Jeg sidder i S-toget med min 15-årige datter på vej til introduktionsmøde på den efterskole, hun skal starte på til efteråret.

Tilfældigt har vi mødt en jævnaldrende pige, som viser sig at være en ’gadeveninde’ til min datter. Der er noget meget voksent ved pigen. Også hun vil starte på efterskole til efteråret. Men det skal være en efterskole så langt væk som muligt, forklarer veninden. For hun vil have en pause fra det gademiljø, hun ellers har færdedes i.

»Hvorfor det?«, kan jeg ikke dy mig for at spørge. Pigen virker så stærk og fornuftig og klar, selv med sin tungepiercing, næsering og tatoveringen på højre skulder. Hun rynker næsen lidt, sender mig et skråt øjekast og svarer så: »Arrj, det har da været fedt nok, helt sikkert, men der er også noget ... noget ..., jeg gerne vil lidt væk fra ...«. Hun dæmper stemmen en smule, idet hun ser sig omkring og fortsætter: »Sex. Det er altså blevet for meget, og nu vil jeg gerne ud af det igen.«

Hvordan skal de se på sig selv?
Den unge kvinde er ganske nøgtern i sin forklaring. På den ene side en stærk og klar og selvstændig pige, lysår foran i sin udvikling, i forhold til hvor jeg selv stod, da jeg var i hendes alder. Det er jo tydeligt nok, at pigen selv vil bestemme over sin seksualitet – og også har taget sagen i egen hånd ved at beslutte sig for efterskolen. Og dog er der en udsathed ved hende, en slags overladthed ligefrem, som jeg har svært ved helt at redegøre for, imens jeg tavst sidder og lytter til samtalen.

Jeg ser over på de to teenagepiger ved vinduet, fordybet i deres snak med hinanden. Den ene allerede på flugt fra et problem med sex, som hun har rodet sig ud i. Alligevel er netop denne pige nok for ressourcestærk til, at hun ville figurere i den undersøgelse, der for nylig viste, at unge kvinder i ret stort tal bærer på oplevelser af uønsket seksualitet i en grad, så at det går ud over deres skolegang og koncentrationsevne. Krænkelser og grænseoverskridelser med andre ord. Men det viser måske bare noget om, at problemet i virkeligheden er større end antaget.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvad vi, forældregenerationen og forældregenerationens samfund, har lært pigerne om, hvordan de skal se på sig selv?

Da min datter forleden fejrede sidste skoledag, kom flere af pigerne udklædt som sexede porno-babes i henholdsvis politiuniformer, sygeplejerskeuniformer og luderkostumer. Til det årlige maj-bal for de ældste klasser optrådte skolens lærere ligeledes udklædte som prostituerede med blonde langhårsparykker (også herrerne), netstrømper, opslidsede skørter, push-up-bh og seksualiserende sange om hinanden. Det var selvfølgelig bare for sjov, og jeg tror, at eleverne vitterligt syntes, at det var sjovt, det er ikke det.

Men er det forkert at sige, at der er meget seksualisering i omløb? Og at grænseløshed egentlig ikke opleves som noget særligt mærkelig?

Frigørelsens fjender
Rundt om hjørnet, hvor jeg bor, ligger der en swingerklub: Adam & Eva, står der på et hjerteformet, postkasserødt skilt med en Amors pil igennem. Et dagblad bragte en reportage derfra komplet med ekspertudtalelser og det hele: Det var sært at opleve beskrivelser af klubbens indretning komplet med gang-bang-rum, S/M-rum, vægge med ’gloryholes’, urinrum, gynger, gabestokke, tremmebure, gynækologiske lejer, kurser i sprøjteorgasmer (for kvinder forstås ...), åbent hus-dage samt det ’helt almindelige’ pæne unge par, der frekventerer klubben regelmæssigt og hver sommer tager på swingerrejser til Tyskland, Holland og Schweiz.

