Annonce
Analyse 8. sep. 2010 KL. 00.01

I Sverige er ulve farligere end udlændinge

Danskerne kan slet ikke forstå, hvorfor svenskerne ikke frygter udlændinge.

Mest læste

Valg i Sverige

Den 19. september 2010 var der valg i Sverige.

Sveriges borgerlige blok - Alliansen - med statsminister Fredrik Reinfeldt i front fik flest stemmer. 173 mandater ud af 349.

Den socialdemokratisk-ledede blok har fået 156 mandater, mens Sverigedemokraterna, som er det nye parti i parlamentet, har fået 20 mandater i Riksdagen.

Dermed står Sverigedemokraterna i princippet med nøglen til statsministeriet, men ingen at de to blokke vil samarbejde med det indvandrerkritiske parti.

INTERAKTIV GRAFIK: Fra kong Sverker til Rigsdagsvalg 2010

fakta

Hans Mouritzen, dr.scient.pol., udenrigspolitisk forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

På mange måder ligner det svenske rigsdagsvalg 19. september andre europæiske valg.

I lighed med Danmark står to blokke over for hinanden – en rød(-grøn) og en blå.

Blokkene forsøger konsekvent at gøre beskedne indbyrdes forskelle til ideologisk afgørende spørgsmål – skal skolebørnene have karakter første gang i 6. eller 7. klasse?; skal skattelettelser kun gælde pensionister eller bredere grupper?; og hvor høj skal benzinskatten være? Så vidt, så ens.

Der er dog mindst to markante forskelle fra en dansk sammenhæng: rovdyrpolitikken og udlændingepolitikken.

Det første lyder eksotisk i de fleste danske ører, men navnlig spørgsmålet om ulvens fredning, bestandens størrelse og muligheder for licensjagt er et ekstremt følelsesladet emne – ikke mindst i Värmland og det meste af Norrland.

I Stockholm vil biologisk og anden sagkundskab importere ulve for at styrke bestanden; i skovdistrikterne vil man have dem (’grådjävlarna’) skudt på grund af såvel reelle problemer (angreb på husdyr) som mytiske forestillinger og uhyggelige vandrehistorier.

Og der bliver angiveligt flere og flere, både ulve og bjørne ...

Trods det eksotiske er det ikke kun tonen i denne debat, der kan lede tanken hen på den danske udlændingedebat, når den er værst.

Sverigedemokraterna får ikke fair play i medierne; men de danske forestillinger om censur og selvcensur er vildt overdrevne.

Hans Mouritzen

Den anden markante forskel er så netop udlændingepolitikken.

Det nye er ganske vist, at den svenske kopi af Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna, som har en begrænsning af indvandringen højest på dagsordenen, ved dette valg har en reel chance for at blive repræsenteret i Rigsdagen.

Opinionsmålingerne har pendlet mellem 3,5 og 6,5 pct. tilslutning – spærregrænsen er 4 pct.

Lykkes det partiet at komme ind og endog blive tungen på vægtskålen, vil det imidlertid ikke kunne udnytte dette.

De etablerede partier har alle lovet ikke at basere sig på Sverigedemokraternas mandater; ingen vil røre partiet med en ildtang.

Modsat almindelig valgflæsk vil de utvivlsomt leve op til dette løfte, idet straffen i form af løftebrudsbeskyldninger ellers vil blive uhørt hård, og den vil hænge ved mange år ud i fremtiden.

Det sandsynlige er derfor, at der vil opstå en uoverskuelig parlamentarisk situation, som formentlig vil udløse et nyvalg inden for et halvt års tid eller mindre.

Hvis der med ’danske tilstande’ menes en situation, hvor Sverigedemokraterna har parlamentarisk indflydelse, er den usandsynlig – ikke blot i den kommende Rigsdag, men også i et længere perspektiv.

Fraværet af danske tilstande
Blandt mange danske journalister, politikere og meningsdannere har fraværet af danske tilstande i Sverige længe været en kilde til undren.

Når Sverige procentvis har mere end dobbelt så mange indvandrere/flygtninge som Danmark og globalt er f.eks. den største modtager af irakiske flygtninge (i absolutte tal!), hvorfor viser opinionstallene så ikke en folkelig reaktion imod dette?

Integrationen går ikke væsentligt bedre end i Danmark, kan det tilføjes.

Ifølge dette ræsonnement må der være en ’X Faktor’, der spiller ind og forhindrer en ’naturlig’ fremmedfjendsk eller fremmedskeptisk reaktion.

Der må være nogle udemokratiske mekanismer, herunder styring af medierne eller uregelmæssigheder i valgproceduren.

Helt løgn er disse forestillinger ikke. Der ligger f.eks. en systembevarende effekt i reglen om, at et parti allerede skal være repræsenteret i Rigsdagen for at deltage i den afsluttende tv-debat.

Sverigedemokraterna får ikke fair play i medierne; men de danske forestillinger om censur og selvcensur er vildt overdrevne. Man overser det helt afgørende: nemlig at det, som er ’naturligt’ i en dansk sammenhæng, ikke er det i en svensk!

