For 40 år siden var der mere end 10.000 kommunalpolitikere i Danmark. Efter kommunalreformen i 1970 faldt tallet til ca. 4.700.

Og efter den seneste reform i 2007 har antallet igen taget et gevaldigt dyk til ca. 2.500 – et fald på 47 procent.

Det betyder, at antallet af kommunalpolitikere pr. 10.000 borger i dag er 4,5, mens det i 1962 var på 24,9.

Det beskriver allerede et drastisk indhug i vores nærdemokrati, men den negative udvikling fortsætter: Flere kommuner vil nu skære yderligere for at spare.

Reduktionen i antallet af lokalpolitikere fremlægges som effektivisering og dermed en positiv udvikling. Men bagsiden af medaljen er, at nærdemokratiet lider.

Når der bliver færre politikere til at løfte en voksende arbejdsbyrde, er den uundgåelige konsekvens, at der skæres på den direkte kontakt med borgerne.

Det er bestemt ikke tom snak, når de tilbageværende kommunalpolitikere klager over den voksende arbejdsbyrde.

Undersøgelser fra Djøf og AKF har vist, at kommunalpolitikerne føler, at de har mistet indflydelse til politikerne og embedsmænd på Slotsholmen, og at tre ud af fire kommunalpolitikere mener, at arbejdsbyrden er steget, samt at opgaverne er blevet mere komplekse.

Et eksempel fra Aarhus Kommune illustrerer problematikken: Her er dagsordenerne til byrådsmøder typisk omkring 500 sider lange.

Det kan således ikke undre, at kommunalpolitikerne bliver mindre tilgængelige og mister fokus på borgernes konkrete hverdag. 66 procent af borgerne oplever således, at de politiske beslutninger er rykket længere væk fra deres hverdag, mens 56 procent mener, at det demokratiske fællesskab er aftagende.

Om der er en kausal linje mellem de ovenstående udmeldinger og stemmeprocenten ved de seneste kommunalvalg er usikkert, men fakta er, at opbakningen til det kommunale demokrati er faldende.

Set over de sidste ca. 70 år er stemmeprocenten gået fra 84,6 procent i 1946 til 65,8 procent i 2009, hvilket var den laveste valgdeltagelse i 35 år.

Der er ingen tvivl om, at dette skal tages dybt alvorligt. Inddragelse af borgerne er nødvendigt for, at deres perspektiver og interesser i tilstrækkelig grad reflekteres i de politiske beslutninger.

En politik, der alene bliver dikteret oppefra, bliver for det første illegitim og for det andet blind over for den resterende befolknings problemer.

Det gode spørgsmål er så, hvordan vi som samfund bedst kan bevæge os frem imod at øge inddragelsen af borgerne i nærdemokratiet? Her kan de danske politikere med fordel skæve til erfaringer fra udlandet.

For 20 år siden opstod ideen om ’borgerbudgetter’ i Brasilien, der i dag benyttes i over tusind byer verden over. Konceptet handler om, at borgere i et lokalsamfund mødes og diskuterer ideer for udviklingen af deres samfund.

Herefter researcher frivillige på gennemførligheden af forslagene og kommer med finansieringsforslag med hjælp fra eksperter, hvorefter lokalsamfundet stemmer om forslagene. På denne måde er lokalsamfundet bærende i hele udviklingsprocessen.

I Canada har man arbejdet med såkaldte ’borgerrådspaneler’ eller ’civic lotteries’, bestående af frivillige lokale borgere, der får ansvar for at udforme prioriteringer og finansieringsplaner inden for deres lokalområde.

Et sådant ’borgerråd’ var eksempelvis med til at udforme en 3-årig sundhedsplan i et lokalområde uden for Toronto.

I England er man gået endnu mere ambitiøst til værks under parolen ’Lokalisme’ og med indførelsen af det politiske program ’The Localism Act 2011’.

Man har satset stærkt på at give borgerne mere indflydelse igennem frivillige og lokale foreninger og mere indflydelse til de lokale styrer.

Her er borgere, skoler, fagforeninger, kirker osv. gået sammen bl.a. for at advokere for en højere fælles mindsteløn i nærområder, for ordentlige boligforhold i byens mest udsatte kvarterer og mod lånehajer, som tager skyhøje renter.

Lokale problemer bliver altså mødt med lokale løsninger, som borgerne selv skaber og formulerer sammen med lokalpolitikerne.

Fordelene ved disse eksempler er netop, at de fører til, at den førte politik direkte afspejler borgernes lokale prioriteringer, øger deres ejerskab til den førte politik og medvirker til, at borgerne ikke stiller urealistiske krav til den offentlige sektor.

Derudover vil en aktiv inddragelse give borgerne en bedre forståelse af deres lokalpolitikeres arbejde og derved formentlig føre til mere tillid og opbakning til lokalpolitikerne.

Kritiske stemmer vil påstå, at der ikke skal bruges ressourcer på at eksperimentere med demokratiet i en krisetid.

Men det modsatte synspunkt kunne også have sin relevans, når Grækenlands problem netop skyldes et demokrati, som borgerne ikke stoler på, eller den finansielle sektors totale deroute tilsvarende skyldes manglende demokratisk gennemsigtighed.

Så selv når ressourcerne de kommende år bliver færre, er løsningen ikke mindre, men mere demokratisk inddragelse. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være. Mindre inddragelse og svækket tillid vil have store omkostninger, når vigtige beslutninger skal træffes i de kommende år.