Rikke Smedegaard har ofte hovedpine og trykken for brystet. Hun har muskelspændinger, som giver hende smerter i kroppen. Hendes hørelse er nedsat, og hun har fået tinnitus. De dage, hvor hun har været i megen larm, er det næsten ikke til at holde ud.
I et debatindlæg i Politiken skriver hun, hvordan hun har betalt en urimelig høj pris for sit arbejde som pædagog.
»Jeg har det ikke særlig godt. Jeg vågner om natten med mareridt og kan ikke sove. Jeg har uro og svært ved at trække vejret«, uddyber hun i et interview.
Hvis hun endelig finder ro i kroppen, begynder hjernen at rumstere. Så skriver hun indkøbslister, pakkelister og rengøringslister, for hun er bange for at glemme noget. Får hun ikke sovet, er der risiko for, at hun mister overblikket dagen efter.
54-årige Rikke Smedegaard har i 30 år arbejdet som pædagog på special- og folkeskoler. Gennem årene har hun oplevet flere børn i mistrivsel og med diagnoser. Flere børn, der vender deres mistrivsel udad. Som råber, slår og sparker, og som skaber kaos i klassen.
Rikke Smedegaard brugte det meste af sin tid på at hjælpe børnene, på at brandslukke og skabe ro. I syv år gik hun ofte hjem fra arbejde med ondt i maven, fordi hun vidste, at hun kunne gøre mere for børnene, hvis tiden og rammerne var til det. Samtidig så hun lige ind i øjnene på de andre børn, hun ikke kunne nå at bruge nok tid med.
»Jeg gik hjem og tænkte, at dagen efter måtte jeg bruge tid på de børn, jeg havde overset. Men den tid kom bare alt for sjældent«, fortæller hun.
Da hun hørte om begrebet moralsk stress, blev hun klar over, at det var det, hun havde. Stressen blev udløst af, at rammerne og vilkårene ikke var til, at hun kunne udføre sit arbejde fagligt forsvarligt.
»Jeg havde det elendigt med at stå i en klasse, hvor man ikke formår at skabe ro og tryghed. Man føler sig utilstrækkelig i sit arbejde. Jeg følte, at jeg svigtede børnene«, siger hun.
Rikke Smedegaard skiftede job tre gange på syv år, men rammerne blev aldrig bedre.
Flugt fra velfærdsfaget
Nye tal viser, at pædagogfaget er det omsorgsfag, hvor det er sværest at rekruttere en ny medarbejder. Hver femte ledige stilling bliver ikke besat. Ifølge formand for Bupl, Elisa Rimpler, er en af årsagerne en stigende tendens blandt pædagoger med moralsk stress.
Tidligere i karrieren oplevede Rikke Smedegaard, at pædagogfaget var anderledes. Der var bedre tid til børnene, og personalegruppen var mere sammentømret og stabil. Hun forklarer, at der i dag er færre uddannede pædagoger, og at der er flere unge vikarer på sabbatår. De er søde og gode, men de bliver skiftet ud, når sabbatåret er slut.
»Der bliver ikke skabt en stabilitet i personalegruppen, når der hele tiden sker skift. Når de voksnes fællesskaber vakler, går det ud over børnene«, siger hun. Samtidig bliver nye tiltag og koncepter fra kommunerne rullet ud, som går ud over tiden med børnene.
Ifølge Dorthe Birkmose, der er psykolog og forfatter til bogen ’Moralsk stress – når vilkårene er problemet’, er moralsk stress meget anderledes end den stress, vi allerede kender, hvor det mere handler om manglende restitution oven på overpræstation.
Birkmose forklarer, at løsningerne til den moralske stress ofte er meget komplekse, fordi det ikke handler om at restituere. Du kan ikke selv ændre vilkårene og rammerne på din arbejdsplads. Det er langt oppe i systemet, der skal ske ændringer. Selv om begrebet moralsk stress er over 40 år gammelt, er det først blevet bredere kendt inden for de seneste år, fordi vi nu mærker den systematiske udpining af velfærdsområdet, mener psykologen.
»Problemet er blevet større, og nu mærker vi konsekvenserne. En flugt fra velfærdsfaget«.
Hvis arbejdsvilkårene ikke bliver ændret for omsorgspersonerne, er hun nervøs for fremtiden.
»Så vil vi inden for de næste fire til fem år se ubesatte stillinger i samtlige velfærdsfag i en grad, vi slet ikke har fantasi til at forestille os. Det, vi ser nu, er ingenting i forhold til, hvad vi vil se, hvis vi ikke griber ind«, siger Birkmose.
Sov ikke i tre dage
I dag arbejder Rikke Smedegaard deltid på en skole, hvor hun har været siden marts. I perioder har hun det bedre, men der skal stadig ikke meget til, før korthuset falder sammen. For få dage siden var der et barn, der råbte ad hende. Ikke noget voldsomt, men alligevel sov hun ikke i tre nætter.
»Jeg blev simpelthen så bange, selv om det ikke var et truende barn. Det var bare et barn, der råbte«, siger hun.
Nogle gange bebrejder hun sig selv. At det bare er hende, der er blevet mere skrøbelig og tyndhudet.
»Jeg kan tænke, at det jo er mig, der ikke kan slå til. Mig, der ikke kan nå børnene. Det er jo mig, der græder og ikke kan sove, så det må være mig, der er problemet«, siger hun.
»Men jeg ved godt, at jeg har haft urimelige arbejdsforhold. Det er dybt urimeligt, at mit arbejdsliv skal have den her indflydelse på mit liv«.
»Jeg har arbejdet til en temmelig lav løn og betalt den her pris. Det gør mig vred. Jeg er bange for, at jeg aldrig får det helt godt igen«, siger hun.
Rikke Smedegaard er startet hos en kropsterapeut for at lære at trække vejret dybere. Og så hjælper det hende at tale om hendes oplevelser, selv om det også kan gøre hende nervøs.
»Men jeg vil ikke længere skamme mig over, at jeg ikke hele tiden kan slå til, når det i virkeligheden er vilkårene, som er problemet«.
fortsæt med at læse
