I ti år har det været et politisk succeskriterium at holde udlændinge væk fra Danmark. Ved grænsebommene skulle toldere kontrollere alle, der så fremmede ud. Kærlighed mellem danskere og udlændinge skulle begrænses med et pointsystem. I asylcentrene skulle folk have det så dårligt, at de helt holdt sig væk. Og al lovgivning på området blev redt igennem med den fineste tættekam - hvor der kunne strammes, blev der strammet. Finanslov efter finanslov kvalte al luft ud af kanalerne mellem Danmark og udlandet, indtil det til sidst blev parodisk og komisk. Da Margrethe Vestager efter valget præsenterede den radikale folketingsgruppe for regeringsgrundlaget, var der derfor et afsnit, der vakte særlig stor jubel: udlændingepolitikken. Jovist var der tale om et kompromis, og vi måtte sluge genindførelsen af 24-års reglen for til gengæld at slippe af med pointsystemet. Men det kunne alligevel ikke overskygge den kendsgerning, at det for første gang i umindelige tider gik den rigtige vej. Siden har der været gang i lovmøllen for at gøre regeringsgrundlag til gældende ret. I foråret vedtog vi nye regler for familiesammenføring og permanent ophold. Til efteråret følger reglerne for statsborgerskab og asylansøgere. Det er betydelige og vigtige resultater, som varsler lysere tider. Men vi er langtfra i mål endnu. For én ting er lovgivning. Noget andet er det system, der møder udlændinge og deres danske familier, venner og arbejdsgivere. Her venter en opgave, der er mindst lige så omfattende som arbejdet med ny lovgivning. For Kjærsgaard, Krarup og Langballes nidkærhed begrænsede sig ikke til love og paragraffer. I kampen for et etnisk og religiøst homogent Danmark gjaldt alle kneb. Opbygningen af et kafkask system kendetegnet ved lange ventetider, dårlig sagsbehandling, overdreven kontrol, uigennemskuelig vejledning og uforståelig kommunikation blev et lige så bevidst og virkningsfuldt middel til at holde udlændinge væk som stram lovgivning. Noget af det første, den nye regering gjorde, var derfor at splitte Udlændingeservice op og føre navnet tilbage til Udlændingestyrelsen. Jeg fik dengang både styrelseschef og fagforbund på nakken, fordi jeg tillod mig at forklare ændringerne med, at der havde udviklet sig en syg kultur i Udlændingeservice, som vi ønskede at gøre op med. Man kan selvfølgelig diskutere ordvalget. Men hvis man har læst Ralf Christensens Kronik i Politiken om hans og hans kone, Merihs, møde med Udlændingestyrelsen, så tror jeg i hvert fald, man vil give mig ret i, at man ikke kan stille diagnosen: sund og rask. LÆS KRONIKTak til Udlændingestyrelsen Ralf Christensen beskriver et mareridtsagtigt scenarie, hvor han sammen med sin kone, Merih, trækkes gennem den ene mere absurde situation efter den anden. Og der er desværre ikke grund til at tvivle på sandfærdigheden i Ralf Christensens beretning, for den er langtfra enestående. Min indbakke bugner af lignende historier, der får selv mine værste erfaringer med sydamerikanske toldmyndigheder, amerikansk visumadministration og hviderussiske grænsevagter til at blegne. Hver især er de så groteske og hårrejsende, at man ville affeje beretningerne som pure opspind, hvis det ikke var for antallet og graden af samklang mellem dem. Derfor er der også flere, der har spurgt mig, hvorfor netop Ralf Christensens historie har fået så meget opmærksomhed. Er det bare endnu et udtryk for, at man skal være hvid, velformuleret og well connected for at få mediernes og politikernes opmærksomhed? Hvad nu, hvis Ralf i stedet havde heddet Muhammed? Hvad hvis han talte med accent og boede i Vollsmose? Det er desværre en kendsgerning, at det er langt nemmere at vinde gehør for udlændingesager, der involverer hvide danskere og vesterlændinge, end dem, der involverer brune danskere og ikkevestlige udlændinge. Men jeg tror alligevel, at der er en anden og vigtigere forklaring på, at Ralf Christensens Kronik har fået så megen opmærksomhed: Mange vælgere havde ganske enkelt forventet, at ting havde forandret sig efter regeringsskiftet. At man nu ville møde et nyt og mere menneskevenligt ansigt i forvaltningen af dansk udlændingepolitik. Men forandringen har foreløbig ladet vente på sig. Kan vi være tilfredse med det? Naturligvis ikke. Kunne vi have gjort det anderledes? Sandsynligvis ikke.

