Det kan godt være, at medarbejderne på Vejlegården synes, at det kan være andre uvedkommende, hvem de organiserer sig hos, og hvem der laver overenskomst på deres vegne.

De har valgt ’De Kristelige’, og det kan alle vi andre vel være ligeglade med.

Men det kan alle vi andre under ingen omstændigheder være ligeglade med. Alle andre lønmodtageres løn påvirkes af deres løn. Alle andres arbejdsvilkår påvirkes af deres arbejdsvilkår.

Hvis en medarbejder for eksempel er villig til at gå for mindre i løn, uden aftentillæg, med færre pauser og dårligere forhold, så presser det alle os andre. Lønmodtageres løn hænger sammen som en kæde, og den er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led.

Vejlegården er lige nu det svageste led.

LÆS OGSÅFagbevægelsen er i eksistenskamp i agurketiden

Da jeg arbejdede som telesælger i London for 10-15 år siden, fandtes der ikke mindsteløn i England. Lønnen i myriaden af lavtlønsfag var elendig og især blandt dem, som jeg kendte i restaurationsbranchen, var lønnen latterlig.

Nogle steder fik tjeneren kun drikkepengene – ingen fast løn og altså ingen garanti for, at der var nok til at betale dagen og vejen.

Tænk, at de i England ikke engang havde styr på deres arbejdsmarked, og jeg kom til at savne den danske fagbevægelse og dens til nogle tider lidt stive regler – for hellere lidt stive regler end latterlig lav løn og nogle arbejdsforhold, der var underlagt en tilfældig chefs luner.

På det tidspunkt havde jeg tidligere arbejdet både hos McDonald’s i Danmark og i Tivoli i en restaurant. Her var lønnen fin og fast, for her havde fagbevægelsen få år forinden vundet kampen og havde fået indført overenskomster.

Der var regler for, hvornår vagtskemaerne skulle være klar, så man faktisk kunne planlægge sit liv, også et par uger frem, og pauserne var også fastlagt gennem de faglige aftaler, og lønnen var god.

Så selv når de mest irriterende chefer var på arbejde, så var der et regelsæt at læne sig op ad, så de ikke kunne behandle os, som det passede dem. Vender man blikket mod Tyskland, så får udviklingen det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Liberal Alliance og Venstres drøm er gået i opfyldelse i Tyskland – her er fagbevægelsen ikke stærk nok til at kunne holde lønnen oppe.

LÆS ARTIKELAmin Skov: Hvis 3F vil mødes har jeg kaffe og hjemmelavet kransekage klar

Her har arbejdsgiverne opnået friheden til at underbetale folk for deres arbejde. To millioner mennesker får så lidt i løn, at selv om de har et fuldtidsarbejde, så er de fattige. Lønnens nedre grænse er så lav, at de lever i fattigdom.

Det lægger selvsagt ikke bare et tryk på deres hverdag og liv, det lægger også et tryk på lønnen for alle andre lønmodtagere, når det kan lykkes at få arbejdskraft til så få penge. Anders Samuelsen foreslog i foråret, at alle offentlige overenskomster skulle opsiges, og Lars Løkke hæfter ordet blodpenge på fagbevægelsen og fagbevægelsens sejre.

På den måde sætter Løkke lighedstegn mellem fagbevægelsen og mafiaen. Hvad angår vores løn, så er vi ikke isolerede øer, der uafhængigt af hinanden kan forhandle løn og arbejdsforhold hjem.

Vi kan som lønmodtagere bruge hinandens arbejdspladser og vilkår som løftestang for en bedre løn.

Og arbejdsgiverne kan bruge lønmodtagere i en nedadgående lønspiral, hvis ikke vi holder sammen og i stedet begynder at lave overenskomster med alle mulige forskellige, sådan som det nu sker på Vejlegården.