Vi er den generation, der aldrig gjorde oprør.
Født af 68-generationen var kursen for vores liv stukket ud. Vi gik i skole i 80’erne og 90’erne. Nogle af os kom på universitetet. Andre gik direkte videre i de job, som der var rigeligt af. Vi har det rigtigt godt. Vores forældre, og nok snarere vores bedsteforældre, har lagt en solid grund for vores trygge og økonomisk rige tilværelse. Men overfloden skygger for nogle gigantiske udfordringer. Vores generation skal arbejde, til vi er 70 år. Hver gang fire af vores forældre går på pension, er vi kun tre tilbage til at løfte arven. En mindre til at sikre, at hjulene drejer. Det betyder, at vi enten skal løbe langt hurtigere i længere tid, end vores forældre har gjort. Eller at vi skal finde på radikalt anderledes måder at få vores samfund til at hænge sammen på. Vores generation kan ikke løfte det alene. Stress er blevet en folkesygdom, og vi bukker under på stribe. Vi er nødt til at tale om, hvordan vi mellem generationerne hjælper hinanden til en holdbar vækst, der ikke æder sjæle op. Morgendagens samfund skal have en langt større balance i, hvem der får hvad. Og hvem der bidrager. Der er generelt brug for systemkritik. Halvdelen af befolkningen er ved at knokle sig ihjel, mens den anden er parkeret udenfor. Hvordan er det lykkedes finansmarkederne at rive fællesskabet og samfundet i stykker? Hvor blev politikerne af, da krisen satte ind? Nu skal vi skabe muligheder for os alle. Muligheder, der sætter mennesker i centrum og ikke giver bankaktionærerne hånds- og halsret over vores samfundsudvikling. Den udvikling skal præges af fornuftig socialdemokratisk finanspolitik med et tøjlet marked og investeringer i fremtiden. Derfor er tidens flirt med Marx også uansvarlig. 68-generationen har opdaget det i takt med, at parcellen voksede og tegnebogen ditto. Vi har (på nær nogle teenageår) altid vidst det. Det er på tide, at resten af venstrefløjen følger med. Nationalisering af banker og store nationale arbejdspladser samt fatamorganaer som borgerløn vil løfte os ingen steder hen. Der findes ikke empiriske eksempler på, at det har affødt andet end armod. Så mens den borgerlige opposition må ud af hængekøjen, så må venstrefløjen ned fra ølkassen. Historien viser, at vores samfund ændres i de lange, seje træk. Træk, hvor vi står sammen som en samlet befolkning. Vi står over for et nu. Socialdemokraterne skal træde en ny vej: en vej, der giver almindelige mennesker magten over deres eget liv, uden at parkere friheden bag ideologiske dogmer, der aldrig kan føres ud i livet. Aldrig har der været så mange veluddannede meningsdannere i midten af 30’erne. Meningsdannere, som – bakket op af fagpersoner, nationale råd og interesseorganisationer – fortæller os alle sammen om det rigtige liv. Det liv, vi alle bør leve. Gennem tiderne har politik handlet om at beskytte borgerne mod statsmagten og den herskende klasse. Vi fik rettigheder til at leve det liv, vi selv ønskede. Vi skal dyrke motion, vi må ikke ryge, vi skal spise sundt. Et sundt sind i en sund krop – det giver en stabil arbejdshest, som kan holde samfundets hjul i gang. Det er dit eget ansvar, hvis du bliver syg eller mister dit job.
