I dag er det et år siden, Stein Bagger under mystiske og dramatiske omstændigheder forlod sin luksussuite på hotel Burj Al Arab i Dubai.

Siden er der sket en del i Stein Bagger og IT Factory-sagen. Svindel i milliardklassen blev afsløret, og Stein Bagger dukkede op i USA. Og fik senere ved retten i Lyngby syv års fængsel.

Så langt, så godt. Forbryderen fik sin straf. Bagmandspolitiet og anklagemyndigheden fik en succes. Retssamfundet synes at have fungeret.

Hvorfor har samfundet det kissejav?
Men hvad der egentlig foregik i Stein Baggers verden, det har vi aldrig fået at vide. Hvad det var, han havde gang i sammen med sin direktion, sin bestyrelse og sammen med en række store og velanskrevne institutioner i vort samfund, det aner vi ikke.

Det eneste, vi ved, er, at de alle – tilsyneladende – blev snydt. Lyndommen over Stein Bagger 12. juni i Lyngby Ret forekommer derfor stærkt problematisk for retssamfundet.

Ikke på grund af den rabat, Stein Bagger tilsyneladende fik for sin samarbejdsvilje, men fordi vi trods den effektive retsproces ikke aner, hvad der foregik i Stein Baggers verden i IT Factory-hovedsædet i Charlottenlund og i hans samarbejde med en række virksomheder og personer.

Da Stein Baggers svindelverden kollapsede, og han blev anholdt på en politistation i Los Angeles, blev det en proces på Stein Baggers præmisser.

Sagen mod ham blev gennemført som en ren tilståelsessag, hvilket betyder, at den omverden, som han i årevis har bedraget, alene har fået de forklaringer, som svindleren selv har fundet det hensigtsmæssigt at bidrage med.

Det har han i et retssamfund ret til som den, der sidder på anklagebænken. Men hvorfor har samfundet det kissejav?

Fantasien har frit spil
Der mangler stadigvæk et par hundrede millioner kroner. Og der er en række forløb i nogle virksomheder og institutioner, som vi bør kunne have tillid til, som aldrig er blevet afdækket.

Men ikke en eneste af aktørerne i Stein Baggers verden er i processen blevet afhørt under vidneansvar. Heller ikke forbryderen selv, for han har ikke sandhedspligt. Så vi aner ikke, om det, Stein Bagger har tilstået, er identisk med den virkelige verden. Og slet ikke, om det er hele den virkelige verden.

Derfor aner vi heller intet om, hvordan det lod sig gøre for Stein Bagger at bedrage Danske Bank for 350 millioner kroner. Hvad var det for et samarbejde, Stein Bagger havde med den store bank? Hvad var der af relationer, og var der ting og sager i samarbejdet, som Danske Bank selv havde interesser i?

Vi ved, at rockeren og livvagten Brian Sandberg holdt ferie med Stein Bagger og dennes hustru på en luksusyacht i Middelhavet. Vi ved, at Stein Bagger inviterede venner med til Dubai og brugte millioner af kroner på limousiner og fyrstesuiter.

Men var der andre, der nød godt af Stein Baggers verdensmandsmanerer? Så længe vi intet har fået at vide, har fantasien naturligvis frit spil.

Vi ved intet om, hvad det var for et samarbejde, Stein Bagger tilsyneladende havde med verdensfirmaet IBM. Vi ved blot, at IBM’s produkter spillede en central rolle i hele Stein Baggers svindelcirkus.

I et interview i Berlinske Tidende for nylig udtalte Stein Baggers hustru, Anette Uttenthal, bl.a.:

»På et tidspunkt var vi til Wimbledon i London – en fantastisk weekend med IBM. Hvor de fortalte mig, at »det er en fantastisk dygtig mand, du har««. Noget må IBM jo have haft med Stein Bagger at gøre, siden han inviteres til Wimbledon-tennis, og når de kan sige sådan til hans hustru.

Vi ved heller intet om, hvilken dialog der har været mellem Stein Bagger og det store, velrenommerede revisionsselskab KPMG. Vi ved blot, at KPMG har blåstemplet IT Factorys regnskaber, men detaljerne omkring, hvordan det lod sig gøre at have Stein Baggers leasingsvindel kørende i årevis, uden at det har kunnet læses i regnskaberne, ved vi intet om.

Det drejede sig trods alt om ca. 99 procent af milliardomsætningen i IT Factory.

Vi aner heller intet om, hvad det var for »personlige forhold«, der ifølge Stein Baggers eget udsagn pressede ham ud i kriminalitet. Han har tidligere udtalt sig om noget med nogle trusler og pistoler for panden.

Men vi ved ikke, hvorfor han som direktør i en mindre dansk it-virksomhed fandt det nødvendigt at have en rocker som livvagt, og hvorfor IT Factory-hovedsædet på Jægersborg Allé tilsyneladende skulle sikres, som var det Pentagon.

Vi ved ikke, hvilke diskussioner der har været mellem Stein Bagger og IT Factorys økonomidirektør, da økonomidirektøren i efteråret 2008 gjorde Stein Bagger opmærksom på, at de oplysninger, der blev videregivet til IT Factorys bestyrelse, ikke var de rigtige. Vi ved blot, at oplysningerne til bestyrelsen var urigtige, og at der var en diskussion om det mellem Stein Bagger og økonomidirektøren.

Og vi aner ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, at denne bestyrelse lod sig besnære af den tilsyneladende karismatiske direktør, og hvilke aftaler der blev indgået som baggrund for de private lån, som bestyrelsesformanden Asger Jensby opnåede hos Stein Bagger, og som han brugte til at bygge sig et privat palads i Norge for.

Ligesom vi intet aner om, hvad der var af aftaler mellem Stein Bagger og hans såkaldte forretningspartner, Allan Vestergaard, manden, som blev slået ned umiddelbart før den legendariske Dubaitur.

Ligesom vi intet ved om, hvorfor Stein Bagger, da han flygtede fra Dubai, lige præcis skulle opsøge den partner i USA, som ifølge hans eget udsagn havde snydt ham systematisk. Hvad Stein Bagger i øvrigt lavede i de otte dage, han var på flugt i USA, er nøjagtig lige så uoplyst.

Uden svar på disse og mange andre interessante spørgsmål må man konstatere, at retssamfundet nok kan være effektivt. Men ikke, at det samme retssamfund har den helt store interesse i at finde ud af, hvad der rent faktisk foregår i det samfund.

Vi har i processen og gennem medierne fået nogle beklagelser, indrømmelser af fejl og overordnede forklaringer fra nogle af de involverede. Bl.a. fra Danske Bank og KPMG.

Men aldrig, hvordan præcis forløbet har været, hvad der er talt om, hvad der er aftalt. Hvordan det hele lod sig gøre. Den afklaring ville vi kun kunne få, hvis de involverede havde været afhørt under vidneansvar.

Med den status må Danske Bank, KPMG, IBM, bestyrelsesformand Asger Jensby og andre leve med, at der fortsat bliver stillet spørgsmål om, hvem der har haft mest glæde af, at Stein Bagger-sagen blev afgjort på forbryderens præmisser. Og at der bliver spurgt: Hvorfor det kissejav?

Da Stein Bagger fik sin dom på syv års fængsel, poserede han storsmilende for fotograferne uden for Lyngby Ret. Måske har Danske Bank, IBM, KPMG, Asger Jensby og mange andre også grund til at være rigtig glade.

Vi ved det ikke.