Velfærdskrigen raser fortsat i Danmark. Strejker, lønstigninger og storkonflikter truer som grå skyer i horisonten. Selv om det var regeringen, der vandt valget 13. november, så har de blot købt sig ekstra tid. Regeringen er presset på velfærden. Men valgkampen viste også, at Socialdemokraternes satsning på velfærd frem for skattelettelser ikke kunne gøre det alene – der skal mere til. Hvis Socialdemokraterne skal vinde næste valg, er det bydende nødvendigt, at Socialdemokraterne melder sig ind i værdikampen. Under valgkampen kunne vi se, at opbakningen til det danske velfærdssamfund er større end nogensinde. Alligevel synes idéen om velfærdssamfundet at være mere under pres end nogensinde. Da den borgerlige regering tilbage i 2001 lancerede en kamp om værdierne i det danske samfund, var det med det udgangspunkt, at velfærdssamfundets ydelser og funktioner langsomt skulle overtages af flere private udbydere – en udvikling, der langsomt, men sikkert, er ført ud i livet. Socialdemokraternes trumfkort i velfærdskampen var lanceringen af 29 velfærdsrettigheder, der tilsammen spænder bredt over alle velfærdssamfundets kerneydelser – lige fra pasning af vores børn til pleje af vores ældre. Det var en rigtig satsning, som vi ikke skal glemme, men tværtimod styrke og videreudvikle. De nye rettigheder er innovative og vil på en lang række områder kunne bidrage til at videreudvikle velfærdsstaten. Velfærdsrettighederne skal tjene som nogle tydelige indikatorer og minimumsstandarder for den enkelte borger, så det er præciseret, hvad han eller hun kan forvente af den moderne velfærdsstat. Med velfærdsrettigheder kan alle danskere således vide, hvad de kan forvente, når de afleverer deres børn i vuggestue, når de sender deres teenager i skole; eller når deres gamle forældre skal på plejehjem. Netop fordi tilliden til den offentlige sektor er helt afgørende, har vi brug for disse rettigheder som nogle vigtige nedslag i hvert enkelt menneskes møde med den danske velfærdsstat. De skal betragtes som redskaber til at diagnosticere og sikre kvalitetsniveauet i velfærden. Alligevel kan der være grund til bekymring. Men det er ikke, fordi Socialdemokraternes 29 velfærdsrettigheder skulle være for dyre, umulige at realisere eller hvad de borgerlige ellers fremturer med. Der er grund til bekymring, fordi Socialdemokraternes 29 velfærdsrettigheder kan komme til at stå meget alene. Og fordi der skal mere end rettigheder til at binde den danske befolkning sammen. Det er således en bekymring, der handler om, at kerneydelserne i velfærdssamfundet fremover vil blive reduceret til en handel, hvor borgeren blot betaler sin skat og til gengæld modtager en række serviceydelser. Men velfærdssamfundet må aldrig reduceres til en simpel handel. Derfor skal vi igen turde stille krav – og kræve, at rettigheder og pligter igen følges ad. Eller som der står på arbejderbevægelsens gamle røde faner: ’Gør din pligt – Kræv din ret’. Det danske velfærdssamfund er unikt og forbilledligt for resten af verden. Men efter snart seks år ved magten har den borgerlige regering øget uligheden i samfundet, dels ved at kommunerne ikke har fået det økonomiske råderum til at løfte velfærdsudfordringerne, og dels ved at regeringen langsomt har sneget ’kræve-mentaliteten’ ind under huden på danskerne. Det minder om den strategi, som Thatcher praktiserede i 80’erne, hvor hun forsøgte at underminere den offentlige velfærd ved at øge afstanden mellem velfærdsstat og borger. Det øgede pres skulle få det hele til at bryde sammen. Hvis vi ønsker at opretholde et stærkt velfærdssamfund, hvor alle borgere er sikret et ordentligt sikkerhedsnet, så bliver vi derfor nødt til at supplere vores 29 velfærdsrettigheder med 29 velfærdspligter. Ingen af de to kan stå alene. Vi har brug for de nye pligter til at understrege den enkeltes forpligtelser over for fællesskabet og til at udfordre den stigende passivitet og kræve-mentalitet. De nye velfærdspligter skal sætte fokus på den enkeltes ansvar og forpligtelse over for fællesskabet. Men i modsætning til regeringens moraliserende debat omkring det personlige ansvar, så er det ikke individet, men fællesskabet der skal sættes i fokus. For de borgerlige handler det personlige ansvar om at skubbe velfærdsstatens forpligtelser over på den enkelte borger med det langsigtede formål at begrænse velfærdsydelserne og det offentlige forbrug. Deres individorienterede opfattelse er således baseret på, at velfærd handler om behovstilfredsstillelse og dækning af et forbrug, som skal varetages af den billigste udbyder. For socialdemokrater handler det personlige ansvar derimod