LÆS ARTIKELStyres Sverige af sammensværgelser?

Folk i almindelighed (minus 5-6 pct. Sverigedemokrater) mener simpelt hen noget andet i udlændingepolitiske spørgsmål, også hjemme ved køkkenbordet.

Man går heller ikke så meget op i det: Mens udlændingepolitik har været det dominerende valgtema i de sidste tre folketingsvalg, har emnet rangeret omkring en tiendeplads blandt debatemner ved svenske rigsdagsvalg ifølge undersøgelser.

Lidt polemisk kan man desuden spørge sig selv, hvor ’naturlig’ den danske stirren sig blind på udlændingepolitiske spørgsmål og islamisme egentlig er?

Lidt polemisk kan man desuden spørge sig selv, hvor ’naturlig’ den danske stirren sig blind på udlændingepolitiske spørgsmål og islamisme egentlig er?

Hans Mouritzen

Men summa summarum: De to, i øvrigt meget ens samfund, er i netop dette spørgsmål nærmest yderpunkter i det europæiske spektrum – på hver sin side.

National usårlighed
Dette er en kendsgerning, men forklaringen på det kan til gengæld kun blive kvalificeret spekulation: Den politiske kultur i de to lande har udviklet sig forskelligt.

Sverige modtog lige efter Anden Verdenskrig en stor mængde flygtninge og indvandrere fra det krigshærgede Europa. Antallet af udlændinge i Sverige blev i et hug tidoblet fra at have ligget stabilt omkring 20.000 op gennem 30’erne til 200.000 – og intet ondt skete!

Uden denne og senere saltvandsindsprøjtninger af arbejdskraft, støttet af LO, ville det fra krigen intakte produktionsapparat ikke have kunnet levere 50’ernes velfærdsboom.

Hermed blev det meget svært for fremmedskeptiske kredse at argumentere for svenskhedens undergang ved yderligere indvandring.

Endvidere er fornemmelsen af national usårlighed udbredt i Sverige, herunder også den rumlige fornemmelse af ’plads nok’. (Sverige er geografisk 10 gange større end Danmark).

Tag situationen i en värmlandsk flække: Her handler truslen – ud over mulige ulvehyl ved nattetid – om afvandringen af de unge til de store byer. Butikker og anden service lukker i en selvforstærkende proces.

I den situation er tilflytning af en stor indvandrerfamilie, der åbner et pizzeria, ikke en trussel, men en gave fra himlen. Det er ulve, man er bange for, ikke mennesker.

De svenske partier

Sveriges Socialdemokratiske Arbetarparti, i daglig tale Socialdemokratiet. Partiets formand siden 2007 er Mona Sahlin, der efterfulgte Görn Persson.

Partiet har været Rigsdagens største parti siden 1917, hvor partiet første gang kom i regering. Partiet har siden haft stor indflydelse på udviklingen af det svenske samfund gennem en lang række regeringsperioder.

Socialdemokratiet blev dannet i 1889 for at arbejde for arbejdernes rettigheder. Partiet har senere formået at lancere sig selv som et parti for middelklassen.

I mellemkrigstiden etableredes det svenske 'folkhem', der betegner det velfærdssamfund, som Socialdemokraterne gennemførte i sit stort set ubrudte magtindehav 1932-1976.

I 1990’erne lavede Socialdemokraterne kraftige nedskæringer i velfærden, og efter 1994 har partiet aldrig fået mere end 40 procent af stemmerne.

Partiet fik ved sidste valg 130 af de 349 pladser i Rigsdagen

Centerpartiet blev dannet i 1913 under navnet Bondeförbundet. I 1957 ændrede partiet navn for også at tiltrække vælgere fra byerne. Partileder er Maud Olufsson

Partiet, der stadig har sin vælgerbase i landdistrikterne blev mindre i takt med landbrugets tilbagegang, men vandt frem i 1970’erne på sin modstand mod kernekraft og sit store engagement i miljøspørgsmål.

Centerpartiet, der har særligt fokus på små virksomheder og decentralisering, kalder deres egen ideologi for ’økohumanisme’.

Partiet samarbejdede i 1990’erne med Socialdemokraterne, men den nuværende partileder Maud Olofsson har ført partiet nærmere den borgerlige fløj.

Siden 2006 har partiet været en del af regeringen, der kalder sig 'Alliancen for Sverige'.

Partiet fik ved sidste valg 29 pladser i Rigsdagen, der består af 349.

Miljøpartiet blev dannet i 1981 og kom i Rigsdagen i 1988. Partiet har siden været ude, men kom tilbage igen i 1994.

Miljöpartiet har ingen leder, men to talsmænd, der ifølge partiprogrammet altid skal betså af en mand og en kvinde. De nuværende talsmænd er Peter Eriksson og den meget populære Maria Wetterstrand.

Partiet har rødder i miljøkampen, men også i freds- kvinde- og kernekraftbevægelserne. Partiets ideologi hviler på 'solidaritet med dyr, natur og det økologiske system’, ’kommende generationer’ og ’alle verdens mennesker’.

Miljöpartiet taler stærkt for et mere decentraliseret og direkte demokrati med flere folkeafstemninger.

