Thomas Milsted. Du har netop udgivet bogen ’Ned og op med stress’ sammen med politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor I tager udgangspunkt i hendes stresshistorie. Hvad kan vi bruge hendes erfaringer til?

»Jeg kendte ikke Pernille Rosenkrantz-Theil. Men hun er et eksempel på, at venstrefløjen generelt har været superdårlig til at håndtere stress. Det var meget voldsomt for Pernille at få stress, men for os andre er det lærerigt at læse om en politiker, der fortæller om sine erfaringer. Mange arbejdspladser gør en masse for at hindre medarbejderne i at udvikle stress, men vi hører aldrig om, hvad man gør i det politiske system, eller hvad der sker med politikeren, som går ned med stress«.

Kan man fortsætte som politiker, hvis man får stress?

»Det er jo et sats, at Pernille går ud og siger, at hun gik ned med stress. Hun kan få et stempel som svag. Men det kan også bruges som det modsatte, for hun er jo ovenpå igen. Hendes skifte fra Enhedslisten til Socialdemokratiet er nok også klogt, for hvor hun i Enhedslisten skulle tage sig af syv ordførerskaber, kan hun nøjes med et i Socialdemokratiet«.

Hvorfor er der så mange, der får stress?

»Fordi det bliver opfattet som et individuelt problem, hvis man har meget travlt. Lederne siger til medarbejderne, at de skal vænne sig til, at de er færre om at lave tingene. Tidspresset er skruet op, men det forventes, at vi kan følge med, samtidig med at vi er tilfredse. Det kommer vi kun til livs, hvis virksomhederne vil sænke deres ambitionsniveau. Det vil de næppe, men det handler også om ledelsesstil. Ikke fordi det er ledernes skyld alene, at folk får stress, men der er vitterligt ledere, som giver de ansatte stress pga. deres måde at være ledere på«.

Er det så lederne, der skal ændre sig?

»Jeg synes, det handler om, at virksomhederne skal sætte trivsel på dagsordenen. Det skal simpelthen være et mål for den enkelte leder at skabe tryghed og arbejdsglæde blandt de ansatte, for så længe det ikke er det, tager lederne det ikke alvorligt«.

Hvad med angsten for at blive fyret, kan den ikke give stress?

»Jo i høj grad. Men vi ser ofte ved store fyringsrunder, at det er de medarbejdere, der bliver tilbage, som er mest udsat for at få stress. De, der bliver fyret, klarer sig som regel okay og går i hvert fald ikke længere rundt og er bange for at miste deres job – det er jo allerede sket«.

Det er vel ikke kun arbejdet, der kan give os stress. Er der også nogen, der får stress af familielivet?

»Ja bestemt. Vi er ekstremt ambitiøse og tror, at vi både kan have børn og karriere på fuld skrue. Vi glemmer bare, at vi kun har 24 timer i døgnet, og så er det svært at nå at være en god partner, en god forælder, en dygtig kollega og lige nå at løbe 5 kilometer hver dag. Derfor synes jeg, at arbejdspladserne skal afskaffe det grænseløse arbejde. De skal simpelthen forhindre, at medarbejderne har mulighed for at arbejde, når de har fri, for det påvirker nærværet«.

»Forleden gik jeg bag en far og hans barn i en halv time, fordi vi skulle samme vej. Drengen gik og snakkede til sin far, men faderen havde slet ikke tid til at svare, for han havde travlt med at sms’e. I en halv time! Så er man altså ikke nærværende«.

Men vi arbejder jo stadig mindre – de fleste arbejder kun 37 timer om ugen, og vi har aldrig haft så meget ferie.

»Det er en myte, at det betyder, at vi kan holde mere fri, fordi vi kun arbejder 37 timer om ugen. Og det er for øvrigt færre og færre, der kan holde arbejdsugen på 37 timer. Antallet af opgaver, som skal nås, er bare skruet op, og det bliver konstant krævet, at vi er mere og mere effektive – på kortere tid. For min skyld kunne man godt fjerne folks opkoblinger derhjemme og tage de gratis telefoner fra dem, samtidig med at de så skulle arbejde lidt længere – hvis antallet af opgaver vel at mærke ikke stiger samtidig. Det ville begrænse stressen, og det ville gøre os til bedre medarbejdere. Danskernes produktivitet falder jo i øjeblikket, og jeg er helt sikker på, at det er, fordi vi simpelthen ikke orker at løbe så stærkt. Vi kan ikke magte flere opgaver«.