Helt samtidig med at de konsulterede eksperter udtalte sig beklagende om den omsiggribende nypuritanisme, der lagde låg på frigjortheden. Hvordan viste nu denne berøringsangst sig, kunne man spørge. Jo. Den viste sig efter eksperternes mening derved, at »selv om vi alle sammen er supervelinformerede om alle mulige seksuelle retninger og har et visuelt kendskab til det – så har vi ikke selv prøvet det eller mærket det. Det er en kontrast. Så når swingerklubber kommer tæt på, så kommer usikkerheden og fordommene op i os«, forklarede Marianne Grums Tyllesen. I ramme alvor.

Med andre ord er selve det ikke at frekventere en swingerklub og ej heller at dyrke de former for eksperimenterende sex, som pornografien gør os bekendte med, i sig selv nypuritansk ... Og også noget, det lader sig gøre at udpege som værende et problem, kunne man tilføje.

Hvad er efter eksperternes mening frigørelsens fjender?

»Vi er stadig hjernevasket til at tro på ord som ’hetero’, ’mono’, ’romantik’, ’ægteskabelig’, ’missionær’. På den måde er vi gået baglæns og oplever i forhold til 70’ernes frisind for alvor seksualundertrykkelse igen. Især inden for de seneste år«, sagde den anden ekspert Pia Struck og tilføjede: »Kvinder skal lære at stå ved deres seksualitet i stedet for at føje en nypuritansk tidsalder, hvor der hersker sådan en prostitutionsvederstyggeliggørelse«.

Grænse = nypuritanisme
Den forståelse af seksualitet, som de to sexologer giver udtryk for, passer i en bemærkelsesværdig grad til, hvordan foreningen Seksualpolitisk Forum forsvarer lovliggørelse af prostitution:

»Som om de i forvejen dæmoniserede kvindelige prostituerede og deres eventuelt sexafhængige mandlige kunder på nogen måde ville blive hjulpet af at blive skubbet endnu længere ud af det sociale roliganfællesskab, hvor kun monogam, heteroseksuel sex imellem to partnere af samme race, alder og sociale klasse tilsyneladende efterhånden er 100 pct. etisk og ideologisk acceptabel«.

Swingerklubkultur og promiskuitet konstrueres i frisinds-diskursen som normen, mens seksualitet knyttet sammen med følelser, eksklusivitet og nærhed marginaliseres som en ’forkert’ form. Et udtryk for falsk bevidsthed hos de arme stakler, som lever på den måde. Men praler promiskuitetens fortalere ellers ikke af, at det er deres respekt for forskelle og lige frihed for alle seksuelle retninger, der er deres adelsmærke og udgør selve deres legitimitet?

Her ser vi jo, at monogam heteroseksualitet udpeges som en mindreværdig og forkert form, mistænkelig ligefrem. En afvigelse. Eller værre endnu: Nypuritanisme!

Det moderne begreb om seksualitet synes at være skåret over denne primitive læst: Sex sættes bevidstløst og ureflekteret lig med grænseløshed/grænseoverskridelse. Enhver grænse sættes lig med nypuritanisme. Selve begrebet om normalitet er blevet ensbetydende med fravær af grænser.

Velkommen til den fagre nye sex-verden, hvor grænseløshed er normen og seksualitet løsrevet fra følelser idealet. En verden, hvor trofasthed er en afvigelse og heteroseksualitet et udtryk for manglende menneskelig udvikling. En perversion med andre ord! Måske den sidste ... Frisindsideologien er gået så meget amok, at det normale nu er blevet det perverterede/ekstreme, samtidig med at man stemples som nypuritansk, hvis man ikke er med på den dagsorden.

Og det er et problem! Vi fortæller de unge kvinder, at vi forventer af dem, at de fungerer som usårlige sexgladiatorer, der praktiserer seksualitet løsrevet fra følelser.

Men vi fortæller dem ikke, at selv om sex løsrevet fra følelser nok lader sig praktisere, så forholder det sig faktisk sådan, at netop kærlighed er det største afrodisiakum!