Milliardærerne med formuer på to-tre af slagsen klynker af smerte, fordi Enhedslisten kræver dem hårdere beskattet. Må jeg erindre om, at en enkelt milliard svarer til tusind millioner eller rundt regnet, hvad det ville tage mig at tjene i løbet af 2.000 år (hvis vi ser bort fra inflation og evt. lønstigning i ny og næ).

Taget i betragtning at de forpinte stakler, så vidt jeg forstår, råder over ca. 2,5 milliarder hver, svarer det altså til ca. 5.000 års indtægt for sådan en som mig, og jeg er lektor med fast arbejde.

Sammenligner vi med en lavtlønnet, dvs. en af dem, som Enhedslisten forsvarer, men som stærke politiske kræfter mener bør holde for, så svarer milliardærernes individuelle formuer altså til ca. 10.000 års indtægt. Ser vi tilbage, er det ca. 10.000 år, siden landbruget blev opfundet og de første byer dannet, selv om det sandt nok ikke er mere end ca. 7 procent af vores arts historie.

LÆS OGSÅ Enhedslisten kræver nye skatter for 6,6 milliarder

Vores berømte kassedame skal vist lægge sig i selen! Men hov, det er jo lønnen før skat, og da vi betaler meget i skat i Danmark, så lad os sige, at kassedamen betaler 50 procent i skat. Vupti: 20.000 års arbejde for hende og 10.000 for mig – nej mere, for jeg betaler mere i skat, end hun gør.

Nu er det imidlertid sådan, at milliardærerne, bortset fra deres formuer, har løbende indkomster, dels fra det, de knokler sig til ved de lange møder i direktionslokalerne og i forhandlinger med investorer og kunder, dels fra de gevaldige arbejdsfrie indtægter, som tilflyder enhver med store formuer.

Differencen mellem de hårdt ramte milliardærer og samfundets lavestlønnede er altså endnu større end regnestykket ovenfor viser.

Tillad mig derfor, som ganske almindelig skatteyder med andel i den bedre del af samfundskagen, at udtrykke min glæde ved og stolthed over at betale verdens højeste skat. Hvis alle, der har råd, vil bidrage, så betaler jeg gerne mere. Indtil videre har det kun været en god forretning for mig og alle dem, jeg kender.

Kravet om lave skatter kommer altid fra dem, der har mest, og det er ynkeligt og patetisk ligesom deres yndlingsargument: For at motivere de rige til den højtbesungne ekstra indsats skal de lettes i skat, mens dem, der er helt nede i lortet, skal straffes på økonomien for at blive motiveret til at knokle for samfundet.

LÆS OGSÅ Eksperter dræber Enhedslistens revolution

Det er lige så grotesk, som det er tåbeligt. Man behøver ikke være rød som en postkasse for at fatte, at de riges krav, som Enhedslisten tappert kæmper imod, er urimelige. At folk har mulighed for at være hamrende rige generer mig ikke, men den arrogance og det begær, som af og til følger med, er forargeligt.

Jeg er sikker på, at en masse rige mennesker gerne bidrager med mere i skat, slet og ret fordi de har så rigeligt råd til det, og fordi de har samfundssind. Bare de ville sige det højt, så det ikke kun er sådan nogle som mig med hæderlige mellemindkomster, der tilbyder sig.