Er stress altså primært noget samfundet og arbejdspladserne pålægger os?

»Ja, men folk tror, det er deres egen skyld, og begynder at opfatte sig selv, som om de ikke er gode nok. Perioderne af stabilitet er forsvundet, for vi skal konstant udvikle os. Vi har helt glemt, at efter en periode med forandringer skal der følge en periode med stabilitet. De perioder bliver stadig kortere, og det betyder, at vi som medarbejdere konstant er på«.

Men arbejdet skal jo også være udfordrende for medarbejderne, for ellers søger de væk?

»Ja, men vi har glemt det lyksalige i rutinen og trygheden. Vi skal tilbage til en balance, hvor vi i en periode ikke udvikler os, men også kører på rutinen. Det er jo lidt tankevækkende, at den sociale acceleration er så høj, at alting begynder at gå langsommere, for vi orker ikke at følge med. Vi får flere og flere mail og sms’er og stadig flere muligheder for at kommunikere. Men jo flere mail vi får – jo flere er der jo også at svare på – og det giver stress«.

Skal man fortælle det til sin chef, når man begynder at føle sig stresset?

»Man skal passe lidt på, for chefen kan jo fyre en. Supermarkedskæden Irma har et stressbarometer, som fungerer ret godt. Her er det blevet en organisationsopgave, at der er trivsel i virksomheden, og hvis ledelsen kan se, at en afdeling i en lang periode går i rødt på stressbarometeret, er det den lokale chefs ansvar at gøre noget ved det. Som medarbejder synes jeg ikke, man skal gå til sin leder. Det skal være andre i organisationen, som skal tage sig af den slags, og det er ledelsens ansvar at sørge for, at det beredskab fungerer«.

Noget, der kan stresse mig, er manglende kommunikation eller manglende besked fra ledelsens side. Handler stress også om, at vi skal være bedre til at kommunikere med hinanden og lave klare aftaler?

»Ja, og vi har tendens til at springe planlægningen over. Men det er det dummeste, man kan gøre. Et lille møde hver morgen er godt, for så får man planlagt dagen, og alle får besked om, hvad der skal ske. Desværre er mange ledere så fokuserede på drift, at de springer planlægningen over – og det skaber frustration blandt de ansatte«.

I 2007 blev 30.000 indlagt med meget alvorlige stresssymptomer, og 1.400 døde af det. Så der er vel tale om et samfundsproblem, som også skal tackles politisk. Hvordan synes du, stress bliver håndteret fra politisk hånd?

»Politikerne tager det slet ikke alvorligt nok og vil ikke anerkende forskningen i stress. Der er alt for meget ideologi blandet ind i politikernes opfattelse af stress. De højreorienterede mener, det er et individuelt problem, og de venstreorienterede taler om, at det er systemets skyld. Men det handler jo om begge dele. Ingen politikere har en seriøs strategi om at få samfundet ned i gear – måske fordi de selv har en høj stresstærskel og tror, at det har vi andre så også«.

Hvad kan man gøre lovgivningsmæssigt?

»Som i Sverige – give folk en samtale med en rehabiliteringskonsulent, når man kommer tilbage på arbejdet efter at have haft stress. Man kunne også beslutte, at psykologhjælp skulle være gratis – det ville også være godt i forhold til angst og depression. Det skulle så være sygesikringen, der betalte, akkurat som den betaler for, at vi går til læge. Problemet er, bare at politikerne ikke mener, at der skal lovgives på området. De mener, at det er noget, der skal tages hånd om lokalt. Selv ikke Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at man kan lovgive sig ud af stress, men det er så alvorligt at gå ned med stress, at vi som samfund bliver nødt til at reagere. Ellers fortsætter den nuværende stressepidemi jo bare«.

LÆS OGSÅ BLOG Stress er den nye X-faktor