Vi står i en økonomisk og økologisk krise. Begge viser, at de dominerende økonomiske teorier trænger til en kritisk gennemgang.

Der har været for mange blinde vinkler i økonomien. Det gælder særligt den såkaldte Dream-model, der bygger på antagelser, som ligger uendelig langt væk fra den danske model.

Hvad værre er, der er mere velegnede modeller til at analysere de aktuelle problemer med høj arbejdsløshed.

Problemerne med Dream-modellen er velkendte blandt økonomer.

LÆS OGSÅ Vilhelmsen vil kopiere Enhedslisten-model'

Tidligere finansminister og hovedarkitekten bag Nyrups økonomiske genopretningsplan for Danmark i 1990’erne, Mogens Lykketoft, var før sommerferien ude og advare mod den ukritiske brug af modellen.

Dream-modellen – der bl.a. bygger på antagelser om, at fagforeninger er årsag til arbejdsløshed – skal spille en mindre rolle i den økonomiske diskussion.

Hvis jeg bliver den næste formand for SF, vil jeg arbejde for, at vi i regeringen supplerer de nuværende regnemodeller, f.eks. med et mere retvisende billede af gevinsten af grønne investeringer.

Nu bliver det nørdet: Vi skal overveje, om det ikke er os, der er galt på den, når diskonteringsrenten for grønne investeringer er højere hos os end i vores nabolande.

Økonomiske modeller har stor betydning for den politik, vi vedtager på Christiansborg og for danskernes hverdag.

Den store uenighed blandt økonomer går populært sagt på, om vi skal lægge vægt på en udbudsorienteret teori i form af Dream-modellen, som er den neoklassiske eller neoliberale tilgang, eller om vi skal lægge vægt på den efterspørgselsorienterede teori, den såkaldte keynesianske tilgang.

LÆS ARTIKEL Østjysk borgmester opfandt Vilhelmsen Østjysk borgmester opfandt Vilhelmsen

Og så endelig, om vi skal supplere dem med nogle grønnere glas i brillerne. I praksis bliver politikanbefalingerne forskellige.

Hvis vi ser på beslutningen om at hæve grænsen for topskat, vil Dream-modellen nå frem til, at det vil øge velfærden, fordi det øger arbejdsudbuddet. I en efterspørgselsorienteret model vil de afledte effekter af større købekraft blandt de højestlønnede ikke give samme positive effekter, som hvis staten havde brugt pengene på f.eks. bedre folkeskoler.

I en krisesituation med behov for at øge efterspørgslen bliver den efterspørgselsbaserede tilgang den mest anvendelige. Samtidig fokuserer Dream-modellen for ensidigt på skat som politisk værktøj og har den præmis, at ’kun overvejelser omkring marginalskatten er relevant’ for at øge arbejdsudbuddet.

Derfor er det helt afgørende, at vi får større realisme ind i de økonomiske beslutninger og en bedre balance uden blinde vinkler.

Vi skal solidarisk gennem krisen - det er en politisk beslutning.