Ti mesterskaber på 20 år, fest på den københavnske vestegn og det danske mesterskab i fodbold er igen havnet i hænderne på Brøndby IF.

Offensiv fodbold er varemærket, ikonet Michael Laudrup er ansigtet udadtil, og Per Bjerregaard styrer forretningen med hård hånd.

Man kan som Brøndbyfan med glæde huske tilbage på sommeren 2005. Alt var lutter gammen, og magtfordelingen i dansk fodbold var dengang stadig til FC København og Brøndby IF’s fordel.

I dag fire et halvt år senere har vi lidt det fjerde nederlag i SAS Ligaen på stribe, og mesterskabet har ikke været i egen varetægt siden den fantastiske sommer 2005.

2, 6, 8 og 3 – således fordeler slutplaceringerne sig over de sidste fire sæsoner. Umiddelbart vil man kunne antyde, at en opadgående kurve synes startet. En 8. plads fra året før er byttet ud med en 3. plads sidste år.

Men nej, en opadgående kurve er alt andet, end hvad vi Brøndbyfans kan se. Klublegenden Tom Køhlert overtog et hold i rasende forfald ved årsskiftet mellem 2006 og 2007.

To år senere efterlod han et hold, der spillede flot fodbold, havde opadgående tilskuersnit og en udadtil ny og dynamisk direktion ledet af Herman Haraldsson. Men så stoppede oprejsningen af Brøndby IF også.

Kent Nielsen fra Horsens blev ansat. Kent Nielsens CV kunne overgås af en fysioterapeut fra Mali, og hans varemærke var jantelov og defensiv fodbold. Ikke hvad man forbinder med en storklub som Brøndby IF, hvis ene klubsøjle er ’Underholdning’.

De andre er ’Engagement ’, ’Ambitioner’ og ’Vilje’. Kent Nielsen havde udført hæderlige resultater med landsbybørnene fra Horsens, men han havde aldrig vist sit værd på højere niveau. Indtil for få år siden var han lærer i fodbold i en 10. klasse. Få år senere besidder han et af Danmarks højst profilerede job. Bare det i sig selv er ragnarok.

Sommeren 2009 kunne man konkludere, at Kent Nielsen havde formået at smide førstepladsen og guldet væk, som Tom Køhlert ellers et halvt år forinden havde serveret på et sølvfad for ham. Eller guldfad, om man vil.

Brøndby var havnet på en horribel 3. plads. Nu er der så gået et halvt år mere, og man kan tillade sig at gøre etårsstatus på Kent Nielsen.

Brøndby ligger nummer 5. 11 point efter førstepladsen. Mesterskabet er dermed tabt, og pokalturneringen har ikke deltagelse af Brøndby mere, efter at midterholdet i den danske 1. division, Vejle, slog Brøndby ud.

Fire nederlag i træk er status lige i dette øjeblik, og større og større intern uro i spillertruppen er en realitet. Mikael Nilsson, Peter Madsen, Alexander Farnerud, Jan Kristiansen og Ousman Jallow har alle været ude og lufte deres utilfredse miner.

Så er det så her, at den uvidende læser burde stille spørgsmålet »Jamen, så brænder sædet vel også under Kent Nielsen?«. Til dette er svaret et rungende nej.

Efter den komiske fyring af direktør Herman Haraldsson i sommer, som blev fyret pga., at bestyrelsesformand Per Bjerregaard følte sin magt svækket, har ledelsen udvist absolut ingen handlekraft.

Under Herman Haraldsson var ledelsen ude at sige »I SKAL vinde denne kamp drenge« og på andre måder deltage mere dynamisk og aktivt i klublivet. Nu ser vi en ledelse ført an af Frank Buck Andersen og Per Bjerregaard, som ingen handlekraft udviser.

Hvor uprofessionelt er det ikke, at en ledelse gentagne gange udtaler, at Kent Nielsen har »uendelig lang snor« og »100 procent opbakning«.

Hvordan kan en børsnoteret virksomhed med ansvar over for dets aktionærer tillade sig at se én mand alene kører en klub i sænk uden at handle?

Sådanne resultater, som Kent Nielsen har været skyld i, må på ingen måde blive accepteret i en klub som Brøndby.

Min knap så stille bøn er: Fyr Kent Nielsen, svæk Per Bjerregaards magt og få noget nyt blod ind i bestyrelsen. Gi’ mig mit Brøndby tilbage!