Den amerikanske religionssociolog Phil Zuckerman boede fra 2005 til 2006 i Århus. Her studerede han danskernes forhold til religion gennem personlige interview med over hundrede danskere.

Som amerikaner var han meget optaget af, at der er så mange danskere, som åbent giver udtryk for, at de slet ikke er troende og stort set aldrig går i kirke. Det er helt i modsætning til amerikanerne, som gennemgående er troende og aktive kirkegængere. Efter Zuckermans opfattelse er danskerne faktisk blandt de mindst religiøse folk på Jorden.

Danske religionssociologer kan nikke genkendende til Zuckermans resultater, for vi har gennem mange år undersøgt værdier, trosforestillinger og religiøs praksis blandt danskerne i Danmark.

De seneste tal fra Den Europæiske Værdiundersøgelse 2008 viser f.eks., at kun 36 pct. af de adspurgte siger ja til, at de tror på et liv efter døden, og kun 10 pct. går regelmæssigt i kirke, dvs. mindst en gang om måneden.

Forskellen findes i omgivelserne
Mens vi efterhånden har fået en del viden om religiøs tro og adfærd blandt danskerne i Danmark, har vi indtil for nylig næsten intet vidst om de mange danskere, som midlertidigt eller permanent har bosat sig i udlandet. I foråret 2009 gennemførte vi derfor på Københavns Universitet en større webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt udlandsdanskere.

Undersøgelsen viste, at udlandsdanskerne gav udtryk for i gennemsnit at være lige så lidt troende som danskerne i Danmark. Men da vi spurgte dem, hvor ofte de gik i kirke før og efter deres udvandring, viste der sig et interessant mønster. Det viser sig nemlig, at en stor del af dem, der hjemme i Danmark kun gik i kirke til højtiderne, nu går i kirke mindst en gang om måneden.

Andelen af danskere, som sjældent eller aldrig går i kirke, er derimod stort set den samme før og efter udvandring og stemmer i øvrigt fint med svarene i Den Europæiske Værdiundersøgelse, hvor 59 pct. af danskerne i Danmark svarer, at de aldrig eller højst en gang om året går i kirke.

Blandt danskere i Danmark er der en forventelig sammenhæng mellem hyppig kirkegang og tro, sådan at personer, som ikke tror på Gud, heller ikke går regelmæssigt i kirke, dvs. mindst en gang om måneden.

Det gælder også udlandsdanskerne, men kun før de udvandrer. Blandt de mange udlandsdanskere (44 pct.), som markerede i spørgeskemaet, at de ikke tror på Gud, var der kun lidt over 1 procent, som gik i kirke mindst en gang om måneden hjemme i Danmark. Men efter at disse danskere var flyttet til udlandet, var der sket et skift: Nu er der næsten 5 procent af dem, som ikke tror på Gud, som går hyppigt i kirke.

Socialt fællesskab
Det kan kun fortolkes sådan, at en del af udlandsdanskerne kommer i kirken af ikkereligiøse grunde, f.eks. for at søge et socialt fællesskab med andre danskere. Det kan de gøre i en af de omkring 30 danske udlandskirker, som findes rundt om i verden. Kirkerne er alle medlem af organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK). Det giver dem ret til at få udstationeret en præst fra den danske folkekirke, og de får også statsstøtte i varierende grad.

Den danske sømandskirke i Singapore er et godt eksempel på en dansk udlandskirkes brede betydning blandt udlandsdanskerne. Dens funktion som sømandskirke er dog ikke som i gamle dage, for nutidens sømænd ligger ikke i havn ret længe. De har derfor ikke tid til at komme i selve kirken, og i stedet kommer præsten og hans hjælpere på besøg på skibene.

Kirkebygningen er indrettet i en herskabelig villa i en forstad til Singapore, og den danner ramme om en voksende menighed blandt de omkring 1.400 danskere i Singapore. Der er gudstjeneste hver søndag, og kirken arrangerer også en del andre aktiviteter som julebasar, sankthans og en komsammen med kaffe hver tirsdag formiddag.

LÆS ANDEN ANALYSE Sådan ser danskerne på Gud og kirke

Kirkens sociale funktioner synes at være vigtigere i Singapore end i Danmark – faktisk er sømandskirken det eneste sted i Singapore, som tilbyder en dansk social ramme, hvor alle danskere altid er velkomne.

Denne sociale funktion bekræftes også af en spørgeskemaundersøgelse, som den danske præst foretog i 2006 blandt danskerne i Singapore. Kun 8 procent af svarpersonerne havde aldrig været i kirken, og to tredjedele havde været der mindst fire gange på et år.

Undersøgelsen viste også, at de mest besøgte arrangementer i kirken var julebasaren, grundlovsdag, fastelavn og kaffekomsammen, mens gudstjenesterne først kom længere nede på listen. Selv om man kunne hævde, at kirkens formål primært skulle være at danne ramme om gudstjenesten, så må man konstatere, at den i hvert fald også rammer et bredere behov for socialt samvær blandt udlandsdanskerne.

Behov for danskhed
Det gælder ikke bare i Singapore. Jeg interviewede en dansk kvinde, som fortalte, at hun ikke var religiøs og aldrig gik i kirke i Danmark. Men da hun som yngre boede i længere tid i Rotterdam, opsøgte hun den danske sømandskirke der, fordi hun havde behov for at møde andre danskere. Hun nød at tale med dem og for en gangs skyld tænke på hollænderne som ’de andre’.

De danske kirker i udlandet er vigtige som danske sociale rum, og her kan udlandsdanskerne opretholde et tilhørsforhold til det danske. I de danske sømands- og udlandskirker kan man købe lakrids og spise rugbrød med rullepølse, man kan drikke kaffe med andre danskere, læse danske aviser, høre foredrag og fejre dronningens fødselsdag. Og så kan man selvfølgelig også gå til gudstjeneste.

Så der er en vis logik i at gå regelmæssigt i dansk kirke i udlandet – uanset om man tror på Gud eller ej.

Med deres brede sociale funktion ligner udlandskirkerne de lokale kirker i USA, så amerikaneren Phil Zuckerman ville nok finde danskernes forhold til kirken knap så anderledes, hvis han besøgte den danske sømandskirke i Singapore.