Annonce
Annonce
Debat

Filosof: Vi driver rovdrift på os selv

Ifølge norske Arne-Johan Vetlesen tvinger markedsøkonomien os til at yde langt mere end vi kan.

26
Annonce

Blå bog

Arne-Johan Vetlesen

(født 1960) norsk filosof, dr.phil. Professor i filosofi ved Universitetet i Oslo. Vetlesen har arbejdet inden for områderne etik og socialfilosofi, især betydningen af følelser i moral, nærhedsetik, ondskab og dens manifestationer samt marked og moral og miljø.

Vetlesen har bl.a. udgivet 'Angsten for oppdragelse’ (2012; sm. m. Per Bjørn Foros. Den kommer på dansk i november 2014), 'Frihetens forvandling’ (2009), 'Hva er etikk?’ (2007; findes også på dansk), Nytt klima (2008), ’Menneskeverd og ondskap’ (2003), ’Moralens sjanser i markedets tidsalder’ (2003; sm. m. Jan-Olav Henriksen), ’Smerte’ (2004) og ’Evil and human Agency: understanding collective Evildoing’ (2005).

»Hver gang der er krise, er politikernes svar mere af det samme som det, der skabte krisen: Brug flere penge, lad os få vækst.

Jeg husker Clinton på en pressekonference, da han var præsident og det gik dårligt med den amerikanske økonomi – han sagde, at han nu ville gå ud og købe 10 nye slips, selv om han ikke behøvede det. Han statuerede dermed eksemplet med, at vi måtte ud og shoppe for at holde hjulene i gang. Selv om økonomien kaldes en fri markedsøkonomi, drives den af tvang og er umulig at komme ud af«.

Sådan lyder det fra den norske filosof og professor ved Oslo Universitet Arne-Johan Vetlesen, der ofte deltager i den offentlige debat i Norge om etik og socialfilosofi. Et af hans forskningsområder er forholdet mellem marked og moral, som han har skrevet om i bogen ’Moralens sjanser i markedets tidsalder’.

Efter flere år med økonomisk krise er optimismen nu vendt tilbage i en lang række vestlige lande, og politikerne er tilfredse ved udsigten til vækst. Herhjemme spår de økonomiske vismænd i deres forårsrapport, at væksten i privatforbruget vil stige 2-3 procent om året til 2016, men glæden ved tallene deler Arne-Johan Vetlesen ikke.

For Arne-Johan Vetlesen handler vækstimperativet om meget mere end økonomi. Ifølge ham er der en nøje sammenhæng mellem den økonomiske krise og en menneskelig og en miljømæssig krise.

»Den økonomiske krise er jo den, der foreligger. Den har vi kunnet mærke i form af bl.a. krak. Men dybest set handler det om grænser. Hvis du har en økonomi, der er afhængig af fortsat og ubegrænset vækst – hvor nok aldrig er nok – kan den kun fungere over tid, hvis de ressourcer, den er afhængig af, er ubegrænsede. Men det er de ikke. Og der kommer rovdriften på begrænsede naturressourcer, specielt de fossile brændstoffer, ind i billedet. Men der er også en anden side af den samme krise, der handler om at strække grænserne for det, nogle eksperter kalder humankapital«.

LÆS OGSÅTilgiv os økonomer, thi vi ved ikke, hvad vi gør

Hvad mener du?

»Det er et nyliberalt menneskesyn, der er helt genialt, hvis man ser det ud fra en ide om kontrol og dominans. Tidligere havde vi – med Marx’ ord – to samfundsklasser i konflikt, hvor den ene klasse kontrollerede og tvang den anden, proletariatet, til at arbejde for at skabe merværdi og profit. Det nye er, at enhver, uanset hvilket job du har, drives til at yde mere. Og det er blevet internaliseret. Vi pisker os selv til at lave mere.«

»Det bliver en ubehagelig overvågning af selvet; man spørger sig selv, om man gør det rigtige hele tiden, for man ønsker at optimere sig selv som humankapital. Og i det moderne arbejdsliv får man hele tiden at vide af chefen, hvordan man kan optimere sin humankapital. I en økologisk henseende er der en rovdrift på naturen med forråd, der tømmes. Men vi ser altså også noget tilsvarende for mennesker. Vi mennesker ses som værende konstant dynamiske og plastiske – som om psyken bare kan strækkes og strækkes. Jeg ser det som, at der er to slags rovdrift: en på menneskets indre natur og en på menneskets ydre«.

Rovdrift ligefrem? Det må du uddybe.

