De fleste har vel efterhånden været på et kursus, hvor konsulenten lægger ud med at konstatere, at verden kan deles op i to typer mennesker: »De, der ser glasset som halvtomt, og de, der ser det som halvfyldt«.

De førstnævnte er de negative, de sidstnævnte de positive. Pessimisterne og optimisterne.

Den slags floskler falder helt i tråd med den såkaldt positive tænkning eller positive psykologi og er potentielt skadelige for enhver, der kommer i berøring med dem.

I dag findes der groft sagt to retninger, der beskæftiger sig med det positive: den positive tænkning, som hovedsagelig praktiseres af konsulenter, og den positive psykologi, som er lidt mere lødig, men desværre ikke nok til, at perspektivet kan holde stand mod en lang rækker kritikpunkter.

Der er en grundlæggende præmis, som begge perspektiver har stirret sig blinde på, nemlig at verden kan deles op i negative og positive tanker.

Præmissen ligner noget fra apartheidregimets forsøg på at adskille sorte fra hvide.

Den utilsigtede følge er nemlig ofte, at der udstedes et tankeforbud mod de negative tanker, mod kritik og anden kættersk tankevirksomhed.

Perspektiverne er uhyggeligt endimensionelle, da det altid er den samme udviklingsmodel, alle problemer konfronteres med.

Det negative skal vendes til noget positivt, og det, som allerede er positivt, skal plastres ud over alle sortseere. Det er naturligvis en falsk forestilling.

Vi ved, at verden hverken er sort eller hvid. For apartheidregimet var kategoriseringen af de ’brune’ derfor også et voldsomt bureaukratisk problem. Hvor hvid skal man være for at blive sort – og omvendt?

Forfatteren Barbara Ehrenreich har påvist, hvordan disse perspektiver har rødder i – og at en stor del af forskningen er finansieret af – det kristne højreorienterede miljø i USA.

Ikke underligt, at disse forskningsresultater viser, at kristne er mere positive og produktive.

Et argument, som også trivedes under apartheidstyret, hvor de sorte ansås for at være særlig dovne. De kritiske udstilles som negative. Ehrenreich beskriver også den uheldige konsekvens af denne type af tænkning ved hjælp af det, der betegnes som ’loven om tiltrækning’.

Fra de amerikanske prædikestole forkyndes det nemlig, at positive mennesker tiltrækker positive mennesker, mens negative mennesker tiltrækker andre sortseere.

Og hvem vil så være sammen med dem, der stiller kritiske spørgsmål?

Den franske sociolog Le Goff har en fin betegnelse for perspektiver af denne type.

Han betegner dem som et humanistisk barbari, fordi de benytter sig af humanvidenskabens begreber, men skaber angst, fordi mennesker med ’sorte’ tanker nu må dukke nakken under det nye mentale regime.

’Smil i stedet, og accepter tingenes tilstand’ synes at være disse perspektivers evige mantra. Positiv tænkning synes at være psykologiens pendant til, hvad reklamen er for markedsføring: Der skal arbejdes med udstrålingen!

Hvem nyder godt af den kritiske stilhed? Positiv tænkning og positiv psykologi præsenterer et nyt tankeforbud. Det konstateres f.eks., at det ikke er godt at se nyheder, da de ofte er negative.

Så meget for behovet for kritisk journalistisk og videnskab! Synsmåden er blottet for ethvert magtperspektiv og kan derfor ikke stille forskningsrelevante spørgsmål såsom: Hvem drager nytte af, at medarbejdere skal forholde sig positivt, og hvem nyder godt af den kritiske stilhed?

Det er desuden svært at finde reelle diskussioner i litteratur af denne type, hvorimod man konstant konfronteres med et nyt bemærkelsesværdigt relevanskriterium, nemlig om tingene kan tales ’op’ og ’ned’.

»Men vil du ikke gerne være positiv?«. Perspektiverne er farlige.

Meget farlige: De negative smitter, men det gør de positive også, med et voldsomt dialektisk tilbageslag, for den dag de vågner op med en kættersk tanke, må de med skam konstatere, at de ikke længere tilhørere den positive race, og som med alle historiske forsøg på at dele verden op i sort og hvidt må de med skam konstatere, at de valgte forkert.

Som al anden regimestyring beror den positive tænknings magt på dens kolossale evne til at stille retoriske og forførende spørgsmål af typen:

»Men vil du ikke gerne være positiv?«. Spørgsmålet kan imidlertid ikke besvares. For dem, der står over for komplekse problemstillinger, er der sjældent én udvej, tværtimod.

Problemer kan ikke løses ved hjælp af et enkelt perspektiv, men ved hjælp af forskellige perspektiver.

Man kan være nervøs for, at positiv tænkning er en ny form for mental racisme, der fører til selvcensur. De ’farlige’ kritiske tanker leder til indre larm og ydre stilhed.

Her går det godt på ’overfladen’ og skidt på indersiden, for det er aldrig godt at ligge under for censur, hvor man må slå knuder på sig selv.

Selvcensur er i værste fald en censurering af ens identitet, af, hvem man er: sort eller hvid, negativ eller positiv, glad eller ulykkelig – og her kan der tilføjes lige så mange dikotomier, som der er mennesker på Jorden.