I Rigshospitalets kirke ligger der en gæstebog, hvor der står skrevet:

»Hvis du virkelig findes så hjælp min mor igennem dette her. For jeg som den yngste datter kan ikke tage et så stort ansvar at holde sammen på alle. Hvis du ikke hjælper mig kan jeg ikke mere. Giv mig troen tilbage«.

»Kære Gud. Det er meget ensomt og angstpræget at forlade Rigshospitalet. Jeg troede, jeg var rask, men har nu cancer i min nytransplanterede lever. Ingen mennesker kan tage min angst fra mig. Så derfor Gud, beder jeg dig se i nåde til mig, og giv mig ro i forvisningen om, at du vil rette alt til det bedste«.

Disse to citater er gode eksempler på, hvorfor man kalder hospitalerne for byens største bedehuse. Der er da også en udbredt generel antagelse om, at når døden banker på, vil religiøsiteten indfinde sig – også hos ateisten:

’Når fanden bliver gammel, går han i kloster’ og ’Der findes ingen ateister i skyttegravene’, siger man.

Disse faktorer gør hospitalerne til et interessant felt for religionssociologien. For er det nu også sådan? Ændrer danskernes religiøsitet sig, når de bliver syge? Og i så fald i hvilken grad og på hvilken måde?

Troen på efterlivet
Værdiundersøgelser af danskerne viser, at vores religiøsitet i det store og hele ikke ændrer sig fra vores opvækst og gennem livet.

Men undersøgelserne viser samtidig, at der kan ske en forandring af religiøsiteten i forbindelse med livsbegivenheder – det være sig kriser eller ved eksistentielle vendepunkter. At blive alvorligt syg er en krise, og at blive forælder for første gang er et eksistentielt vendepunkt.

De religiøse forandringer kan ske som en fuldstændig omvendelse – en religiøs konversion. Eller som mindre forandringer af ens trosforestillinger, ens religiøse praksis eller at det religiøse får en større – eller mindre – betydning.

Man kan således forestille sig, at hvis man bliver alvorligt syg, begynder man at tro mere på Gud, at bede mere eller at finde meningen med sygdommen i sin religiøsitet. Man kunne dog også forestille sig, at man mistede troen, i vrede på den Gud, der har svigtet en.

I Danmark blev der for nogle år siden blev lavet en mindre religionssociologisk spørgeskemaundersøgelse blandt Rigshospitalets mange forskellige patientgrupper.

Undersøgelsen viste, at 10 procent af patienterne blev mere troende som følge af deres sygdom, og at 5 procent blev mindre troende.

Ligeledes viste undersøgelsen, at næsten 18 procent forøgede deres religiøse praksis som følge af deres sygdom, og at kun 2 procent oplevede en formindsket religiøs praksis. 13 procent af patienterne oplevede, at de tillagde det religiøse en større betydning som følge af deres sygdom.

Oftere mistede patienterne troen på et efterliv, end de forøgede samme tro.

Til gengæld angav overraskende mange, nemlig 14 procent, at de bad oftere som følge af deres sygdom. Der viste sig således forskelle på, hvilke former for religiøs forandring patienterne oplevede – om det var tro, praksis eller betydning.

At dette er tre delvist uafhængige dimensioner af religiøsiteten, er noget, man kan genfinde i andre aktuelle undersøgelser af danskernes religiøsitet. En religiøs forandring på det ene plan vil ikke altid medføre forandringer på de andre planer.

Meningen med livet
I psykologien har man i en årrække beskæftiget sig med religiøsitet under sygdom, særligt under begrebet religiøs ’coping’. Coping handler primært om individets tilpasningsevne til vanskelige begivenheder og særligt om de greb, i form af handlinger eller tanker, man gør sig i denne proces.

Disse handlinger eller tanker kan være af religiøs eller eksistentiel karakter. Inden for forskningen i coping, som primært er foretaget i USA, findes der også overvejelser om strategiernes hensigtsmæssighed.

Det vil sige: Hjælper de individet, fører de til stressrelateret vækst, eller fastholder de individet i situationen eller ligefrem forværrer krisen?

I denne proces gælder det særligt for individet om at finde mening. Man kan således både finde nye eller forstærke eksisterende betydninger og meningskomplekser.

At cope religiøst er gennem den personlige religiøsitet at søge og finde betydning og mening med sygdommen, og dette har vist sig at have sammenhæng med mindre depression, angst, forøget livskvalitet og fysisk velbefindende.

Religiøs coping er altså både religiøs tro, praksis og betydning, men hvor de to første ofte bliver set som veje til det tredje.

Derfor er det interessant, at hele 53 procent af danske patienter i særlig grad forøger deres tanker om mening og formålet med livet. Disse overvejelser handler om mening og betydning med sygdommen og livet.

Men de overvejelser, patienterne har, forholder sig ikke kun til et religiøst verdensbillede. Tværtimod angiver næsten hver tredje af alle patienterne, at de tænker mere over meningen og formålet med livet, uden at de har forøget deres religiøse tro, praksis eller betydning.

Disse patienter ser måske efter mening og betydning i andet end i religionen? Og det er nok her, det danske samfund adskiller sig fra det amerikanske.

Religionen er ikke nødvendigvis den primære kilde til mening og betydning, heller ikke i livets kriser. Det ser derfor ud til, at der findes ateister i sygesengen. Også i byens største bedehuse!