Et mærkeligt ord har i nogle år rumsteret i dansk politik - i hvert fald, når det drejer sig om Socialdemokraterne. Ved adskillige lejligheder bliver partiet bedt om at præstere 'en stor fortælling'.

Men den har S jo præsteret for længst, og den praktiseres hver eneste dag: fortællingen om velfærdsstaten.

Det er imidlertid ikke nok for partiets mange kritikere. Igen og igen efterlyser de en ny socialdemokratisk fortælling - ikke mindst de mange intellektuelle, der hellere vil brække armen på langs end have noget som helst med S at gøre.

Men man får aldrig noget realistisk at vide om, hvad denne nye store socialdemokratiske fortælling skal indeholde.

Det overlades tankevækkende nok trygt til det S, som disse kloge folk ellers nærer så beskedne forventninger til, på trods af at Socialdemokratiet har været en hovedkraft i skabelsen af et af verdens bedste samfund.

LÆS OGSÅ Regeringen skal formulere sine mål ordentligt

Hverken V eller K bliver opfordret til at levere en ny stor fortælling. Hvad K angår, er det jo meget forståeligt, eftersom det for tiden er Folketingets mindste parti.

Men når landets for tiden største parti heller ikke får nogen fortællingsopfordringer, kunne det jo hænge sammen med, at dette parti længe har været i ideologisk opløsning.

Ledet af minimalstatsideologien Anders Fogh blev staten minsandten i hans regeringstid større end nogensinde før. V og K har i al deres tid haft en eneste stor fortælling på programmet: skattenedsættelser. Men hver gang de har dannet regering, er skattetrykket ikke desto mindre blevet sat i vejret.

I 2008 lykkedes det ligefrem VK-regeringen at sætte verdensrekord mht. skattetryk.

Så er der de radikale - borgerlige mht. økonomi, men uborgerlige på andre væsentlige områder. Det bliver således en ideologisk noget splittet fortælling, vi kommer til at høre fra dem, hvis de får en opfordring til at fortælle.

Formentlig sætter de pastor emeritus Asger Baunsbak Jensen til det, og så er der fred og ingen farer. Hvad SF angår, er dette partis store, store fortælling for tiden lagt på hylden af hensyn til regeringssamarbejdet.

SF er omsider kommet i den situation, som S har været i, siden det første gang dannede en mindretalsregering i 1924.

Skønt SF har mere indflydelse end nogensinde, mener en del af dets medlemmer, at principperne bør gå forud for praksis. Selv Aage Frandsen - dette ellers forstandige menneske, som jeg i 1971 hjalp med at udforme SF's arbejdsmiljøprogram, vi er jo så flinke i S - mente for nylig i en Kronik i Politiken, at SF bør vende tilbage til den position, som det nåede at indtage i et halvt århundrede.

Sommeren har afsløret, at enkelte medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe - og lidt flere i partiets bagland - er trofaste over for det revolutionære partiprogram - til forkvindens store forargelse.

Hun kender tilsyneladende ikke noget til de revolutionære brokker, som står i hendes eget partis program - eller agter hun ikke at følge programmet? Under alle omstændigheder er det svært at se, hvordan dette - af mange intellektuelle så attråede - parti i enighed skulle kunne berige os med en ny stor fortælling.

LÆS OGSÅ Socialdemokrater i samlet flok: Her er vores projekt

Der er således ikke noget at sige til, at det kun er S, som bliver bedt om at skaffe os en ny stor politisk fortælling. De andre parter har jo ingen muligheder. Og S har jo en fortælling, som har vist sig levedygtig. Det har de andre heller ikke.

Bortset fra Saxo Banks fhv. radikale liberalister i LA slutter alle partier oven i købet i større eller mindre grad nu op om den socialdemokratiske velfærdsmodel, som VK ellers i det meste af det 20. århundrede bekæmpede indædt - i efterkrigstiden anført af minimalstatsliberalisten Fogh.

Johanne Schmidt-Nielsen har sågar karakteriseret velfærdsmodellen som værende »revolutionær«, skønt det ikke er så længe siden, at venstrefløjen forholdt sig næsten lige så kritisk til denne samfundsmodel som de borgerlige.

SF's daværende formand, Holger K. Nielsen, mente f.eks. i disse spalter, at årsagen til, at S tabte så stort til V ved valget i 2001, var, at S havde gjort velfærdsstaten alt for »formynderisk«. Fogh fremsatte den samme kritik under valgkampen.

Derfor lovede han et opgør med »regeltyranniet« - hvorefter han som statsminister fordoblede antallet af love og regler.