Debatten om foryngelsesprocessen i dansk politik har taget til de seneste par uger.

Flere kommentatorer og debattører har raset over det faktum, at dagens toppolitikere bliver yngre og yngre. De har ingen uddannelse, de har ingen erhvervserfaring, ja sågar er vi blevet kaldt visionsløse.

Vi er blevet skældt hæder og ære fra.

Heldigvis er vi vant til at agere skydetelt, så vi har taget de skudsikre veste på, når vi bladrer os igennem avisspalterne fyldt med bitterhed.

Men inden man sætter os en kugle for panden, skulle man måske overveje, hvorfor der er et fåtal af ’ældre’, der ønsker det politiske liv. Hvorfor er der ikke flere politisk aktive halvvejs igennem livet, der har lyst til at prøve kræfter af på Borgen?

Det er i virkeligheden det, som er det relevante spørgsmål.

Hvis man tror, at det skyldes en ekstatisk ungdomsdyrkelse inden for de enkelte partier, så tager man godt og grundigt fejl.

LÆS OGSÅDrop den politiske ungdoms-dyrkelse

Det skyldes en stigende fokusering på politikernes personlige forhold, der truer med at undergrave rekrutteringen til partierne og det repræsentative demokrati.

Som ungdomspolitikere har vi de seneste mange år været vidne til, hvordan politik mere og mere drejer sig om personerne og mindre og mindre om substans.

I sig selv er det ikke negativt, at danskerne lærer deres politikere at kende, men den minutiøse granskning af politikernes privatliv skræmmer mange dygtige og velkvalificerede personer væk.

For når journalister graver i dybt private personlige forhold, og uden synderlig dokumentation, smider det på forsiden af diverse aviser, hvilken type politikere tiltrækker man så?

Man tiltrækker selvfølgelig de unge, der endnu ikke har nået at lave diverse personlige fejltrin, og som endnu ikke har stiftet en familie, der kan blive ramt af ondsindede rygter.

Og hvem kan egentlig undre sig over, at den 45-årige familiefar med et godt job, kone og to børn ikke gider gå ind i politik, når han, det samme øjeblik han kommer på tinge, bliver udsat for sladderbladsjournalisternes evindelige snusen rundt? Lad os give et par eksempler:

Hvem har lyst til, fuldstændig udokumenteret, at blive hængt ud som værende sin hustru utro?

Hvem har lyst til, at ens tidligere forhold bliver smidt på forsiden af en avis som forklaring på et internt politisk baseret opgør?

Og hvem har lyst til, i flere omgange, at skulle dementere vedholdende rygter om sin mands påståede homoseksualitet?

Du får formentlig ikke mange danskere til at droppe deres erhvervskarriere og udsætte deres familie for sådanne historier for at forsøge sig med politik. Så er det lettere at lade være og blive hjemme fra opstillingsmødet.

Normalt er vi hinandens politiske fjender, men i den her sag er vi hinandens allierede. Der må være en grænse for, hvad man siger ja til, når man påtager sig ansvaret for Danmarks fremtid.

Vi påpeger ikke udviklingen for at opnå medynk eller sympati, men fortsætter denne tendens, ender de danske politikere med intet at have tilfælles med danskerne.

For hvilken helt almindelig mand eller kvinde kan med ærlighed i stemmen sige, at de aldrig har foretaget sig noget, der ville se forkert ud på forsiden af et sladderblad?

Og mon ikke der for de flestes vedkommende gemmer sig et billede i et gammelt fotoalbum, som helst ikke skal florere på internettet?

Det er en kæmpe udfordring for dansk politik, at det på lige fod med politik i USA er ved at blive kogt ned til ’Paradise Hotel’ for voksne. Og ærligt talt, så tror vi ikke på, at vælgerne har behov for at se politikerne blive vendt på vrangen.

Det er journaliststanden, som er blevet for kåde og for grænsesøgende.

Hvis vi ønsker et demokrati, hvor det ikke kun er unge puritanske afholdsmænd, der går ind i politik, skal vi tage et fundamentalt opgør med måden, hvorpå vi behandler vores politikeres privatliv.

For politik burde ikke handle om politikernes forhold til kærlighed, sex eller alkohol, det burde handle om substans, ideologi og løsninger på Danmarks problemer.