Når folketingsvalg udskrives, bliver ministeriernes spindoktorer fritstillet til at føre valgkamp for ministre med fuld lønkompensation fra staten.

Spindoktorerne skal pakke deres sager og forlade Slotsholmen, den dag valget udskrives. Denne praksis bygger på den såkaldte spindoktorbetænkning fra 2004.

Betænkningens begrundelse for, at spindoktorer skal fritstilles, er bl.a. hensynet til at sikre fair balance mellem regering og opposition under valgkampen.

Konsekvensen af fritstilling er, at spindoktorerne kan bruge hele deres tid til at føre valgkamp for en minister, som de gerne vil genindtræde hos efter valget.

Hver minister kan have op til tre spindoktorer. Da spindoktorerne får fuld lønkompensation fra staten under fritstillingen, er resultatet, at regeringspartier under en valgkamp kan råde over både partiansatte og fritstillede statsansatte som rådgivere, mens oppositionen må nøjes med partiansatte.

Hvis det tegner til et regeringsskifte, vil en spindoktor kunne udnytte fritstillingen til at skifte hest.

I så fald kunne begrundelsen om fair balance blive opfyldt på en overraskende måde, men det er endnu ikke sket og usandsynligt, at det vil ske.

En minister har flere roller.

Han er øverste chef for ministeriet, medlem af regeringen og partipolitiker. Som øverste chef og regeringsmedlem er ministeren omfattet af offentlighedsloven, men ikke som partipolitiker.

Ministeren kan f.eks. udveksle mail med et folketingsmedlem om et politisk initiativ uden at være omfattet af offentlighedsloven, når ministeren modtager og skriver som partipolitiker uden medvirken af embedsmænd.

Statens spindoktorer har særlige ansættelsesvilkår, der betyder, at de i dagligdagen på Slotsholmen kan bruge en del af deres arbejdstid til at rådgive ministeren i rollen som partipolitiker. Ifølge spindoktorbetænkningen skal det være en mindre del af arbejdstiden.

Almindelige embedsmænd skal bruge hele deres arbejdstid til at løse offentlige opgaver. Det gælder også kommunikationsrådgivere i kommuner og andre offentlige instanser.

Kun i ministerier er skabt en særlig praksis, hvor nogle kommunikationsrådgivere får status som særlige rådgivere.

Ministerier ræsonnerer, at når offentlighedsloven ikke gælder for ministeren som partipolitiker, så gælder den heller ikke, når en spindoktor bistår ministeren i denne rolle.

Spindoktorbetænkningen indeholder intet herom, og formanden for det udvalg, der skrev betænkningen, højesteretsdommer Jens Peter Christensen, har i efteråret 2010 udtalt til P1’s ’Orientering’, at spindoktorer er offentligt ansatte og omfattet af offentlighedsloven, uanset hvilken funktion de varetager.

Ministeren er ikke en del af den offentlige forvaltning, når han er partipolitiker, men spindoktoren er statsansat, også når han arbejder med ministerens partipolitiske opgaver.

Det taler for, at spindoktorens eksterne skriftlige kommunikation er omfattet af offentlighedsloven.

LÆS OGSÅRegeringen vil skjule spindoktorers kommunikation

Ministerier har i de senere år typisk afvist aktindsigt i spindoktorers eksterne kommunikation med henvisning til, at de bistår ministeren som partipolitiker.

Desuden er henvist til, at spindoktoren benytter privat e-mail-adresse, og at ministeriet derfor slet ikke har adgang til spindoktorens kommunikation.

Pressebetjening hører til de vigtigste funktioner for spindoktorer, og den sker typisk med forventning om anonymitet. De øverste statslige myndigheder kommunikerer således ofte anonymt til offentligheden.

Staten udnytter dermed den praksis, som journalister og medier har for anvendelse af kildebeskyttelse.

Ministeriernes lukkethed om spindoktorernes kommunikation er i strid med både almindelige lovregler for offentlig forvaltning og med principperne for god forvaltningsskik.

Den etablerede praksis bygger ikke på spindoktorbetænkningens ordlyd, og der står intet i Offentlighedskommissionens betænkning om undtagelser for spindoktorer.

Justitsministerens forslag om ny offentlighedslov fastholder den traditionelle beskyttelse af grundlaget for magtudøvelsen på Slotsholmen.

Grundlaget for ministerbeslutninger bliver udtrykkeligt undtaget i en ny bestemmelse, der skal give offentligheden ret til indsigt i faglige vurderinger i endelig form, der indgår i beslutningsgrundlag.

Offentligheden vil således fortsat kunne nægtes indsigt i f.eks. økonomiske analyser af en plans konsekvenser, herunder metoder og forudsætninger, der er anvendt ved beregninger.

Begrundelsen er, at der skal sikres fuld fortrolighed om den »inderste politiske beslutningsproces og den inderste regeringsproces«.

Undtagelser skal gælde både foreløbige overvejelser og det endelige faglige grundlag for en beslutning, der træffes af en minister, et regeringsudvalg eller regeringen.

Lovforslaget udbygger med en helt ny undtagelse, der også vil lukke for offentlighed omkring dokumenter, der indgår som grundlag for aftaler, som en minister indgår med en ordførerkreds.

Dette forslag har sammenhæng med den praksis, der er udviklet over de seneste årtier, hvor ministre typisk inviterer ordførere til Slotsholmen for at sikre en politisk aftale om et lovforslag, før det fremsættes i Folketinget.

Dokumenter, der tidligere blev sendt til Folketingets udvalg, bliver med den nye praksis kun udvekslet med ordførerkredsen. Der lukkes i realiteten for offentlig indsigt i grundlaget for lovgivning.

En offentlighedslov, der undtager grundlaget for de vigtigste politiske beslutninger, giver optimale muligheder for spin. Det er derfor vigtigt at nærlæse bemærkningerne til justitsministerens forslag til ny offentlighedslov.

LÆS OGSÅFlertallet vakler bag offentlighedslov

I bemærkninger til par. 7 omtales den etablerede spindoktorpraksis som gældende ret, der vil fortsætte uændret med vedtagelsen af den nye offentlighedslov.

Det fastslås, at særlige rådgivere er en del af ministeriernes embedsværk, og at de er omfattet af offentlighedslovens almindelige regler, når de udfører opgaver for ministeriet og regeringen.

Ifølge bemærkningerne er de særlige rådgivere derimod undtaget, når de udfører opgaver for ministeren som partipolitiker. Det hævdes, at der ikke er tale om en sag i ministeriet, uanset at spindoktoren udfører opgaven som statsansat.

Det fremgår også af bemærkningerne, at særlige rådgivere kan bruge privat mailadresse.

Hermed anerkendes en praksis, der gør det umuligt for ministeriet og Folketingets Ombudsmand at kontrollere en spindoktors skriftlige kommunikation. Den er uden for enhver kontrol.

Spindoktorpraksis er således havnet på Folketingets bord. Det sker ikke i form af et lovforslag, der fastsætter regler for særlige rådgivere, men i bemærkninger, der fremstilles som selvfølgelige, i forbindelse med justitsministerens forslag til ny offentlighedslov.

Det er nu op til Folketinget at afgøre, om den etablerede spindoktorpraksis skal blåstemples.