Blasfemiparagraffen (par. 140) lyder: »Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder«. Påtale kan kun finde sted efter Rigsadvokatens påbud, og blasfemisager er dermed ikke en sag mellem en krænket og en krænkende part, men et offentligt anliggende. Paragraffen er da også placeret i straffelovens kapitel 15, som hedder ’Forbrydelser mod den offentlige orden og fred’.
Der er kun rejst tiltale tre gange efter par. 140, siden den fik sin nuværende udformning i 1933, men alligevel bliver den ved med at være omgærdet af massiv politisk interesse. Folketinget har to gange inden for de sidste fem år drøftet dens ophævelse, og Straffelovrådet er i gang med at undersøge konsekvenserne af en mulig afskaffelse. I 1938 havde fire personer med tilknytning til det nazistiske miljø i Danmark udgivet nogle antisemitiske skrifter, hvori der bl.a. stod, at jødernes hellige skrifter intet havde med religion at gøre, men kun var et udtryk for lumske planer om at erobre verdensherredømmet.
