Det er en udfordring af de helt store.

Vi skal nedbringe verdens samlede udledning af drivhusgasser med over 80 procent i løbet af 40 år, og vi skal samtidig brødføde 9 milliarder mennesker, der i øvrigt om 40 år vil spise, som var de 12 milliarder. Det kræver en massiv omstilling af verdens landbrug.

Landbruget og den ændrede arealanvendelse, der følger af stigende landbrugsproduktion, udgør allerede i dag over 20 procent af de samlede udledninger. Skal vi fordoble landbrugsproduktionen med de nuværende metoder, er der ikke plads i atmosfæren.

Landbruget kan dog omvendt også blive en betydelig del af løsningen. Verdens landmænd skal i fremtiden ikke kun være fødevareproducenter – de skal være CO2-forvaltere. Og de skal belønnes og aflønnes efter, hvor stor en bunke organisk materiale de producerer og opbevarer.

Størst fokus har der været på, at landmænd skal producere energiafgrøder og biomasse. Det kan bestemt være en god ide. Men der vil opstå en uundgåelig konflikt mellem energiafgrøder og fødevarer.

Landbrugets vigtigste klimabidrag bliver i højere grad, hvor store mængder organisk materiale der opbevares i den jord, som landmanden tramper rundt på.

Her ligger en betydelig del af løsningen på landbrugets klimaproblemer. Omkring 15 procent af det samlede potentiale for at nedbringe udslippet af drivhusgasser findes i landbruget – og ikke mindst i de øverste 50 centimeter af landbrugsjorden.

Det vigtige er derfor, hvordan landmanden opfører sig. Der er nemlig talrige dyrkningsmetoder, der kan bidrage til at ophobe organisk materiale i den øverste del af jorden. Verdens landmænd skal først og fremmest holde op med en række ting. Vigtigst måske at brænde jorden af efter høst.

Det gjorde vi tidligere i Danmark, hvor efteråret blev prydet af sortsvedne marker. Det sker stadig i mange andre lande. Landmanden skal også holde op med at pløje og harve i én uendelighed. Det tilfører jorden ilt, og så omsættes det organiske materiale til CO2.

Endnu værre er, hvis man pløjer arealer med et stort indhold af organisk materiale. Mange landmænd skal i stedet til at så kornet direkte uden at pløje. Lukke øjnene for lidt ukrudt. Men det kan rejse nye etiske dilemmaer, for mindre brug af ploven kan betyde mere brug af sprøjten.

Der er andre oplagte ændringer. Brug af efterafgrøder vil indfange næringsstoffer, der ellers udvaskes eller omsættes til metan og andre drivhusgasser. Tilsvarende kan dækafgrøder og blandingsafgrøder bidrage til ophobning af organisk materiale og naturlig tilførsel af næringsstoffer.

Det blev brugt intensivt tidligere, men kunstgødningen har skubbet de mere besværlige dyrkningsmetoder ud i glemslen. Der er meget, vi skal genopfinde.

Skyggetræer især i verdens fattige og varme lande giver både ophobning af organisk materiale, øget fugtighed, mindre erosion og gødning, hvis der bruges træer, som kan fiksere nitrogen. De giver også flere fugle, som spiser skadedyrene, så man kan sprøjte mindre.

Også i Danmark skal vi genplante læhegn og træer overalt, hvor det kan lade sig gøre. Et stort fuldvoksent egetræ har opsuget CO2 svarende til et halvt års udslip for en dansker.

Bedre håndtering af husdyrgødning og af de mange næringsstoffer i menneskets gødning skal være en vigtig del af planen. Kunstgødningen bruger for meget energi og udleder for meget CO2.

Vi skal kanalisere meget mere af det organiske materiale og næringen tilbage til landbruget. Det kan blandt andet gøres ved at udvikle bynære landbrugsformer med landbrug tæt på byerne – endda på toppen af husene – og udnytte gødningen til biogas først og så sprede den ud på taget eller markerne.

Dette var blot et kort katalog over nødvendige ændringer. Det store spørgsmål er, hvordan vi får verdens landmænd og kvinder med. For det klimavenlige landbrug er mere bøvlet, besværligt og – på kort sigt – mindre rentabelt end det intensive landbrug med kunstgødning og store marker uden træer.

Derfor er der ingen vej udenom: Landmændene skal betales for at ændre adfærd. Her har vi rige erfaringer i EU. Først betalte vi i årtier de europæiske landmænd for at opføre sig klimauvenligt med overproduktion og unfair konkurrence.

Men i de sidste år er der bygget et væld af ordninger op for at sikre et landbrug i bedre balance med naturen og med mindre udslip af drivhusgasser.

De ordninger skal udbredes til resten af verden. Fattige afrikanske kvinder skal have penge, hvis de planter skyggetræer i kaffeplantagerne eller bruger dæk- og efterafgrøder.

Landmændene i Bolivia og Brasilien skal kompenseres, hvis de slipper færre køer løs på de enorme græsarealer og undlader at brænde markerne af. Landmændene i Asien skal have udbetalt en sum penge, hvis de tørlægger deres rismarker i længere tid og dermed mindsker udslippet af metan og lattergas.

Den gode nyhed er, at den slags programmer, som for kun få år siden var administrativt umulige, godt kan lade sig gøre. Med den stadigt mere avancerede satellitovervågning kan vi kontrollere, om skyggetræerne og skovene står der, om markerne brændes af, rismarkerne er overrislede, og hvor mange kreaturer der render rundt på pampaen.

Det er en enorm opgave at gøre verdens landmænd til en del af løsningen.

Der er positive initiativer, men landbruget er stort set udeladt i regeringens klimaplan og næsten fraværende i de internationale klimaforhandlinger. Det er på tide at komme i gang.