Politiken kritiserer på lederplads mig for at være bankernes ven.

Men Politikens analyse er såvel faktuelt som politisk set forkert. Jeg er nærmere bankernes opdrager. Nogle lytter til melodien og tonerne, når de hører musik. Andre lytter også til teksten.

LÆS LEDEROle Sohn skylder et opgør med finanssektoren

På samme måde forholder det sig tilsyneladende med lederskribenter. I hvert fald har Politikens lederskribent lørdag overhørt teksten i den (op)sang, der kom fra mig i den forgangne uge omkring Cibor-renten.

Politiken efterlyser i sin leder under overskriften ’Bankernes kammerat’, at regeringen i sit indgreb over for bankerne i Cibor-sagen forandrer »strukturerne, så bankerne end ikke vil kunne mistænkes for rentemanipulation, fordi de ikke længere sætter den alene«.

Det er faktisk lige præcis det, vi gør. Ud over at vi giver Finanstilsynet mulighed for bagudrettet at granske bankernes interne dokumenter omkring Cibor, så tager vi samtidig flere fremadrettede initiativer.

For det første sikrer vi, at der per 1. januar 2013 bliver indført et alternativ til Cibor (det såkaldte Cita-renteswap), som er baseret på faktiske handler på markedet, og som dermed også bliver et benchmark at måle Cibor op imod.

Netop fraværet af et effektivt marked for Cibor siden 2008 er en af hovedårsagerne til, at sagen overhovedet kunne opstå.

For det andet indfører vi offentligt tilsyn med bankernes fastsættelse af både Cibor og de øvrige referencerenter. Finanstilsynet kigger dermed konstant bankerne over skulderen og medvirker på den måde til at imødegå eventuel manipulation.

For det tredje har bankerne forpligtet sig til aktivt at anvende ovennævnte alternativ til Cibor. Det lyder teknisk, men bundlinjen er, at kunderne tilbydes markedsbaserede alternativer til Cibor.

Så langt så godt. Politiken skriver i sin leder også, at jeg er »bankernes kammerat«, der frem for at rydde op i »frås og fup« i banksektoren uddeler »hjælpepakker på kommando«.

DEBATTilliden til bankerne er historisk lav

Også her har Politikens lederskribent overset, hvad der rent faktisk er foregået i de senere år. Virkeligheden er, at der over de senere år er strammet gevaldigt op på lovgivningen om den finansielle sektor.

Vi har fået et aktivt finanstilsyn med tænder; der er grebet ind over for bonusser og direktørlønningerne i den finansielle sektor; åbenheden omkring den finansielle sektor er øget, og så er forbrugerforholdene senest med regeringens forbrugerpolitiske eftersyn blevet markant styrket.

Samtidig bliver der strammet op på kapitalkravene til bankerne.

Når vi strammer op over for bankerne, så er det ikke, fordi vi ikke kan lide banker. Det er blot, fordi vi ikke vil finde os i den grådighed og spekulation, vi så tilbage i 00’erne, og som medvirkede til at bringe også dansk økonomi i krise.

Formålet er hele vejen igennem det samme. Bankerne skal ikke være en legeplads for finansielle jonglører til toplønninger, som tager overdreven risiko på kundernes og samfundets vegne i jagten på hurtig fortjeneste.

Vi skal tilbage til en situation, hvor banker og bankfolk er driftssikre, forudsigelige og stabile partnere for borgere og virksomheder. Det bidrager en række af de opstramninger, der er gennemført og iværksat til.

Yderligere har vi nedsat kriseårsagsudvalget, der skal komme med yderligere anbefalinger samt det kommende systemiske risikoråd. Og så holder vi fast i, at bank, realkredit og investeringsforeninger skal være opdelt i selvstændige selskaber.

Omkring bankpakkerne – som Politikens lederskribent også kritiserer – er der to ting at sige.

LÆS OGSÅSohn: Ingen tegn på manipuleret Cibor-rente

For det første er de ikke delt ud på kommando. De er lavet, fordi de var nødvendige. Og havde man ikke grebet ind, var flere banker med stor sikkerhed krakket – med usikkerhed og tab af tusindvis af job til følge.

Det havde ingen ønsket sig. Og i parentes bemærket oplever vi stor interesse for konstruktionen med Finansiel Stabilitet fra andre EU-lande, som går med overvejelser om at etablere afviklingsordninger.

For det andet har bankerne selv betalt regningen – samlet set har staten overskud på bankpakkerne.

Som et sidste element nævner Politikens lederskribent sagen om Vestjysk Bank, hvor den fyrede direktør har fået en fratrædelsesgodtgørelse på 10 mio. kr. Her er der bare at sige, at det er en ærgerlig sag, som jeg helst havde været foruden.

Den slags høje fratrædelsesgodtgørelser i den finansielle sektor er naturligvis ikke rimelige i en situation, hvor man fyres på grund af tab og dårlig ledelse, hvilket vi allerede har drøftet i forligskredsen bag bankpakkerne.

Mere konkret vil jeg drøfte mulige initiativer med forligskredsen og sektoren, ligesom regeringen allerede er ved at gennemgå ordningerne de steder, hvor staten er inde som aktionær.

Så selv om jeg for det meste taler pænt og sjældent hæver stemmen, så taler den politiske linje vist sit eget sprog – når den ikke overdøves af ’musikken’.