»Ja, vi ser krisen arte sig i sygdomsbilledet, i psykosomatiske lidelser. Vi har en voldsom øgning af depression netop i de rigeste vestlige lande. Og vi har fænomenet burnout eller stress, som er på alle psykologers læber. Det er jo signifikant her og nu. Begrebet burnout kommer først i 1977, så det er et senmoderne fænomen, at mennesker driver sig selv til en form for tomhed. Og vi har også et nyere fænomen, især blandt de unge piger: den selvskadende adfærd. Vi har også anoreksi og bulimi, der ofte går hånd i hånd«.

Problemerne er individuelle

Hvordan passer de fænomener ind i historien om den økonomiske krise?

»De fremmeste forskere inden for spiseforstyrrelser vil sige, at det ofte er de mest pligtopfyldende og seriøse piger i en ungdomsgeneration, der skader sig selv. Det er dem, som fra en tidlig alder er disciplinerede og bevidste om, hvor gode karakterer de skal have i skolen; dem, som går direkte videre til de mest prestigefyldte universitetsuddannelser for at gøre karriere; dem, der har det hele set udefra. De har alle gode grunde til at have et godt selvbillede og burde være optimistiske om fremtiden, for de bliver vinderne i morgendagens samfund. Men de har så store problemer med deres egen krop og billeder af kroppen.«

»Det er denne selvdisciplinering, som også giver et meget instrumentelt forhold, ikke bare til tid og præstation, men også til kroppen. Kroppen skal være maksimalt egnet til, at man kan præstere og yde, så kroppen tvinges ind i strenghedens regime. Man kan ikke unde sig selv noget særligt, fordi det slår ud på vægten, og derfor overvåger man sig selv. Så du får også kommercielle foretagender, personlige trænere, der hjælper dig med at finde ud af, hvordan du skal optimere din humankapital. Det skaber en slags fordrejning og en forsinkelseseffekt med hensyn til at se farerne«.

LÆS OGSÅAntropolog: Vi er forbrugsjunkier, der skal på afvænning

Hvad mener du?

»De unge og ambitiøse i dag driver rovdrift på sig selv for at leve op til den moderne verdens krav. Der er ingen, der siger stop. Rovdriften skaber lidelse og behov for behandling. Det er direkte uetisk for så vidt at kravene, de unge lider under, kommer fra en voksenverden. Det er et tegn på, at noget er uetisk, hvis man har viden om, at en praksis er skadelig, men alligevel opfordrer til og kræver, at nogen går ind i den praksis, uden at sige fra, når man ved, at det er skadeligt. Når unge mennesker driver rovdrift på sig selv, på en måde de ikke har godt af, er det så ikke et faresignal om, at arbejdslivet og samfundet er indrettet forkert?«.

Ifølge Vetlesen er det svært at se vejen ud, for de unge får konstant at vide, at deres problemer er individuelle, selvskabte, ikke samfundsskabte.

Det er meget ufrit, det er meget homogent, det ligner tvang; alt sammen for at vi kan yde det bedste for at holde hjulene i gang

»Hvis du sammenligner forsiderne på Dagbladet fra anno 2014 med dem fra 1960’erne og 70’erne, er det helt forskellige aviser. Forskellen er, at vi i dag har ’du-journalistik’, en slags forbrugerjournalistik. Det typiske opslag er ’Eksperter med ti nye råd mod hovedpine’. Aviserne handler konstant om, hvad du skal være opmærksom på: ny forskning, nye undersøgelser, ny teknologi, og de fortæller dig, hvad du har brug for at gøre, hvis du vil undersøge dig selv, og hvad du skal gøre for ikke at blive syg. Underforstået at man skal holde sig gående i dette rotteræs. Det er en journalistik, som per definition ikke kan være systemkritisk, men som er det modsatte: systembevarende i nyliberalismens navn. Individet får al opmærksomheden, mens strukturerne bliver liggende i mørket«.

Hvad er egentlig problemet?

»I ’du-journalistikken’ er det sådan, at hvis du ikke gør alt, hvad du kan, for at holde dig attraktiv på arbejdsmarkedet, så har du bare dig selv at klandre for det. Vi kan nu læse om superkendisser, der har ’købt’ nye bryster og ansigter. ’Købt’ en ny krop! Men hvad fører det til? De unge får at vide, at modeller og skuespillere gør alt for at holde sig unge. Det handler om frihed og tvang. Hvor frit er det for en 10-årig pige, hvordan hun skal se ud, hvordan kroppen skal være, for at hun føler sig ’rigtig’ og anerkendt blandt veninder? Det er meget ufrit, det er meget homogent, det ligner tvang; alt sammen for at vi kan yde det bedste for at holde hjulene i gang«.

