»Behøver lærerne i folkeskolen konstant at minde Ali om, at han kommer fra socialgruppe fem, at hans far er alkoholiker og moderen er psykisk syg, og at man derfor intet forventer af ham? Jeg oplevede selv denne misforståede godhed fra lærerne: Det var jo så synd for mig, at jeg kom fra en flygtningefamilie og fra et socialt boligbyggeri, og derfor var det okay, hvis jeg ikke havde læst på lektien eller lavet danskstilen. Og lige præcis dér, i den misforståede, slappe danske uddannelsespædagogik, har vi kerneproblemet med vores middelmådige folkeskole, der svigter de svageste«.

Ordene kommer fra 19-årige Tarek Hussein, der er født og opvokset i et socialt boligbygger i Vejle af palæstinensiske forældre.

Han tog som kun 16-årig i 2009 konsekvensen af slapheden i den danske folkeskole og dannede sammen med fem andre drenge foreningen Team Succes.

Foreningen har til formål at løfte især de svageste elever gennem intensive faglige forløb inden for lektiehjælp, mentorordninger og karriereplanlægning.

Sidste år blev 11 af medlemmerne færdige med en gymnasial uddannelse, og ti af dem læser i dag videre på universitetet.

»Skulle vi vente på en folkeskole, der ikke var gearet til at gribe de svageste og motivere de stærkeste? Det ville vi ikke. Vores profil blev derfor hardcore faglig. Da vi startede foreningen, var vi fem unge – i dag fungerer den på landsplan«.

Allerede fra første dag blev drengene enige om, at Team Succes skulle have en stærk social profil, der også kunne motivere og tiltrække de hårdest belastede unge, som både forældre, folkeskole og samfund for længst havde opgivet.

»Vi havde en fyr med, som var tæt på det kriminelle miljø. Da vi tog ham ind i foreningen, var han næsten droppet ud af gymnasiet, og resten af hans liv var noget rod. I dag læser han medicin på 5. semester på universitetet. Der blev stillet krav og forventet noget af ham. Noget, som folkeskolen aldrig havde gjort«.

Den slappe skole
Tarek Husseins frustration bundede i egne erfaringer med folkeskolen. I årevis så han selv til, mens børn fra underklassehjem begyndte i første klasse og ti år efter kom ud på den anden side uden nogen ændring i deres faglige kundskaber.

Kort efter studentereksamen valgte han at tage et lærervikariat på sin gamle folkeskole i Vejle. Her oplevede han præcis den samme folkeskole, som han selv forlod tre år tidligere: fagligt svage og umotiverede elever og frustrerede lærere uden nogen form for autoritet blandt eleverne.

Du siger, at fundamentet for den danske folkeskole er ved at smuldre?

»Skolen, som jeg arbejdede på, havde en stor andel af børn, som kom fra belastede hjem. Jeg husker især en dreng i 7. klasse, som jeg bad læse højt fra en bog i klassen. Drengen kunne knap nok fremstamme to sætninger, og han var ikke ordblind. Jeg gik op på biblioteket med ham for at finde en lettere bog, han kunne sidde og læse i. Vi måtte bevæge os helt ned på lix 10 eller 12. Han kunne simpelthen ikke læse i 7. klasse. Enten fordi man ikke har opdaget problemet i de tidligere klassetrin, eller fordi man ikke har haft ressourcer og kompetencer til at tage sig af ham«.

Men er der ikke langt fra dette enkelttilfælde til at sige, at hele folkeskolen er på vej mod afgrunden?

»Jeg havde mange flere oplevelser i den tid, jeg var på skolen, og det er også noget, som andre lærere fra omkringliggende skoler genkender. Så det er ikke, fordi problematikken er særlig unik for den skole, som jeg var vikar på. Jeg oplevede tilfælde, hvor der var elever i 5. klasse, der ikke kunne lægge 9 og 4 sammen, eller som sad og talte efter på fingrene, før det gav mening for dem. Jeg oplevede unge i 7. klasse, der ikke vidste, hvor New York lå. Der er noget fundamentalt galt, når elever i 9. klasse ikke ved, hvad EU er, eller elever i 6. klasse ikke kender den danske hovedstad«.

Slaphedskulturen dominerer
Tarek Hussein fortæller, at han forsøgte at gøre de andre lærere opmærksomme på de faglige vanskeligheder, som mange af eleverne oplevede i de klasser, han underviste i. En handling, der ikke kom synderligt meget ud af.

