Sundhedsminister Astrid Krag skrev (7.8.) en Kronik i Politiken med overskriften ’Det er ikke din skyld’.

Ministeren kritiserer den tidligere VK-regering for at skabe en kultur, hvor det alene er ens eget ansvar, hvis man bukker under for en psykisk lidelse.

KRONIKENDet er ikke din skyld

Hertil vil vi gerne nuancere debatten. Det har aldrig – og vil aldrig – blive Venstres politik at placere skyld nogen steder. Debatten om psykiske lidelser handler ikke om, hvis skyld det er, men om, hvordan vi bedst kan hjælpe de mange mennesker, der rammes af psykiske lidelser. Det er både til gavn for den enkelte og for samfundet generelt.

Ministeren argumenterer for, at den enkelte ikke kan skabe rammerne om det gode liv, det er derimod et kollektivt anliggende, som skal løses i fællesskab. I Venstre er vi uenige i dette synspunkt.

For os er det afgørende, at vi hver især tager et ansvar for vores eget liv og for vores familie. Ligesom det er vigtigt, at vi hver især tager et ansvar på den arbejdsplads, vi er ansat på.

Det psykiske område er komplekst. Derfor løses problemerne hverken kollektivt eller individuelt – det handler om både-og. Altså hvordan vi selv kan tage et ansvar, samt hvordan samfundet bedst muligt kan hjælpe i de situationer, hvor livet synes urimeligt svært. Men hvordan gør vi det?

For det er aldrig godt nok, når flere og flere får diagnosticeret en psykisk lidelse. Ministeren peger på at gøre løsningen til et kollektivt anliggende, hvor: »Læren må være – nu som tidligere – at før emnet bliver ’af-privatiseret’ – altså gjort til et fælles anliggende – før vi begynder at forholde os til problemstillingen kollektivt, sker der ingen ændringer«.

Det mener vi ikke er løsningen. For mener ministeren i dybeste alvor, at før vi forholder os til det psykiske område kollektivt, så vil der ikke ske noget?

Mener ministeren, at staten skal overtage vores individuelle problemer?

Er det ikke mere gavnligt – både for samfundet og os selv – at vi tager ansvar for vores eget liv og de mennesker, vi omgås?

Ministeren kunne jo starte med at spørge i sin egen omgangskreds, når nu hun ved, at flere af hendes venner lejlighedsvis eller permanent kæmper med stress, angst eller depression.

Udgangspunktet må være, at ingen placerer ting i vores kalendere, uden vi selv har sagt god for det. Hertil kan komme, at mange føler, de er nødt til at påtage sig flere opgaver, end det synes muligt at nå, men det er altså ikke samfundets ansvar. Det er en sag mellem den enkelte og arbejdsgiveren.

Astrid Krag vil som sundhedsminister »skabe fokus på trivsel, forebyggelse af psykisk sygdom og bedre rammer for indsatsen i forhold til psykisk sygdom – og gøre os alle klogere på problemet«.

Det lyder som udgangspunkt meget godt. Konkret har hun nedsat et sundhedsudvalg, der skal komme med løsninger i løbet af sommeren 2013.

Derudover har ministeren iværksat en kampagne med titlen ’En af os’, der skal bryde tabuerne om psykiske sygdomme. Og endelig er ministerens mål at sidestille psykiatrien med resten af sundhedsvæsnet ved at tilføre psykiatrien flere penge.

Løsningerne er gode, men de er ikke nye. I 2009 blev der udarbejdet en handlingsplan for psykiatri med titlen: ’Styrket handlingsplan for sindslidende’, der indeholder mange gode initiativer, der er ved at blive iværksat.

Handlingsplanen fokuserer blandt andet på forebyggelse og tidlig opsporing af psykiske lidelser samt på at nedbryde tabuer.

Ministerens sundhedsudvalg vil helt sikkert komme med løsninger, men om de er markant anderledes og nyskabende i forhold til de nuværende forslag, tvivler vi på. Hvorfor ikke anvende nogle af de løsninger og initiativer, som handlingsplanen anbefaler?

Det koster statskassen penge, hver gang et nyt udvalg skal nedsættes, og disse penge kunne i stedet være brugt på dem, det handler om. Nemlig mennesker med psykiske lidelser.

I Kroniken beskylder Astrid Krag den tidligere VK-regering for at have nedprioriteret det psykiatriske område. Men det er simpelthen ikke en fair og korrekt beskyldning.

Under VK-regeringen blev psykiatriområdet løftet med over en milliard årligt. Sammenlignet med det somatiske område er det korrekt, at det blev løftet mere, men det er ikke et udtryk for, at vi ikke prioriterede psykiatrien.

Sundhedsområdet er det område, der blev løftet mest under VK-regeringen. Faktisk blev området løftet med hele 33 milliarder kroner fra 2011 til 2011.

Derudover blev der med Kvalitetsfonden og finansloven for 2010 afsat 1,9 milliarder til nybyggeri i psykiatrien, hvilket er projekter, der i øjeblikket er ved at blive iværksat rundt omkring i regionerne.

I forbindelse med Velfærdsaftalen i 2006 – hvor sundhedsministerens eget parti SF ikke var med – blev der afsat 3 milliarder til Kvalitetsfonden, der retter sig både mod fysisk og psykisk nedslidning.

Disse initiativer er blot nogle eksempler på vores forebyggende indsats. Så at påstå, at Venstre alene fokuserede på at være sin egen lykkes smed, er i den grad en påstand, der ikke har hold i virkeligheden.

For at vende tilbage til vores udgangspunkt, så er vi glade for at læse, at ministeren anerkender, at det psykiske område er komplekst, og at hun ikke har en færdig plan.

I Venstre vil vi gerne diskutere problemstillingerne, der dog ikke er nye for os. Vi ser derfor frem til fremtidigt samarbejde til gavn for de mange mennesker, der i dag lider af en psykisk sygdom.