Når Søren Pind (V) i dag åbner en konference i Udenrigsministeriet om ejendomsrettigheder og fattigdom, byder han formentlig særligt velkommen til en af oplægsholderne, hans store inspirationskilde, den peruanske økonom Hernando de Soto.

De Soto blev kendt for sin bog ’The Mystery of Capital’, hvori han identificerer fraværet af ejendomsrettigheder som en afgørende årsag til fattige landes underudvikling.

Som kontrast beskriver han, hvordan al jord og ejendom i Vesten er registreret og udstyret med et skøde. Det giver mulighed for at belåne ejendom og geninvestere i nye økonomiske aktiviteter.

Private ejendomsrettigheder passer ikke kun fint med Søren Pinds mål om at være en udviklingsminister, der sætter en markant politisk dagsorden. De passer også ind i hans satsning på at fremme økonomisk vækst i udviklingslandene. Derved ønsker han på sigt at skabe en mellemklasse i de afrikanske lande, der kan overtage rorpinden fra donorer og korrupte eliter.

De Sotos tankegang har vundet indpas mange steder i såvel udviklingslande som udviklede lande. Problemet er, at der ikke hidtil har været dokumentation for, at udstedelse af skøder skaber økonomisk vækst til gavn for flertallet. Ofte er de fattige bønders jord fjernt beliggende fra bankerne. Og ofte er den opdelt i små lodder af ringe kvalitet eller så billig, at den er uinteressant for bankerne.

I Kenya, hvor bønderne i årevis har kunnet få skøde på deres jord, undgår de kommercielle banker småbønders jord som garanti, formentlig fordi den er svær at inddrive og sælge, hvis lånet ikke bliver betalt.

Til gengæld er der noget, der tyder på, at skøder kan have en positiv effekt på folks følelse af sikkerhed. ’Landgrabbing’ – hvor jord bliver taget af investorer eller lokale eliter – er et stigende problem i mange afrikanske lande.

Et stigende antal konflikter om ejerskab og grænsedragninger er også med til at skabe usikkerhed. Her kan skøder måske hjælpe. Endelig er det værd at bemærke, at folk på landet gerne vil have papir på deres jord: Under et halvt års feltarbejde i det nordlige Tanzania tidligere i år mødte jeg stort set ingen, der var kritiske over for systemet med skøder. Til gengæld kritiserede folk ofte de lokale ledere for deres forvaltning af systemet.

For skøder er ikke nok i sig selv. Selv hvis man stiller sig tilfreds med den mere beskedne ambition om at skabe større sikkerhed for ejendomsrettigheder, er en række yderligere tiltag nødvendige, hvis et sådant system skal kunne fungere i en afrikansk sammenhæng.

Et eksempel: En af de landsbyer, jeg har arbejdet i, har været genstand for et projekt, der sigtede mod at udstede skøder. Landsbyen blev betragtet som en succeshistorie i 2007, da projektet var afsluttet. Men i dag er processen gået fuldstændig i stå.

Projektet blev startet af en anden af oplægsholderne på dagens konference, MKURABITA. MKURABITA er en halvoffentlig organisation, der er placeret under den tanzaniske præsidents kontor, og som eksplicit bygger på de Sotos tankegods.

I løbet af ganske få måneder gennemførte MKURABITA en proces, der gjorde landsbyen klar til at udstede skøder. Godt 200 skøder blev forberedt. Da jeg opholdt mig i landsbyen tidligere i år, var det imidlertid to år siden, at der sidst var forberedt nye skøder.

Det skyldtes, at den gps, som landsbyen var blevet oplært i at bruge til at opmåle de enkelte jordstykker, var blevet afhentet, vistnok af MKURABITA, til et projekt andetsteds i Tanzania.

Den manglende gps betød også, at systemet til at håndtere konflikter om jord ikke fungerede. Dermed undergraves systemet med skøder. For hvordan afgøre en tvist om grænsedragning, hvis ikke teknikken fungerer? Jeg så eksempler på, at man, for at holde fred i landsbyen, var gået tilbage til den gamle metode til konflikthåndtering – at tildele de stridende parter to lige store dele af den omstridte jordlod.

Et velfungerende system kræver opfølgning og træning. Det handler ikke kun om teknik, men også om viden og kompetencer. På landsbyniveau er den slags personafhængigt. I Tanzania er det ofte en landsbyformand og en landsbyofficer, der håndterer jordspørgsmål.

Når de skiftes ud, skal nye personer trænes op. Ligeledes bør medlemmer af landsbyråd og jordkonfliktråd undervises regelmæssigt i jordrettigheder. Dels for at de kan bidrage til at løse problemer og konflikter, dels for at de kan kontrollere ledere og embedsmænd.

Historien om gps’en er langtfra enestående. På baggrund af interview med embedsmænd i ’Ministeriet for Land’ kan jeg konkludere, at problemet med manglende opfølgning går igen i andre lignende projekter i Tanzania. Og jordreformernes historie rummer talløse eksempler på ambitiøse projekter, der er kuldsejlet på grund af manglende fokus på efterfølgende styring og drift.

De Sotos tanker er besnærende enkle, men det er en kompleks proces at udstede skøder i praksis. Hvis der skal skabes et velfungerende system i afrikanske lande, kræver det store langsigtede investeringer i udstyr og drift.

Et mere langsigtet perspektiv vil i øvrigt muligvis også fremme de Sotos dagsorden. Hvis systemet til at administrere jord og håndtere konflikter bliver mere stabilt, kan det være, at bankerne i fremtiden bliver mindre nervøse ved at acceptere jord som pant.