Udlændingestyrelsen kan med nogen ret melde hus forbi, når de udsættes for kritik af deres møde med borgerne. Det er nemlig især selve udlændingeloven og den politiske konsensus på området, den er gal med.

Når Ralf Christensen i sin Kronik 9.8. kritiserer det bureaukratiske system, rammer han derfor i nogen grad ved siden af bolden.

LÆS OGSÅTak til Udlændingestyrelsen

I 2009 oprettede vi Cepi, et rådgivningscenter på Nørrebro, der specialiserer sig i juridisk rådgivning af indvandrere. Vores klienter er på forskellig vis kommet i klemme i det danske system. Præcis det system, Ralf Christensen beskriver. Hans historie er derfor ikke overraskende, men minder på mange måder om mange af vores klienters erfaringer.

Ralf Christensens Kronik bør samtidig minde os om, at kun de mest kompetente stemmer kommer til orde. Der er mange flere skæbner i systemet.

Tegning:  Mette Dreyer

Med CePi ønsker vi at hjælpe borgere i samfundet, når de mødes af et kompliceret system af love og instanser.

Et system, der er så ugennemsigtigt, at mange almindelige mennesker løber panden mod en mur. Det gælder især de mennesker, der forsøger at opbygge en ny tilværelse i Danmark. Eller de flere og flere danskere, der dumdristigt gifter sig med udlændinge.

Men i vores rådgivning stod det os fra starten klart, at problemet ikke kun er forvaltningen af lovene. Kernen i problemet er selve lovgivningen og den politiske konsensus, de er udtryk for.

Igennem de seneste ti år har man lovgivet på baggrund af enkeltsager, signalværdi og økonomiske besparelser. Medarbejderne i Udlændingestyrelsen administrerer en lovgivning, der ikke alene er unødvendigt kompliceret, men som er blevet ændret et utal af gange. Loven er unødvendigt knudret og svært tilgængelig for selv danske borgere. Og helt uforståelig for nytilkomne.

En udlændingelov bør – ja, det burde give sig selv – være indholdsmæssigt forståelig for udlændinge. Men denne politik har et flertal af vælgerne bag sig.

LÆS ARTIKELUdlændingestyrelsens ventetid har været voldsom

Mange klienter i systemet har oplevelser, der ligner Ralf Christensens. Det er der ingen undskyldning for. Men der er en forklaring. Udlændinge er langtfra et højtprofileret område. Styrelsen har ganske få ressourcer og arbejder på en uriaspost. Men der er sprækker i systemet, som Ralf Christensen også er inde på.

I CePI har vi over de seneste år opbygget et fint samarbejde med centrale medarbejdere i Udlændingestyrelsen. De gør efter vores begreber deres bedste i et overbelastet system med manglende ressourcer. Vi er selvfølgelig langtfra tilfredse med deres afgørelser, men har forståelse for, at de følger landets love.

Samtidig må man have forståelse for, at den lave politiske prioritering af området naturligvis også har betydning for rekrutteringen til styrelsen og for de ansattes muligheder for at være andet end bureaukratiets forlængede arm.

Igen: Det er ingen undskyldning for systemets umenneskelighed. Men umenneskeligheden rammer også de ansatte. Udlændingestyrelsen har været udskældt i årevis, men er kun et symptom på problemet.

For at skabe et mindre forpint og bureaukratisk system må vi i stedet have et opgør med selve linjen bag den håbløse lovgivning. De små justeringer, den nuværende regering har iværksat, er langtfra tilstrækkelige.

Først med en kritik af den politiske konsensus bag systemet kan vi nærme os et bedre system.

Det er der hårdt brug for.