Drop den politiske ungdoms-dyrkelse

»Nu, hvor Villy ikke er vores far mere, synes jeg, at en ny formand skal have lov til at sætte sit eget hold«.

- Citat: Pernille Vigsø Bagge, formand for SF’s folketingsgruppe

Det er sjældent, at en freudiansk metafor er så åbenlys, som da SF’s afgående gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, i denne uge kaldte Villy Søvndal for »vores far«.

Aldrig har vi valgt så ungt et Folketing. Især venstrefløjen er båret frem af ungdom med en 28-årig frontfigur hos Enhedslisten, en 29-årig formandsfavorit hos SF og en 27-årig skatteminister som nøgleperson i regeringen.

Jeg er bekymret over tendensen, fordi meget unge politikere med stor magt, men lille praktisk erfaring med arbejdsmarked, erhvervsliv, skolesystem m.m. kan gøre megen skade med for mange og forkerte lovindgreb.

Jeg ser den politiske ungdomsdyrkelse som et krisetegn for vores demokrati. Fordi de ældre og erfarne kræfter enten fravælger politik eller ikke kan trænge igennem hos medier og vælgere.

Ved seneste folketingsvalg fik vi det yngste Folketing i danmarkshistorien med en gennemsnitsalder på 44 år.

Den nye regering var Europas yngste med en gennemsnitsalder på 42 år, hele 8 år under det europæiske aldersgennemsnit for ministre.

Siden 1971 har vores nyvalgte Folketings gennemsnitsalder ligget stabilt på 47-49 år indtil 1998, hvorefter alderen har været støt faldende ved hvert valg.

Regeringen og dens støttepartier går forrest. I Enhedslistens folketingsgruppe er hvert tredje medlem under 30 år, og hos de radikale er det hvert fjerde.

Selvfølgelig kan exceptionelle talenter slå igennem tidligt – Churchill var kun 25, da han første gang blev valgt til Parlamentet – men det forklarer ikke, at folketingsvalg og regeringsdannelse generelt minder om elevrådsvalg.

Også i toppen af kommunalpolitik rykker ungdommen frem.

I København er gennemsnitsalderen for borgmestrene 37 år. Tre ud af fem politiske ledere i Odense er i 30’erne. Siden magistraten i Aarhus blev dannet ved kommunesammenlægningen i 1970, er rådmændenes gennemsnitsalder faldet med 10 år.

Ungdommen har altid været de mest idealistiske, fordi livets erfaringer opbløder og nuancerer ungdommens dogmatiske synspunkter hos begavede og selvkritiske personer. Historien viser, at de mest skadelige politikere er dem, der tror på perfekte løsninger og har magten til at gennemtrumfe dem.

Og troen på perfekte løsninger hører ungdommen til. Fra unge nationalister på højrefløjen over studentikose anarkoliberalister til ungkommunister på den yderste venstrefløj.

Hvis ens værdier og verdensforståelse kun er formet af politisk ungdomsarbejde og studier i statskundskab, tror man, at politik er svaret på alt, og at politikere kan regulere eller deregulere sig til hvad som helst.

Alle mener de, at Danmark ville blive et bedre sted, hvis bare de kunne gennemføre lige netop deres markant anderledes politik.

Men er friske kræfter ikke bedre end en masse gamle levebrødspolitikere?

Faktisk blev kun 33 af Folketingets 179 medlemmer sidste gang valgt ind med mere end 10 års folketingserfaring.

Problemet er altså ikke for meget politisk erfaring på Christiansborg, men alt for lidt.

Mange bliver trætte af det utaknemmelige hverv som politiker efter nogle år, og vi ser næsten aldrig succesfulde erhvervsfolk og lignende gå ind i politik for at bidrage med deres værdifulde erfaringer og evner, sådan som det er udbredt i USA.

Jeg bebrejder ikke de unge talenter, at de går efter indflydelse – de mener jo selv i deres ungdommelige overmod, at de har alle løsningerne.

Min kritik retter sig mod de medier, partiforeninger og vælgere, der foretrækker ungdommens gode looks og skråsikre holdninger frem for den mindre glamourøse realisme hos indsigtsfulde og tænksomme politikere.

På venstrefløjen har ungdommen og efterlønsgenerationen fortrængt den ressourcestærke mellemgeneration.

Enhedslisten og SF har ikke ét eneste folketingsmedlem født i 1960’erne. Det årti, der råbte: Stol aldrig på nogen over 30.

I dag er det mere relevant at sige: Stol aldrig på nogen under 30.