om at skabe et samfund, hvor alle påtager sig deres ansvar og forpligtelser over for fællesskabet. Det personlige ansvar er ikke alene rettet mod den enkeltes eget liv, men i lige så høj grad mod hvert enkelt menneskes relationer og ansvar for familie, nabo og medborgere. Derfor er det formålet med det forpligtende fællesskab, at vi tager fuldt ansvar for vores medborgere for dermed at skabe lige muligheder for alle. Vi ønsker som socialdemokrater, at vores fælles velfærdssamfund skal være karakteriseret ved, at der i hjemmet, på jobbet og i fritiden arbejdes ekstra hårdt hver eneste dag for at gøre samfundet en lille smule bedre. Det vil være vores konkrete vision, at vi alle sammen gør en ekstra indsats for at gøre velfærdssamfundet endnu bedre. Derfor har alle danskere også brug for at forstå, at vi alle er i samme båd, at vores handlinger enten skader eller bidrager til fællesskabet. Det er derfor vigtigt at forstå, at intet bliver foræret. Det kan aldrig kun være pædagogerne, sygeplejerskerne, SOSU-medarbejderne og lærerne, der har ansvaret for velfærdssamfundet. Det er vores fælles ansvar at sikre, at det danske velfærdssamfund også om 50 år er det bedste samfund at leve i. Vi vil gerne cementere dette ansvar og medejerskab ved at forslå 29 velfærdspligter, som en videre udvikling af Socialdemokraternes 29 velfærdsrettigheder. De foreslåede pligter kan forekomme både langhårede og bedrevidende, men der er under alle omstændigheder brug for en seriøs debat om den danske velfærdsstat. Intet er så helligt og dyrebart som opgaven at blive far eller mor. At skulle opdrage og opfostre et nyt menneske til fællesskabet er en stor opgave og medfører således et meget stort ansvar og en lang række forpligtelser for forældrene, som det offentlige ikke kan løfte eller erstatte. Det er afgørende, at alle forældre opdrager deres børn til at tage del i fællesskabet. Samtidig med at velfærdssamfundet skal sikre daginstitutioner, skoler og fritidstilbud af høj kvalitet, skal forældrene sikre, at deres børn bliver stimuleret, opdraget og oplever omsorg. Det handler om at øge den tid, som man tilbringer med sine børn, om at lære sine børn respekt for andre mennesker, og om at gøre sine børn klar til skoledagen. Derfor mener vi, at: 1. Forældre har pligt til at tilbringe tid sammen med deres børn hver eneste dag 2. Forældre har pligt til at sætte deres børn før egen karriere 3. Forældre har pligt til at respektere og udvise forståelse for lærerne, pædagogerne og andre, som tager sig af deres børn 4. Forældre har pligt til at sikre, at deres børn bliver sendt hjemmefra nyvaskede, udhvilede og mætte 5. Forældre har pligt til at sikre, at deres børn får lavet lektier enten hjemme eller i en lektiecafé hver eneste dag 6. Forældre har pligt til at sikre, at deres børn lever en sund tilværelse og ikke bliver ramt af fedmeepidemien I de senere år er der sket et voldsomt skred i, hvordan vi alle sammen behandler de offentligt ansatte, som dagligt gør deres bedste for at yde en tilfredsstillende service til os alle. Det er helt og aldeles uacceptabelt, at offentligt ansatte går ned med stress og flygter i hobetal fra deres job, fordi vi ikke påskønner deres indsats. Ansvaret for forringelserne i den offentlige service er regeringens ansvar – ikke de ansattes. Vi skal genindføre respekten og medmenneskeligheden i vores møde med de offentligt ansatte, som hver eneste dag løfter en enorm opgave. Det kræver en helt ny ansvarlighed og en helt ny omgang med vores medborgere. Derfor mener vi, at: 7. Man har pligt til at sige godmorgen til naboen ved havelågen eller ved trappen 8. Man har pligt til at smile til togkonduktøren, som ikke kan gøre for, at toget er forsinket, til skolelæreren, som ikke kan gøre for, at der er for mange elever i klasserne, og til hjemmehjælperen, som ganske enkelt ikke har tid nok til sit arbejde 9. Man har pligt til at drage omsorg og ansvar for de svageste i samfundet 10. Man har pligt til at glæde sig over sine medmenneskers succes og til at hjælpe sine medmennesker i smerte og kriser 11. Man har pligt til at afvise og udfordre egoismen, hvor man møder den i sin hverdag Velfærdssamfundet har til opgave at sikre, at ingen bliver ladt i stikken og alle får mulighed for at udvikle hver deres potentiale. Vi er forpligtede til at give alle de fornødne redskaber til at tage del i samfundet. Men samtidig medfører det også et aktivt ansvar for alle til at bidrage til fællesskabet og påtage sig deres del af ansvaret. Derfor mener vi, at: 12. Man har pligt til at arbejde, hvis man har mulighed for det 13. Man har pligt til at uddanne og dygtiggøre