikke kunne få signal til mobilen – uanset hvor man var i Holland, Nordvesttyskland og Danmark.

Man må glæde sig over, at den sproglige formåen er til stede, thi eleverne skriver som sagt med en forholdsvis korrekt ortografi og i sammenhængende forståelige sætninger. Formsiden er rimelig, derfor må indholdssiden kvalificeres.

’Øvelse gør mester’, lyder det klassiske ordsprog. ’Ingen er endnu blevet dårligere af at øve sig’, kunne det også lyde. Man skal øve sig i 10.000 timer for at blive god til noget, lyder det i Lene Tanggaards læringsforskning.

David Beckham, Mozart, Mikkel Hansen og Søren Ulrik Thomsen har alle øvet sig, øvet sig og øvet sig igen og igen og igen for at blive dygtige inden for netop deres felt.

Elevernes felt er at forberede sig, så de får et godt liv, og så de får mulighed for at bidrage til samfundet og til det fælles bedste. Derfor må de også bruge den tid, der kræves, for at få del i den kulturelle, den historiske og den sproglige ballast. De må læse bøger!

Læs blot de historiske romaner om ’Danerriget’ af Josefine Ottesen, Kim Langers værker om de gamle danske kolonier, ’Mit livs historie-serien’ fra Dansklærerforeningen, ’Sikkas fortælling’ af Cecilie Eken, Bodil Bredsdorffs ’Børnene i Kragevig’, Bjarne Reuters ’Drengene fra Sankt Petri’ og ’Shamran’, Martin Petersens ’Med ilden i ryggen’ – og som altid: Kenneth Bøgh Andersens fire djævlebøger, hvor ’Djævelens lærling’ er titlen på den første.

»Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde«, sagde Nina Christensen fra Center for Børnelitteratur. Når man læser bøger, får man indsigt i såvel sprog som kultur og levevilkår på en måde, der gavner både formsiden og indholdssiden.

Det vil sorge mig, om den kommende generations historiske spændvidde ikke rækker længere tilbage end til Danmarks EM-guld i 1992.