Bliv fan af din kommune! Dette er efterhånden blevet en reel mulighed for mange af de cirka 2,5 millioner Facebookaktive danskere. Halvdelen af kommunerne er nu aktive på et eller flere sociale medier som Facebook, YouTube eller Twitter. Det viser en ny undersøgelse, som Momentum og Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har gennemført blandt de kommunikationsansvarlige i kommunerne. Og to tredjedele af de kommuner, som endnu ikke er hoppet på de sociale medier, forventer at gøre det i de kommende år.

Facebook er det sociale medie, som flest kommuner benytter. 48 procent af kommunerne er aktive på Facebook, enten med en officiel kommunal profil eller med en eller flere profiler for konkrete indsatser, debatter eller lignende. 22 procent af kommunerne benytter sig af YouTube, hvor de kan lægge videoklip ud. Og nogle få kommuner – 11 procent – er på Twitter, hvor de kan sende små aktuelle beskeder eller serviceinformation.

Der er sket en voldsom udvikling i løbet af det seneste år, hvor over 80 procent af de kommuner, der er aktive på sociale medier, angiver, at de er kommet på eller har optrappet indsatsen. De sociale medier rummer uden tvivl også et stort potentiale for, at kommunen kan komme mere i kontakt med borgerne.

Man kan dels nå nogle borgere – ikke mindst unge – som ellers ikke engagerer sig i den lokalpolitiske debat, dels kan man komme i helt anderledes aktiv dialog med borgerne på bestemte områder, end man kan med de ’gammeldags’ kanaler.

Men det er essentielt, at kommunen gør sig klart, hvad den vil med eksempelvis en profil på Facebook. Og kommunen bør ikke gå på Facebook, blot fordi det er ’nemt’, eller fordi ’de andre gør det’. Hvis de sociale medier skal give reelt udbytte for kommunerne, skal de bruges strategisk, så de understøtter kommunens kernevirksomhed.

I det store perspektiv udgøres kommunens kernevirksomhed af to søjler:

1) Kommunen som demokratisk aktør. Det handler om formidling af den politiske beslutningsproces på rådhuset og den borgerinddragelse og -dialog, der giver det lokale selvstyre legitimitet.

2) Kommunen som serviceleverandør. Det handler om kommunen som serviceleverandør til sine brugere, herunder som leverandør af råd og vejledning i forhold til kommunens servicetilbud.

Sociale medier kan understøtte kerneområderne på to måder: Dels som ny og effektiv informationskilde, der kan bringe nyheder fra kommunalbestyrelsen og konkret serviceinformation direkte ind i borgernes private Facebooknyhedsstrøm, f.eks. om gratis influenzavaccination, rundvisning på rådhuset eller lignende.

Dels kan de sociale medier bruges som et nyt dialogværktøj, der gør det muligt for kommunalbestyrelsens medlemmer at føre en direkte dialog med borgerne og muligt for kommunens medarbejdere at besvare borgernes spørgsmål til den kommunale service.

I dialogen om den politiske proces – eksempelvis budgetlægningen eller debat om fremtidens skolestruktur – er det primært kommunens rolle at skabe rammerne for dialogen ved at informere borgerne om, hvad der er til debat, og derpå lade dem føre dialogen indbyrdes. Men kommunalpolitikerne skal være parate til at engagere sig i debatten og inddrage borgerne tættere i den løbende politiske proces mellem valgene. For ingen – heller ikke på de sociale medier – gider en skindebat om noget, hvor politikerne allerede har lagt sig fast på en beslutning.

I forhold til at bruge Facebook til at besvare borgernes spørgsmål om den kommunale service – som Haderslev Kommune eksempelvis gør – kan det i første omgang virke som en ressourcekrævende opgave for kommunens borgerservice.

Men når det først er indarbejdet i de daglige rutiner, vil det reelt ikke være en ekstra opgave, men en billigere måde at rådgive borgerne om kommunens tilbud på. Billigere, især fordi borgerservice ved at svare på Facebook kan svare alle Facebookbrugere, der har samme spørgsmål, på samme tid.

Det er dog fuldstændig afgørende, at kommunerne er bevidste om de særlige redaktionelle kriterier, der knytter sig til de sociale medier. På Facebook skal stoffet være kortere, lettere, mere personligt og handlingsorienteret, og det dur ikke bare at kopiere indholdet fra den kommunale hjemmeside til Facebook.

For den halvdel af kommunerne, som endnu ikke har givet sig i kast med de sociale medier, er der dog ingen grund til at lade sig skræmme. Kommunerne behøver ikke at vælge en ’Rolls-Royce’-model fra start.

Man kan se kommunernes arbejde med Facebook som en tretrinsraket:

I første fase høster man de lavthængende frugter ved at oprette en Facebookprofil og bruge den til envejskommunikation.

I anden fase åbner kommunen for dialog, idet medarbejdere fra borgerservice inddrages til at svare på spørgsmål og yde serviceinformation.

Og i tredje fase beslutter kommunalbestyrelsen at anvende sociale medier til at øge borgerinddragelsen mellem kommunalvalgene – dels for at øge interessen for valgene, dels for at bruge borgernes input aktivt til at udvikle og skabe innovation i den kommunale sektor.