sig igennem hele livet 14. Man har pligt til at bekæmpe sort arbejde og altid betale sin skat med glæde Det danske velfærdssamfund har altid været og skal altid være præget af en solidaritet, som når langt ud over klasse, køn og etnicitet. Derfor er det dybt foragteligt, at der i løbet af de sidste ti år er sket en forråelse i måden, vi behandler hinanden og især nydanskerne på. Alle borgere i velfærdssamfundet har pligt til at udvise den fornødne respekt, medmenneskelighed og tolerance over for sine medborgere, uanset om fornavnet er Marie eller Mustafa. Derfor mener vi, at: 15. Man har pligt til at acceptere, respektere og udvise forståelse og interesse for andre menneskers kultur og religion 16. Man har pligt til at udfordre snæversyn, intolerance og undertrykkelse 17. Man har pligt til at gøre en ekstra indsats for at integrere og hjælpe nye danskere i gang med deres tilværelse i Danmark 18. Man har pligt til at udvise forståelse for og engagere sig i kampen mod den tredje verdens fattigdom En af de smukkeste ting ved det danske velfærdssamfund er graden af aktiv deltagelse i samfundets udvikling. Det frivillige foreningsliv udgør en central del af fællesskabet i Danmark. Men ligesom så meget andet har det frivillige foreningsliv været under massivt pres de seneste seks år. Tilskudsmuligheder er blevet forringet og frataget, og vi er samtidig mindre tilbøjelige til at engagere os. Det frivillige arbejde løser afgørende integrationsmæssige og sociale opgaver, der ikke kan gøres op i kroner og øre, og den frivillige indsats giver os alle sammen en bedre forståelse for solidaritet og sammenhængskraft. Derfor burde man indføre en formaliseret forpligtelse, hvor alle danskere i en kortere periode kunne bidrage til en obligatorisk velfærdstjeneste, hvor man hver især engagerer sig i velfærdssamfundets kerneopgaver. Derfor mener vi, at: 19. Man har pligt til at deltage aktivt i demokratiet og afgive sin stemme ved valgene 20. Man har pligt til at engagere sig og deltage aktivt i foreningslivet, hvad enten det er i fodboldklubben, boligforeningen eller elevrådet 21. Man har pligt til at takke de mange frivillige, der holder foreningslivet og demokratiet kørende 22. Man har pligt til at tjene samfundet i tre måneders velfærdstjeneste, som sygeplejer, omsorgshjælper eller lignende Vores fælles velfærdssamfund er også i fremtiden dybt afhængig af miljøet og danskernes sundhedstilstand. Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu tager disse udfordringer seriøst og begynder at skabe de bedste forudsætninger for fortsat udvikling. Vi har ofte opfattet miljøet som en ren offentlig opgave, mens sundheden opfattes som et rent privat anliggende. Men ingen af delene er helt rigtige – det handler fortsat om et fælles ansvar, hvor alle skal bidrage. Hvis vi skal sikre, at vores børn og børnebørn også får samme muligheder, som vi har haft, bliver vi nødt til at påtage os et større ansvar for miljø og sundhed. Derfor mener vi, at: 23. Man har pligt til at spare på strømmen, spare på vandet og generelt tage hensyn til miljøet. 24. Man har pligt til at sortere sit affald og aldrig smide det på gaden 25. Man har pligt til at tage cyklen på arbejde og til kiosken, hvis det er muligt. 26. Man har pligt til at dyrke motion Hvis vi ønsker at leve i et humanistisk samfund, hvor alle lever en meningsfyldt og rimelig tilværelse, bliver vi nødt til at gøre mere for vores ældre medborgere, som har slidt og slæbt for velfærdssamfundet og opdraget og passet på os hele vores liv. De må ikke bare overlades til deres egen ulykkelighed. Derfor mener vi, at: 27. Man har pligt til at besøge sine forældre og bedsteforældre 28. Man har pligt til drage omsorg og tage aktivt ansvar for sine egne forældres liv 29. Man har pligt til at melde sig som besøgsven én eller flere gange i løbet af sit liv De 29 velfærdspligter, vi har foreslået, skal opfattes som et oplæg til debat, men vi mener, at de sætter fokus på mange af de blinde pletter, som vi er ved at skabe i et velfærdssamfund, hvor hele ansvaret for fællesskabet overlades til de hårdt udsatte frontmedarbejdere i den offentlige sektor. Vi mener således, at disse nye pligter vil styrke den enkeltes oplevelse af ansvar og samtidig sikre en videreudvikling af velfærdssamfundet. Som mennesker er vi ikke større end vores handlinger over for andre mennesker. Derfor er vi ingenting uden vores ansvar for fællesskabet. Vi håber, at politikerne og især Socialdemokraterne vil tage godt imod vores ideer og tanker, så rettigheder og pligter igen kan komme til at stå side om side i udformningen af fremtidens velfærdssamfund.