For i et demokrati tager ting tid. Det er klart, at det opleves vanvittig frustrerende, når man oplever denne træghed på sin krop eller ser konsekvenserne for mennesker, som man elsker. Men der skal mere end en ny minister, en ny struktur og en navneændring til for at ændre et system, der er blevet bygget op over et årti med Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe og Søren Krarup som totalentreprenører. Mit ærinde er derfor heller ikke at placere skyld hos Udlændingestyrelsens ledelse og medarbejdere. De er ikke en flok racister eller skrankepaver, der finder en pervers form for tilfredsstillelse i at ydmyge mennesker. De er hårdtarbejdende og pligtopfyldende medarbejdere, der gør det bedste, de kan, inden for de politiske rammer, der nu engang er givet. Det synes jeg, at debatindlæggene her i Politiken fra chefen for Udlændingestyrelsens Borgerservice, Bjørn Hørning, og styrelsesdirektør Henrik Grunnet vidner om. Og Ministeren er heller ikke bare en ignorant skid, fordi han ikke har skyndt sig at udstikke nogle nye retningslinjer. Han har knoklet for at få ny lovgivning på plads, samtidig med at han har forvaltet det danske EU-formandskab på et af de allervanskeligste områder, nemlig retsområdet. Men vi skylder at være ærlige. Og vedstå vores ansvar. For lige så mange gode forklaringer, der er på, at ting endnu ikke har ændret sig til det bedre; lige så få undskyldninger er der for, at det ikke kan og skal blive bedre. For den måde, vi behandler udlændinge på, er ganske enkelt ikke værdig. Den er ikke Danmark værdig. Og den er slet ikke denne regering værdig. I regeringsgrundlaget skriver vi, at »Regeringen vil skabe en ny balance i Danmarks integrations- og udlændingepolitik. Vi vil integrere og værne om borgernes rettigheder. Lovgivningen skal være klar og rimelig, administrationen gennemsigtig og forudsigelig. Ordentlighed og respekt er grundlaget for integration«. Derfor kan der slet ikke være nogen tvivl om, at målet er et system, der møder udlændinge med samme mængder tillid, respekt og service, som danskere mødes med. Det gør det ikke i dag. Og der er lang vej derhen. Men et første vigtigt skridt på vejen er at lytte til de mennesker, der rent faktisk er eller har været i kontakt med systemet. Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, skriver i et debatindlæg i Politiken, at Udlændingestyrelsen allerede fører en løbende dialog med borgere. Det er godt, men kan ikke stå alene. For Udlændingestyrelsen er begrænset af de retningslinjer, som bliver udstukket fra politisk hold, samt de ressourcer, som vi afsætter. Det er derfor, at jeg og min radikale kollega Liv Holm Andersen har arrangeret en workshop for danskere og udlændinge, der har erfaringer med det danske udlændingesystem. Ikke for at træde Udlændingestyrelsen over tæerne. Men for at undersøge, hvordan vi skaber de bedste politiske rammer for blandt andet Udlændingestyrelsens arbejde. Hvor opleves problemerne især? Og hvad skal der til for at løse dem? Allerede nu begynder der dog at tegne sig en række temaer. Det gælder for eksempel vente- og sagsbehandlingstider, kontrol, vejledning og kommunikation. De lange vente- og sagsbehandlingstider, som Ralf Christensen også berører, kan til en vis grad forklares med indførelsen af nye regler, bortfaldet af ansøgningsgebyrer og sommerferie. Men det kan umuligt være hele forklaringen. For alle systemer oplever jo fra tid til anden spidsbelastningsperioder. Derfor må man også forvente, at de har et beredskab eller nogle arbejdsgange, der gør, at de stadig kan yde en ordentlig service til borgerne. Flere har for eksempel spurgt mig, hvorfor det ikke er muligt at booke en tid hos Udlændingestyrelsen, ligesom man kan booke en tid i banken? Eller hvorfor ansøgninger ikke bliver tjekket med det samme i stedet for at ligge i uge- eller månedsvis for så at blive returneret på grund af manglende oplysninger? Men arbejdsgange er en ting. Økonomi spiller selvfølgelig også en afgørende rolle, og derfor arbejder vi for at finde de ressourcer, der skal til for at kunne yde en ordentlig service og følge vores egen lovgivning til dørs. Men det handler også om, hvordan vi prioriterer vores ressourcer. Og her må vi erkende, at der bliver brugt uforholdsmæssig mange ressourcer på kontrol - til belastning for systemet og usikkerhed og gene for ansøger. Hvorfor praktiseres der for eksempel omvendt bevisbyrde i sager om familiesammenføring via EU-retten, så det automatisk antages, at folk har haft proformaadresse i et andet EU-land? En rumæner, italiener eller franskmand kan frit gå ned til statsforvaltningen med et par lønsedler og en arbejdskontrakt og udnytte en unionsborgers ret til fri bevægelighed ved at bosætte sig med sin ægtefælle i Danmark.