»Jeg gik til lærerne med problemet, og de kunne godt se, der var noget galt, men de havde så mange bolde i luften, at der ikke var tid til de enkelte elever. Når lærerne sidder med 25 elever i en enkelt klasse, så har dem, der har det allerhårdest og ikke kan læse, nærmest brug for én lærer for sig selv, for at de kan rykke sig. Samtidig taber vi også de talentfulde elever på gulvet, fordi de ikke føler sig udfordret. Netop fordi niveauet tilrettelægges efter dem, der ligger på et middelniveau, mister man de elever, der ligger i toppen, og dem, der er i bunden. Den danske folkeskole producerer i sin natur kun middelmådige elever. Og der har vi været for slappe«.

Hvad er det, der er gået galt?

»Rammerne for lærerne fra politisk hold er sat så firkantet, at friheden til, at den enkelte lærer kan bevæge sig, er minimal. Vi kan også se på statistikkerne, at lærerne bruger mere tid på forberedelser og elevtest i stedet for undervisning. Men kerneproblemet skal også findes i den utrolig slappe pædagogiske kultur blandt lærerstaben. Tag mig som eksempel. Jeg er jo dansk med palæstinensiske forældre. Skolen var med til at forstærke offermentaliteten: ’Du har det jo hårdt derhjemme, Tarek, dine forældre er flygtninge, det er o.k., at du ikke kan læse og regne’ – den slags ting, der holder eleven fast i en offerrolle. Der spændte pædagogikken ben for mig lige såvel som for de etnisk danske elever, som også kommer fra socialt belastede hjem«.

Så du mener ikke, at lærerne skal tage hensyn til elevernes sociale baggrund?

»Selvfølgelig skal de det, men behøver lærerne ligefrem fortælle eleven, at de intet forventer, fordi eleven nu engang har den baggrund, som vedkommende har? Det er en taberkultur, der ikke hjælper eleven til at blive bedre og nå sit potentiale. Vi burde stille flere krav til eleverne – også dem, der har det hårdt derhjemme. Vi glemmer ofte, hvilken psykologisk effekt det har, når en lærer rent faktisk kræver og forventer noget af den enkelte«.

Så mere lektor Blomme og mindre rundbordspædagogik?

»Jeg er ikke modstander af mere autoritet og respekt om lærerne. Stil dog krav! Jeg kender elever fra sociale boligområder, der møder alene op til forældresamtaler. Enkelte er også mødt op på første skoledag alene. Det er håbløst, at vi er bange for at stille krav til forældrene i frygt for at bryde den politisk korrekte status quo. Der er vi alt for blødsødne i Danmark«.

Jeg måtte gøre noget
Frustrationen over den slappe danske folkeskole var den primære grund til at Tarek Hussein dannede Team Succes, der netop skulle gribe de unge, folkeskolen tabte. For som han selv siger det, så har den folkeskolen spillet fallit, når det kommer til at bryde den negative sociale arv.

»Foreningens fokus er uddannelse, uddannelse og uddannelse. Det er sådan, man bryder den negative sociale arv. Vi har personlige samtaler med medlemmerne på månedlig basis. Vi fik på et tidspunkt et nyt medlem, Ahmed, som var dårlig til matematik. Han lå på karakteren 4, og der var et halvt år til drengens afgangseksamen. Vi satte ham sammen med en handelsskoleelev, der havde matematik på A-niveau. De mødtes et par gange om ugen i tre måneder. Et halvt år efter var Ahmed så til sin terminsprøve og fik 12. Ved du, hvad der så skete? Lærerne troede, han havde snydt. Vi inviterede derefter læreren ned til foreningen, så hun kunne se, at han havde arbejdet hårdt. Til sidst måtte læreren erkende, at eleven havde ydet en ærlig og hård indsats. Vi har også godt fat i forældrene til de her unge«.

Hvordan?

»Helt praktisk skal der betales et månedligt kontingent på 250 kroner, som er et utrolig højt beløb foreningsmæssigt i Danmark, men som også er med til at forpligte forældrene«.

Er foreningen ikke med til at udelukke de svageste, som ikke har råd til at betale kontingentet?

»Hvis nogle ikke kan betale kontingent, så hjælper vi dem med at finde et job, så de selv kan betale. Der stilles krav om kontingent, så forældrene også interesserer sig for, hvad deres børn laver. Derudover stilles der også krav til forældrene om, at de skal dukke op til faste forældresamtaler. Og det interessante er, at alle forældre dukker op. Det er noget, som aldrig sker i en folkeskole med mange fra socialt belastede hjem«.

Majoriteten af jeres medlemmer er nydanskere. Hvad med alle de etniske danskere, der falder fra i folkeskolen?

»Vi skal jo starte et sted. Du må forstå, at rigtig mange nydanskere kommer fra ufaglærte hjem, hvor far og mor hverken kan læse eller regne. Der bliver hverken læst avis, diskuteret folketingsvalg ved middagsbordet eller spurgt ind til lektierne i skolen i rigtigt mange hjem. Mange har altså ikke faglige rollemodeller, som de kan spejle sig i. Det giver foreningen dem«.