Ingen ende på rovdriften

Arne-Johan Vetlesen mener, at det er svært at se en ende på rovdriften, for der ligger en voldsom indre tvang i selve markedsøkonomien.

»Man må fortsætte og gøre sit, fra de positioner man har. Som producent må du producere mere, og som distributør må du distribuere mere. Og til sidst, som konsument, må man efterspørge og forbruge mere. Så alle må gøre mere fra deres ståsted i dette system. Og det er umuligt at sige, tænke eller praktisere, at dette ’mere’, selve væksten, er kernen og årsagen til krisen. Det er en umulig tanke, og det beviser ufriheden i denne ’frie’ markedsøkonomi«.

LÆS OGSÅHvordan blev økonomisk vækst vestens anden gud?

Men hvis selve væksten er årsagen til de problemer, vi står med, kan vi vel forsøge at gøre noget andet?

»Al historieforskning viser, at den kapitalistiske økonomi er tvunget til at vokse. Vi er egentlig i en epoke, forstærket efter Murens fald i 1989, hvor alle lande i verden er impliceret i den samme markedsøkonomi. Man kan ikke pege på nogen steder, som praktiserer et andet økonomisk system. Det betyder også, at der ikke umiddelbart er mulighed for at prøve nye alternativer. Det er et paradoks. Hvis man ser det hele fra afstand, kan man sige, at behovet for at gøre tingene på en anden måde aldrig har været større. Men man kan udvide forklaringen lidt. Vi er ikke mennesker af naturen længere, vi har ikke en formening om, hvilke behov vi har, ud over dem kapitalismen har givet os. Hvad skal der til for, at vi er lykkelige? Det spørgsmål gør, at mennesket altid vil søge ekspansion«.

Lærte vi noget af krisen?

Serie
Seks års dødvande ser nu ud til at blive erstattet af fremgang. Umiddelbart ser det ud til, at vi er på vej ud af krisen. Men lærte vi noget af den? Det spørger vi en række økonomer og filosoffer om i den kommende tid.

Det vil sige, at der ingen alternativer er til den kapitalistiske, frie markedsøkonomi og til rovdriften?

»Hvis man er historisk orienteret, er det jo oplagt at se tilbage for at vurdere, hvilke alternativer vi har til kapitalismen. Er der måder, vi gjorde tingene på før, som vi kunne lære noget af nu? Mine studerende insisterer på, at vi lever i den bedste tidsalder i den bedste samfundsmodel. De er kulturelt stolte og slår i bordet med vores kulturs store fremskridt som medicin og teknologi. Men det er interessant, at unge i dag er så aggressive med hensyn til, at det ikke var bedre engang. De kan ikke forestille sig, at barndommen i Norge var bedre i 1950’erne end nu«.

Det var den vel heller ikke – vi har det da langt bedre nu end tidligere ...

»Jo, det var den faktisk. Antropologen Thomas Hylland Eriksen, der skriver om lykkeforskning, siger, at akkurat i 1960 var vi mest lykkelige. I 1960 var velstanden steget siden 1945, og lykken blandt folk var på sit højeste. Undersøgelserne viste dengang, at lykke steg parallelt med, at velstanden steg. Købekraften fortsatte ind i 70’erne og opefter, men pilen for lykke og tilfredshed fladede ud i løbet af 60’erne. Og efter starten af 70’erne er pilen for lykke gået nedad.«

LÆS OGSÅAfgående rektor: »Økonomer er ved at få overtaget i debatten om kvalitet«

»Alligevel fremstår det som utænkeligt at opgive troen på – den fikse idé om – at vækst er vejen til lykke. Vi er ikke på udkig efter instruktive alternativer fra vores fortid. De gange, jeg har forsøgt, bliver det skudt ned som 60’er-nostalgi. Engang var nostalgien dobbeltmundet. Den havde en indbygget kritik, der mindede os om, hvordan noget var bedre engang. Det er jo skrøbeligt at få øje på det. I dag er vi ikke interesserede i den skrøbelighed; vi vil afskærme os fra den«.

Så krisen – eller rettere kriserne – vil fortsætte og forstærkes?

»I forhold til den diagnose, jeg har stillet, med rovdriften på naturen og den enkeltes rovdrift på sig selv, kan jeg ikke se andet, end at det er den business, der fortsat vil gælde. Det betyder, at rovdriften forsætter og intensiveres. Og når rovdrift intensiveres og grænserne bliver ved med at blive overskredet, så bliver det jo patologisk. Det bliver depression og selvskadende adfærd. Rovdriften vil blive større og større. Spørgsmålet er: Hvad nu når rovdriften bliver så tydelig, at enhver kan se den? Reagerer vi så?«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce