Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Asylkæmper. Zenia Stampe (R), mener at der bør laves grundlæggende om i Udlængestyrelsens sagsbehandling.
Foto: Joachim Adrian

Asylkæmper. Zenia Stampe (R), mener at der bør laves grundlæggende om i Udlængestyrelsens sagsbehandling.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Værdig behandling af udlændinge og danskere

Udlændingestyrelsens sagsbehandling bør være værdig, hurtig og tillidsfuld.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I ti år har det været et politisk succeskriterium at holde udlændinge væk fra Danmark.

Ved grænsebommene skulle toldere kontrollere alle, der så fremmede ud. Kærlighed mellem danskere og udlændinge skulle begrænses med et pointsystem.

I asylcentrene skulle folk have det så dårligt, at de helt holdt sig væk. Og al lovgivning på området blev redt igennem med den fineste tættekam - hvor der kunne strammes, blev der strammet. Finanslov efter finanslov kvalte al luft ud af kanalerne mellem Danmark og udlandet, indtil det til sidst blev parodisk og komisk.

Da Margrethe Vestager efter valget præsenterede den radikale folketingsgruppe for regeringsgrundlaget, var der derfor et afsnit, der vakte særlig stor jubel: udlændingepolitikken. Jovist var der tale om et kompromis, og vi måtte sluge genindførelsen af 24-års reglen for til gengæld at slippe af med pointsystemet. Men det kunne alligevel ikke overskygge den kendsgerning, at det for første gang i umindelige tider gik den rigtige vej.

Siden har der været gang i lovmøllen for at gøre regeringsgrundlag til gældende ret. I foråret vedtog vi nye regler for familiesammenføring og permanent ophold. Til efteråret følger reglerne for statsborgerskab og asylansøgere. Det er betydelige og vigtige resultater, som varsler lysere tider.

Men vi er langtfra i mål endnu. For én ting er lovgivning. Noget andet er det system, der møder udlændinge og deres danske familier, venner og arbejdsgivere. Her venter en opgave, der er mindst lige så omfattende som arbejdet med ny lovgivning.

For Kjærsgaard, Krarup og Langballes nidkærhed begrænsede sig ikke til love og paragraffer. I kampen for et etnisk og religiøst homogent Danmark gjaldt alle kneb. Opbygningen af et kafkask system kendetegnet ved lange ventetider, dårlig sagsbehandling, overdreven kontrol, uigennemskuelig vejledning og uforståelig kommunikation blev et lige så bevidst og virkningsfuldt middel til at holde udlændinge væk som stram lovgivning.

Noget af det første, den nye regering gjorde, var derfor at splitte Udlændingeservice op og føre navnet tilbage til Udlændingestyrelsen.

Jeg fik dengang både styrelseschef og fagforbund på nakken, fordi jeg tillod mig at forklare ændringerne med, at der havde udviklet sig en syg kultur i Udlændingeservice, som vi ønskede at gøre op med. Man kan selvfølgelig diskutere ordvalget.

Men hvis man har læst Ralf Christensens Kronik i Politiken om hans og hans kone, Merihs, møde med Udlændingestyrelsen, så tror jeg i hvert fald, man vil give mig ret i, at man ikke kan stille diagnosen: sund og rask.

LÆS KRONIK

Ralf Christensen beskriver et mareridtsagtigt scenarie, hvor han sammen med sin kone, Merih, trækkes gennem den ene mere absurde situation efter den anden.

Og der er desværre ikke grund til at tvivle på sandfærdigheden i Ralf Christensens beretning, for den er langtfra enestående. Min indbakke bugner af lignende historier, der får selv mine værste erfaringer med sydamerikanske toldmyndigheder, amerikansk visumadministration og hviderussiske grænsevagter til at blegne. Hver især er de så groteske og hårrejsende, at man ville affeje beretningerne som pure opspind, hvis det ikke var for antallet og graden af samklang mellem dem.

Derfor er der også flere, der har spurgt mig, hvorfor netop Ralf Christensens historie har fået så meget opmærksomhed. Er det bare endnu et udtryk for, at man skal være hvid, velformuleret og well connected for at få mediernes og politikernes opmærksomhed?

Hvad nu, hvis Ralf i stedet havde heddet Muhammed? Hvad hvis han talte med accent og boede i Vollsmose?

Det er desværre en kendsgerning, at det er langt nemmere at vinde gehør for udlændingesager, der involverer hvide danskere og vesterlændinge, end dem, der involverer brune danskere og ikkevestlige udlændinge.

Men jeg tror alligevel, at der er en anden og vigtigere forklaring på, at Ralf Christensens Kronik har fået så megen opmærksomhed: Mange vælgere havde ganske enkelt forventet, at ting havde forandret sig efter regeringsskiftet. At man nu ville møde et nyt og mere menneskevenligt ansigt i forvaltningen af dansk udlændingepolitik. Men forandringen har foreløbig ladet vente på sig.

Kan vi være tilfredse med det? Naturligvis ikke. Kunne vi have gjort det anderledes? Sandsynligvis ikke.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden