Som landmand af bondeslægt, så langt kirkebøgerne rækker, har jeg med stor interesse fulgt den igangværende debat i Politiken om dansk landbrug.

Jeg vil her give mit besyv med, fordi jeg savner en landmandsstemme i debatten, som ikke bare gentager de slidte floskler om dårlig konkurrenceevne og urimelige danske miljøkrav. Vi er nemlig en del danske landmænd, som fokuserer på andre og mere konstruktive tilgange til en bæredygtig udvikling af vores erhverv og forvaltning af nationens jord, natur og vandmiljø.

DEBATVi må kæmpe mod et katastrofalt landbrug

Der var engang, da landbruget udgjorde landets økonomiske rygrad og samtidig var en del af den nationale stolthed og selvforståelse. I dag er det de færreste danskere, der tænker på landets industrialiserede og tungt gældsatte landbrug med en følelse af stolthed.

Tænk, hvis landbruget igen var noget, vi kunne være stolt af. Det kan blive virkelighed, hvis erhvervet med rettidig omhu formår at forfølge morgendagens dominerende tendenser. En gæld på 360 milliarder kroner vidner om, at det er på høje tid med et paradigmeskifte i det engang så stolte og velansete danske landbrug.

Debatten i landbruget er til tider præget af folk, som mener, at fremtiden ligger i at fjerne diverse miljøkrav, så man kan producere endnu mere intensivt. Jeg hører til dem, der mener, at dansk landbrug skal sadle om og gå i en helt anden retning, hvis erhvervet skal have en fremtid.

Landbruget i Danmark kan ikke overleve på masseproduktion af billige landbrugsråvarer i konkurrence med lavomkostningslande rundt omkring i verden. Det er en skrøbelig forretningsmodel, der lever på lånt tid.

Dansk landbrug må genopfinde sig selv – præcis som det har gjort før. I slutningen af 1800-tallet var landbruget i stor krise. Man var tunet ind på kornproduktion, men blev overhalet af andre lande, som kunne lave billigere korn.

LÆS OGSÅJeg bliver flov over at være af bondeslægt

Hvad gjorde bønderne? De skabte andelsbevægelsen. De tog ansvaret for egne produkter og forædlingen af dem. De udnyttede det billige korn fra andre lande og brugte det til dyrefoder og fik en større animalsk produktion af højværdivarer.

Dansk landbrug skiftede fokus fra at producere billigst muligt til at producere højest mulig kvalitet. Lurpaksmørret fra 1901 fremhæves af nogen den dag i dag som symbolet på dansk landbrugs høje produktkvalitet.

Den strategi har dansk landbrug levet af stort set lige siden. Efter Anden Verdenskrig blev produktionen yderligere intensiveret med kunstgødning og pesticider, og i dag producerer vi fem gange så mange svin, som vi er mennesker. Drysser man lidt skatteborgerbetalt landbrugsstøtte ud over herligheden, betyder det, at vi i dag kan købe en flæskesteg i supermarkedet til samme pris som en pose chips.

Problemet er bare, at bønder i andre lande har luret os kunsten af. De fleste kan lave samme produktkvalitet og samme eller større volumen og leveringssikkerhed som det konventionelle danske landbrug. Og de kan gøre det billigere.

Uanset om man fjerner danske særkrav og skruer op for ’dopingen’ med mere kvælstof på markerne, flere pesticider, mere antibiotika, gmo osv., ændrer det ikke på, at lønniveauet, skatter og afgifter og landbrugets gældsætning i Danmark er højere end i de fleste andre lande.

Derfor er konkurrence alene på pris en kamp, som dansk landbrug er dømt til at tabe. Landbruget er havnet i præcis samme blindgyde som i 1800-tallet. Man forsøger at producere billigst muligt frem for bedst muligt.

DEBATDer er mange grunde til at rive sig i håret over landbrugsstøtten

Det, der afgør dansk landbrugs fremtid, bliver bøndernes evne til at ændre strategi og tage ansvar for værdiforøgelse af egne produkter. Præcis som i slutningen af 1800-tallet er det på høje tid at finde en ny strategi – producere noget andet, som andre ikke umiddelbart kan gøre os efter.

Det er på tide at rette fokus på kvalitet og diversitet, så danske landmænd kan få mere for en flæskesteg, end hvad en pose chips koster. Samtidig med at man ikke belaster sit naturgrundlag og vores fælles miljø mere, end det kan bære.

Et lille tankeeksperiment: Med afsæt i den nuværende pris, en henholdsvis konventionel og økologisk svineproducent får per kg svinekød, kunne dansk landbrug generere samme indtægt ved at producere 10 mio. økologiske slagtesvin, som man i dag gør med 25 mio. konventionelle. Dansk landbrugs fremtid ligger ikke i at producere mere endnu billigere. Fremtiden ligger i at producere bedre.

De globale markedstendenser, politiske tendenser og reformen af EU’s landbrugspolitik peger alle i retning af en grøn og mere bæredygtig udvikling af landbruget. I en verden med eksploderende befolkningstal og hastigt svindende fossile ressourcer leder samfund og nationer over hele kloden efter bæredygtige løsninger.

Når man kigger sig om efter åbenlyse førerpositioner for dansk landbrug, hvor danske bønder og deres forarbejdningsvirksomheder har valgt en langsigtet strategi i tråd med ovennævnte tendenser samt opnået et internationalt forspring og et stærkt internationalt image, springer den økologiske sektor i øjnene.

LÆS OGSÅDer er ingen grund til at frygte knoldsellerien eller griseskanken

Danmark har verdens mest udviklede marked for økologiske fødevarer, verdens mest veludviklede økologipolitik, verdens mest effektive og tillidsskabende kontrolsystem – det statslige Ø-mærke – og ikke mindst EU’s mest økologikøbende forbrugere. Samtidig vokser den økologiske eksport fra Danmark med tocifrede vækstrater år for år – finanskrise til trods.

Det vidner om, at forbrugerne er villige til at betale for merværdien i bæredygtige fødevarer. En merværdi, dansk landbrug som helhed kan forfølge, hvis man tør slippe de kemiske krykker.

Som landmand ville jeg ønske, at landbruget igen bliver et erhverv, vi som nation med rette kan være stolte af. Et erhverv, der på en gang bidrager til samfundsøkonomien og samtidig producerer på en måde, som er miljømæssigt og etisk på linje med forbrugernes stigende ønsker og forventninger om bæredygtighed. Derfor parkerede jeg marksprøjten for sidste gang tilbage i 1999.