I ti år har det været et politisk succeskriterium at holde udlændinge væk fra Danmark.
Ved grænsebommene skulle toldere kontrollere alle, der så fremmede ud. Kærlighed mellem danskere og udlændinge skulle begrænses med et pointsystem.
I asylcentrene skulle folk have det så dårligt, at de helt holdt sig væk. Og al lovgivning på området blev redt igennem med den fineste tættekam - hvor der kunne strammes, blev der strammet. Finanslov efter finanslov kvalte al luft ud af kanalerne mellem Danmark og udlandet, indtil det til sidst blev parodisk og komisk.
Da Margrethe Vestager efter valget præsenterede den radikale folketingsgruppe for regeringsgrundlaget, var der derfor et afsnit, der vakte særlig stor jubel: udlændingepolitikken. Jovist var der tale om et kompromis, og vi måtte sluge genindførelsen af 24-års reglen for til gengæld at slippe af med pointsystemet. Men det kunne alligevel ikke overskygge den kendsgerning, at det for første gang i umindelige tider gik den rigtige vej.
Siden har der været gang i lovmøllen for at gøre regeringsgrundlag til gældende ret. I foråret vedtog vi nye regler for familiesammenføring og permanent ophold. Til efteråret følger reglerne for statsborgerskab og asylansøgere. Det er betydelige og vigtige resultater, som varsler lysere tider.
Men vi er langtfra i mål endnu. For én ting er lovgivning. Noget andet er det system, der møder udlændinge og deres danske familier, venner og arbejdsgivere. Her venter en opgave, der er mindst lige så omfattende som arbejdet med ny lovgivning.
For Kjærsgaard, Krarup og Langballes nidkærhed begrænsede sig ikke til love og paragraffer. I kampen for et etnisk og religiøst homogent Danmark gjaldt alle kneb. Opbygningen af et kafkask system kendetegnet ved lange ventetider, dårlig sagsbehandling, overdreven kontrol, uigennemskuelig vejledning og uforståelig kommunikation blev et lige så bevidst og virkningsfuldt middel til at holde udlændinge væk som stram lovgivning.
Noget af det første, den nye regering gjorde, var derfor at splitte Udlændingeservice op og føre navnet tilbage til Udlændingestyrelsen.
Jeg fik dengang både styrelseschef og fagforbund på nakken, fordi jeg tillod mig at forklare ændringerne med, at der havde udviklet sig en syg kultur i Udlændingeservice, som vi ønskede at gøre op med. Man kan selvfølgelig diskutere ordvalget.
Men hvis man har læst Ralf Christensens Kronik i Politiken om hans og hans kone, Merihs, møde med Udlændingestyrelsen, så tror jeg i hvert fald, man vil give mig ret i, at man ikke kan stille diagnosen: sund og rask.
LÆS KRONIK
Ralf Christensen beskriver et mareridtsagtigt scenarie, hvor han sammen med sin kone, Merih, trækkes gennem den ene mere absurde situation efter den anden.
Og der er desværre ikke grund til at tvivle på sandfærdigheden i Ralf Christensens beretning, for den er langtfra enestående. Min indbakke bugner af lignende historier, der får selv mine værste erfaringer med sydamerikanske toldmyndigheder, amerikansk visumadministration og hviderussiske grænsevagter til at blegne. Hver især er de så groteske og hårrejsende, at man ville affeje beretningerne som pure opspind, hvis det ikke var for antallet og graden af samklang mellem dem.
Derfor er der også flere, der har spurgt mig, hvorfor netop Ralf Christensens historie har fået så meget opmærksomhed. Er det bare endnu et udtryk for, at man skal være hvid, velformuleret og well connected for at få mediernes og politikernes opmærksomhed?
Hvad nu, hvis Ralf i stedet havde heddet Muhammed? Hvad hvis han talte med accent og boede i Vollsmose?
Det er desværre en kendsgerning, at det er langt nemmere at vinde gehør for udlændingesager, der involverer hvide danskere og vesterlændinge, end dem, der involverer brune danskere og ikkevestlige udlændinge.
Men jeg tror alligevel, at der er en anden og vigtigere forklaring på, at Ralf Christensens Kronik har fået så megen opmærksomhed: Mange vælgere havde ganske enkelt forventet, at ting havde forandret sig efter regeringsskiftet. At man nu ville møde et nyt og mere menneskevenligt ansigt i forvaltningen af dansk udlændingepolitik. Men forandringen har foreløbig ladet vente på sig.
Kan vi være tilfredse med det? Naturligvis ikke. Kunne vi have gjort det anderledes? Sandsynligvis ikke.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar