Det er forbudt at filme og fotografere indenfor hos Udlændingestyrelsen i Ryesgade, hvor hundredvis af ansøgere daglig står i kø.
Forbuddet står skrevet med store bogstaver og symboler på væggene. En mand tager et billede, den dag Merih og jeg venter på at høre afgørelsen i vores sag. En medarbejder griber omgående ind og sikrer sig, at billedet slettes fra mobilen. Hvorfor? Ingen af de ventende har noget imod at blive fotograferet. Ingen skammer sig. Ingen har noget at skjule. Måske bortset fra selve systemet, der stiller sig bredt til skue i al sin bureaukratiske umenneskelighed. Det må være det, der ikke må dokumenteres. Men jeg foregriber begivenhedernes gang. Først det vigtigste: Min tyrkiske hustru og jeg er privilegerede. Jeg har arbejde, jeg er indfødt dansker, jeg har endda, som denne Kronik demonstrerer, adgang til medierne. Vores sag om familiesammenføring, som nu er endt med en afvisning, er langtfra den værste, og vi skal nok få den løst. Men den behandling, som Merih og jeg har oplevet, er så nedværdigende og mistænkeliggørende, at vi føler, at det er nødvendigt at dele den med offentligheden. Og hvis vi kan blive ramt og skadet af systemet, hvad så med de virkelig udsatte?