Partiet vil gerne stå frit mellem de to blokke, men regnes almindeligvis til venstrefløjen. Sammen med Socialdemokratiet og Vänsterpartiet har Miljö indgået aftale om regeringsaamarbejde ved eventuel valgsejr.

Partiet fik ved sidste valg 19 pladser ud af Rigsdagens 349.

Kristdemokraterna blev dannet i 1964 og har siddet i Rigsdagen siden 1991. Partileder siden 2004 er Göran Hägglund.

Partiet ville oprindeligt fremhæve kristne værdier og etiske spørgsmål i politik, men er efterhånden blevet et almenborgerligt værdikonservativt parti, der gerne betoner familiens rolle i samfundet.

Kristendemokraterne var tidligere imod abort, men er det ikke længere. Omsorg for kernefamiliens status, forældres ret til valgfrihed og ældreomsorg er vigtige enmer for partiet.

Oprindeligt lå partiet hverken til højre eller venstre politisk, men er nu forankret i den borgerlige blok. Partiet indgår i 'Alliancen for Sverige', der siden 2006 har dannet regering.

Partiet fik ved sidste valg 24 ud af 349 pladser i Rigsdagen.

Folkpartiet Liberalerna, kaldes i daglig tale Folkpartiet. Partileder er Jan Björklund

Folkpartiet har rødder tilbage til 1902, men blev grundlagt som parti i 1934.

Partiet er et klassisk socialliberalt parti, der går ind for markedsøkonomi og et socialt velfærdssystem. Skole og uddannelsesspørgsmål har altid været vigtige for partiet, hvilket fremgår tydeligt af partiets hjemmeside.

Folkpartiet har traditionelt været positive overfor en fri markedsøkonomi og kritisk overfor en for stor stat og høje skatter.

Indgår i 'Alliancen for Sverige', der siden 2006 har dannet regering.

Partiet sidder siden sidste valg på 28 af Rigsdagens 349 pladser.

Moderata samlingspartiet. I folkemunde kaldt Modernaterna, eller Nya Moderaterna, og tidligere kendt som Högerpartiet.

Partiet der siden 2003 er blevet ledet af nuværende statsminister Fredrik Reinfeldt, er det største af de borgelige partier. Moderaterna har en velvillig indstilling til private alternativer som konkurrent til den offentlige pleje og skoler.

»Virksomheder, konkurrence og valgfrihed er kræfter som udjævner skilninger mellem mennesker og bidrager til et samfund, som præges af fællesskab og solidaritet«, står der blandt andet i partiprogrammet.

Moderaterna er kendt som det store skattelettelsesparti nr. et, men er de seneste år blevet mere midtsøgende og søger nu plads som garant for velfærden - blandt andet under parolen ' Sveriges nye arbejderparti'.

Indgår i 'Alliancen for Sverige', der siden 2006 har dannet en firkløverregering.

Partiet fik ved sidste valg 97 pladser i Rigsdagen ud af de samlede 349.

Vänsterpartiet hed tidligere Vänsterpartiet Kommunisterne og ledes i dag af Lars Ohly.

Partiet blev grundlagt i 1917 af en gruppe udbrydere fra Socialdemokratiet.

Partiet kaldte sig kommunistisk indtil Murens fald og står i dag som reformistisk socialistisk politik med socialisme og feminisme som de to grundpiller.

Udjævning af økonomiske kløfter og opretholdelsen af en stor velfærdsstat gennem høje skatter er vigtigt for Vänsterpartiet, der er meget EU-, USA, og Israelkritisk.

De seneste 90 år har Vänsterpartiet haft en stabil støtte på omkring 5-7 procent af stemmerne, der ved flere anledninger har fungeret som støtteparti for Socialdemokratiske mindretalsregeringer.

Partiet udgør sammen med Socialdemokraterna og Miljöpartiet ved valget i 2010 den rødgrønne blok.

Ved valget i 2006 høstedes partiet 22 pladser ud af Rigsdagens 349.

Sverigedemokraterna har rødder i den racistiske forening Bevar Sverige Svensk, der havde forbindelser til det nazistiske miljø.

Under ledelse af Jimmie Åkesson har partiet siden 2005 arbejdet hårdt på at tage afstand fra sin nazistiske fortid og blive et accepteret og 'stuerent' parti efter partiets danske forbillede, Dansk Folkeparti.

Partiet har en stramning af indvandrerpolitikken som deres mærkesag og betegnes ofte som fremmedfjendsk, udemokratisk eller racistisk.

Sverigedemokraterne er ikke i Rigsdagen, men fik ved valget i 2006 plads i cirka halvdelen af landets kommunalbestyrelser.

Partiet håber på at kunne være tungen på vægtskålen mellem de to blokke ved valget i 2010.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker
Åbning. Nu kommer der gang i brød-konkurrencen på Gl. Kongevej. Fredag åbner Andersen Bakery stor butik på Frederiksberg. - Foto: PR-foto
22. maj. KL. 13.27

Brødgigant fra Hiroshima rykker ind på Frederiksberg

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning