Da jeg begyndte som ung nyuddannet socialrådgiver i en arbejdsmarkedsafdeling i Viborg tilbage i 1996, var det stadig muligt at blive passivt forsørget på kontanthjælp.

Det var endnu muligt at få økonomisk hjælp, råd og vejledning, uden at der blev stillet ultimative krav om, at borgeren skulle stille med en modydelse i form af deltagelse i aktiverende, afklarende eller opkvalificerende forløb, samt fastlagte standardiserede opfølgningssamtaler.

Der blev endnu taget hensyn til borgernes sociale forhold og helbredsmæssige situation.

Og det var dengang i de gode gamle dage endnu helt utænkeligt at skrue lovgivningen sådan sammen, at samfundets mest marginaliserede kunne miste deres sidste økonomiske sikkerhedsnet.

LÆS OGSÅDebutant fortæller fra aktiveringssystemets absurde overdrev

Aktivering var dengang i midt 90’erne endnu ikke udtryk for et behov for at kontrollere, men et udtryk for omsorg samt en erkendelse af, at en socialpolitik, der tog udgangspunkt i passivforsørgelse, havde medført, at en rigtig stor gruppe bistandsmodtagere sad fast i systemet.

Det var også dengang, nogle af de ældre socialrådgivere, til stor morskab og forundring for os nyuddannede, sagde, at de var borgernes advokat i et forvirrende og komplekst system.

Der er ikke tvivl om, at de opfattede sig selv som ansatte i kommunen til at arbejde for borgernes ve og vel.

Jeg er på det seneste begyndt at overveje, om de havde fat i den lange ende, og om det mon i grunden var så latterligt at opfatte sig som borgernes repræsentant? Jeg gør mig overvejelser om, om ’systemet’ er blevet så stramt og konformt, at det igen kunne være relevant for os at påtage os rollen som borgernes talerør og advokat?

Tilbage i 2006 var jeg så heldig at færdiggøre en mastergrad i europæisk socialpolitik. Jeg skrev speciale om 'ny offentlig ledelse' og studerede i særdeleshed de konsekvenser, de hyppige managementmetoder associeret med det private erhvervsliv og bilfabrikation havde for socialrådgiverfagets udvikling.

Jeg konkluderede, at mange managementmetoder har ændret faget fra et rådgivende humanistisk erhverv til et erhverv, der i langt højere grad er beskæftiget med administration og økonomitænkning. Det er i det lys, jeg anskuer de problemstillinger, der i dag udfordrer socialrådgivere og borgere på overførselsindkomst.

DEBATVågn op Helle, I har kurs mod katastrofen

Det vil være for unuanceret at påstå, at 'ny offentlig ledelse' kun har bragt problemer og forringelser med sig. Imidlertid oplever jeg det som yderst problematisk, at heftige dokumentationskrav og kontrolmekanismer har medført, at der bliver mindre og mindre tid til de personlige, rådgivende samtaler.

Samtidig er samtalerne blevet standardiseret og skal for at undgå spild af tid følge et fastlagt mønster, der er næsten ens for alle borgere. I den forbindelse er det værd at huske, at hyppigheden af samtalerne dikteres af lovgivning og ikke af borgerens behov, og at samtalernes formål er at kontrollere, at borgeren fortsat er berettiget til at stå uden for arbejdsmarkedet.

De massive dokumentationskrav og kravene om rettidighed tvinger desuden socialrådgiverne til at prioritere servicering af kommunen og staten over servicering af borgerne, og det kan simpelthen aldrig have været meningen med det sociale arbejde.

Når det ikke er ligegyldigt, hvor meget tid sagsbehandlerne skal bruge på administration og rettidighed, er det, fordi de mere tidkrævende borgere er i risiko for at blive mødt af irritable, udiplomatiske og kantede medarbejdere, der som udgangspunkt har de bedste intentioner, men som presset af omstændighederne opfatter borgerne som irriterende tidsrøvere, der forstyrrer stramme tidsplaner.

Med de socialfaglige briller på mener jeg samlet set, at indførelsen af ’ny offentlig ledelse’ på kontanthjælps- og sygedagpengeområdet har medført en forringet og uordentlig service til borgere, der allerede er marginaliseret og under socialt og økonomisk pres.

LÆS OGSÅRet og pligt skal tilbage i balance

Ligesom den tid, der er til rådighed til hver borger, misbruges på standardiserede kontrolmekanismer i stedet for en målrettet indsats for at bringe borgerne over i ordinær beskæftigelse eller varig forsørgelse for de dårligste.

Kunne jeg selv foretage lovændringer, ville jeg blandt andet sørge for, at vi som faggruppe fik mulighed for at udnytte vores faglighed og erfaring frem for at følge standardiserede, uniforme og fastlagte arbejdsgange, til gavn for borgere og samfundet som helhed.

Jeg ville også minimere de mange aspekter af kontrol i arbejdet. Både i forhold til os som faggruppe og i forhold til borgerne, da det vil være langt mere hensigtsmæssigt at bruge samtalerne på at bringe borgerne tilbage i selvforsørgelse eller i uddannelse på ordinære vilkår frem for standardiseret kontrol i en tid med knappe finanser og en forventet mangel på arbejdskraft.